Mens den skrevne literatur i den sidste del av middelalderen liten eller
ingen betydning hadde, viser „_folkedigtningen_“ at folkets poetiske
sans og trang til digtning langtfra var utdød.
Alt i slutten av det 11te aarhundrede kom de _gamle stev_ til Norden fra
Vesteuropa. De var firlinjede lyriske vers med enderim. Men der er ogsaa
nogen _nye stev_, som kom til Norden først 4-500 aar senere. Nystevet er
ogsaa et firlinjet lyrisk vers, men det er ulikt gamlestevet og mer
moderne end det baade i form og melodi. Nystevet virker mer moderne i
indhold ogsaa.
Endnu lever stevdigtningen i Norge, men fuldt liv har den bare i
Sætesdalen. Mange stev blir digtet i øieblikket. „Aa stevjast“ er en
selskapslek, oftest kappestrid paa vers mellem gutter og jenter. Stevene
gir følelsesutbrud, ofte spotter eller egger de[10].
*Folkevisene* hadde sin blomstringstid i Norden fra det 12te til det
15de aarhundrede. Men de blev ikke skrevet ned før længe efter. I
Danmark skrev mange adelsdamer dem ned. Samlet og trykt blev mange av de
_danske_ i det 16de og 17de aarhundrede, en stor del ogsaa i den sidste
tid[11]; de _norske_ er samlet i vore dager[12]. Folkevisene har
naturligvis i tidens løp undergaat flere forandringer.
[Footnote 10: Jørgen Moe har skildret en stevkamp i „_Besøg i et
bondebryllup_“.]
[Footnote 11: De første samlinger er av _Vedel_ og _Peder Syv_, de
senere av _Svend Grundtvig_, _E. T. Kristensen_ og _Axel Olrik_.]
[Footnote 12: av _J. Moe_, _Landstad_, _S. Bugge_ og _Moltke Moe_. En
meget stor del av de norske viser er endnu utrykt. En liten samling
„Norske folkeviser fra middelalderen“ ved _Knut Liestøl_ og _Moltke Moe_
kom ut 1912.]
I alle tre nordiske riker var der en rigdom paa folkeviser, som vældet
frem „som en frisk rindende strøm“. Deres indhold er ofte beslegtet. Om
de fleste kan det derfor være vanskelig at avgjøre hvor de først er blit
til. Men denne likhet viser at der har været livlig samkvem mellem de
nordiske folk i den tid.
Forfatterne av denne folkedigtning kjender man ikke; bare saa meget kan
man slutte sig til at ialfald en stor del av de _danske_ viser er blit
til blandt de høiere stænder; for det første dreier de sig oftest om
riddernes liv, og for det andet var de danske bønder den gang saa
underkuet og stod saa lavt, at de i det hele var litet skikket til
digtning. Folkevisene blev først sunget paa ridderborgene av omvankende
sangere, siden trængte de ned til folkets hytter, hvor de i senere tider
for en stor del er fundet igjen. I _Norge_ derimot hørte forfatterne
vistnok ofte til bondestanden.
Efter indholdet kan folkevisene deles i _to hovedarter_: _sagnviser_
eller _mytiske_ viser, som fortæller om overnaturlige væsener, personer
og handlinger, og de _historiske_ viser, som gir skildringer av
middelalderens begivenheter og liv. Hertil kommer _kristelige_
folkeviser.
Av _sagnvisene_ maa først og fremst nævnes _kjæmpevisene_, som er de
ældste. De henter emnene fra gude- og heltesagn, som altsaa har holdt
sig gjennem tidene, men litt efter litt er blit ændret under paavirkning
av kristendommen og den voksende kultur. De gamle æser og hedenske
helter er blit til kristne kjæmper og helter. „Trymskvida“ i „Den ældre
Edda“ f. eks. blev gjort om til en vise, hvori Tor blev til Torekall og
Trym grimme jutulen. I Norge har man to viser om idrætshelten Heming,
_Hemingen og Harald kongen_.
Ogsaa helter fra fremmede land (f. eks. _Karl den store_ og hans
kjæmper, _ridder Roland_ og _Holger Danske_) blir ofte behandlet i
visene; disse viser eller emnet til dem er da kommet til Norden fra
utlandet, især fra Tyskland, et vidnesbyrd om den samfærdsel som den
gang fandt sted mellem de nordiske riker og sydligere land. Ofte er
flere emner smeltet sammen i én vise. Kjæmpevisene er i almindelighet
fyndige, djerve og malende.
En anden art av sagnvisene er de _naturmytiske_, som fortæller os om de
forunderlige væsener man i den tid og like til vor tid har opfyldt hele
naturen med: riser og troll i bergene, alver og huldrer i skog og eng,
havmænd, havfruer og nøkker i havet og elvene, og om den maate disse
væsener griper ind i menneskelivet paa. En av de smukkeste og mest
kjendte av de naturmytiske viser er visen om _Elverhøi_. Ogsaa om
gjengangere handler enkelte av disse viser, f. eks. _Den onde
stedmoder_.
De _historiske_ viser er to slags, dels _ridderviser_, dels saadanne som
handler om bekjendte historiske personer, de _egentlig historiske_
viser.
Blandt _riddervisene_ findes de skjønneste folkedigtninger; de gir et
friskt, levende og farverikt billede av riddernes liv fra vugge til
grav; de fortæller os om deres daader og om deres daglige færd, deres
jagt og deres vennelag, om deres troskap i kjærlighet, deres tapperhet
og deres ædle eller ialfald djerve tænkemaate. Som eksempler paa
riddervisene kan nævnes: _Axel og Valborg_, _Dalebu Jonson_ og _Bendik
og Aarolilja_.
De _egentlig historiske_ viser handler om historiske begivenheter eller
personer som i særlig grad har gjort indtryk paa folket, som f. eks.
Valdemar Seiers dronninger _Dagmar_ og _Bengjerd_, og _Kristjern den
anden_ o. fl. Av de _norske_ har vi bare faa bevart, f. eks. om jarlen
_Alv Erlingsson_ og _Kungssonen av Norigsland_. Ogsaa gjennem disse
simple, men gripende viser faar man en levende forestilling om
middelalderens liv og tænkesæt i Norden, om man end ikke kan bygge paa
dem som paalidelige historiske kilder.
Av de _kristelige_ visene er der ikke saa faa. Den mest kjendte er
_Draumkvæe_; det fortæller om drømmene til Olav Aasteson, som sov fra
julaften til trettendedagen, og da fik han se den skjæbne de onde og de
gode fik efter døden.
Endelig kan nævnes de norske _skjemteviser_; av dem er flere av senere
oprindelse, f. eks. _Ramnabryllaup i Kraakelund_, _Han Mass og han
Lasse_, _Truls med bogin_, _Mannen og kjerringi_ o. fl.
Eiendommelig for mange av folkevisene er _omkvædet_, som er med hvert
vers. Oprindelig hadde omkvædet ikke noget at gjøre med den episke
folkevise. Det er en levning av „stevstammen“, en indledning av lyrisk
indhold („gamlestev“). Disse viser var oprindelig _danse_viser, d. v. s.
de blev sunget under en slags dans, idet de som var med, tok hverandre i
hændene og dannet en ring. Den som førte dansen, sang visen, og efter
den gik ringen i takt. I Norden blev der saa til den lyriske indledning
knyttet en episk vise, som ingen sammenhæng hadde med indledningen. For
hvert vers blev en linje eller flere av stevstammen tat med, og omkvædet
var der. Dette omkvæd sang alle med. Senere søkte man stundom at knytte
omkvædet til visen, saa det i fyldig form gav det indtryk visen skulde
gi (f. eks. „Ve da vorde hende Bengjerd!“ „Kjenner du Dalebu Jonsson?“)
— Sangdansen, som kom fra Vesteuropa, blev utbredt over hele Norden og
har holdt sig paa Færøene til vor tid. I Norge kom den i glemme ved
Hardanger-felen, som førte med sig runddansene.
De egte gamle folkeviser har været kilden til ny digtning og har
fundet efterlignere baade ute blandt folket og blandt digterne. Av
dem som har efterlignet folkevisen, skal vi av digterne i
fællesliteraturen nævne _Ewald_, _Edvard Storm_ og _Claus Frimann_,
av de nyere danske _Oehlenschläger_, _Ingemann_ og _Hertz_ og av de
nyere norske _Landstad_ og _Welhaven_. Folkeviser har ogsaa stundom
ligget til grund for senere tiders dramatiske digtninger, f. eks.
for _Oehlenschlägers_ „Aksel og Valborg“ og _Ibsens_ „Gildet paa
Solhaug“, og for _Garborgs_ episke digtning „I Helheim“.
Ved siden av folkevisene har vi *folkesagn*. De er dels _mytiske_ (især
_naturmytiske_), dels _historiske_.
De _naturmytiske_ sagn handler om de samme overnaturlige væsener som de
naturmytiske viser.
De _historiske_ sagn er mest om _Hellig Olav_, og om hvorledes han gjør
riser til sten og faar troll til at bygge kirker for sig (smlg.
Welhavens _En vise om Hellig Olav_). Hellig Olav er guden Tors
efterfølger, og han har Tors røde skjeg. Mange av de historiske sagn
fortæller ogsaa om _den sorte død_, „mannadauden“, om hvorledes den la
hele daler øde (_Jostedalsrypa_ o. fl.).
Mens visene og sagnene ofte knytter sig til historiske begivenheter, er
dette aldrig saa med *folke-eventyrene*. Det som eventyret fortæller, er
ikke bundet til noget enkelt sted eller nogen bestemt tid. Her heter det
oftest bare: „Det var engang.“ Personene og stedene i eventyrene har som
regel ikke en gang noget navn, og hænder det, er det almindelige navn
som _Per_ og _Paal_, eller ogsaa er det navn som er en ren lek av
indbildningskraften (_Mumle Gaase-egg_, _Soria Moria slot_, _Østenfor
sol og vestenfor maane_ o. s. v.). I eventyrene blir det overnaturlige
og naturlige blandet om hinanden. Troll og trollkjærringer forekommer
ved siden av konge, amtmand, prest og skriver. En stor del av dem er om
_Askeladden_ (den klodsete, fillete, som graver i asken). I dem faar man
se hvorledes den som blir regnet for ringe og ubetydelig, ved egen
dygtighet kommer frem til herlighet og lykke. Det gaar gjerne saa i
eventyret, at klokskapen seirer over tankeløsheten og dumheten, at det
gode faar sin løn og det onde blir straffet. I mange av dem er der et
kostelig og eiendommelig lune, som f. eks. i _Manden som skulde stelle
hjemme_, _Far sjøl i stua_, _Gudbrand i Lia_, _Kjærringa mot strømmen_,
_Mestertyven_ og _Herremandsbruden_.
Næsten alle sagn og eventyr er skrevet op i den seneste tid[13].
III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening.
(Fællesliteraturen.)