I dette tidsrum blev morsmaalet efter hvert atter sat tilside i Danmark
likesom i det øvrige Europa, og _latinen_ paany det almindelige
skriftsprog. Det fortælles om en prest at han endog skrev skudsmaal for
sine sognefolk paa latin. Bare enkelte røster hævet sig mot dette.
Ved de lærde skoler drev man oplæringen helt paa latin. Barna maatte
betale pengebøter for hvert dansk ord de talte, eller de fik ris naar de
talte sit morsmaal, likesaa vel som naar de „stimede eller sloges“; de
skulde ikke en gang bruke det naar de lekte. Lærebøkene var alle paa
latin, ogsaa grammatikken. Det var saavidt barna overhodet fik lære at
læse og skrive paa dansk. Ved universitetet gik likeledes alt,
forelæsninger og samtaler, for sig paa latin. Dersom nogen paa én gang
sa mer end tre ord i morsmaalet, uten i forveien av en eller anden grund
at ha bedt om lov, skulde han for hver gang bøte en hvid. Almuebarna fik
bare gjennem mundtlig undervisning litt kristendomskundskap. Der var
ingen skoler paa landet. Hele oplæringen bestod i, „at degnen nogen
ganger om uken, eller hvor flere (lands-)byer hørte til ett sogn, i det
mindste én gang hver maaned, samlet landsbyens ungdom i en gaard og med
høi røst læste Luthers lille katekismus for dem, samt nogen sanger og
bønner, og lot barna gjenta det saa længe til noget hang ved. Fire
ganger om aaret overhørte presten dem, og ved visitasen lot biskopen dem
sige frem Fadervor, de tre trosartikler og de ti bud; én sa for og de
andre efter“.
I denne tid blev dansken sterkt fyldt op med tyske ord, baade plattyske
og høityske. Nu var det mest ord med forstavelsene _ge-_ og _er-_ som
trængte ind. Men mens mange av de tyske ordene som trængte ind i slutten
av middelalderen, endnu har fuldt liv i dansken, er en mængde av de
tyske laane-ordene fra denne tiden trængt ut igjen siden, og de er
aldrig blit folkelige ord. Ogsaa mange franske laane-ord trængte ind i
denne tid, men de er næsten alle sammen trængt ut igjen.
Den gamle danske _adel_ hadde nu sin glanstid; tidsrummet (indtil 1660)
er derfor ogsaa blit kaldt „_Adelsperioden_“. Adelsmændene var oftest
rike, mægtige og dannede, og de arbeidet i sit fædrelands interesse.
Flere av dem var ogsaa lærde videnskabsmænd.
Et rikt _videnskabelig_ arbeide, først og fremst i _teologisk_ retning,
blev utført i dette tidsrum, mest i den første halvdel; men trods sin
store flid fik den tids lærde forfattere liten betydning for menigmand,
som i det hele blev stillet utenfor paavirkning av literaturen. Det
gjaldt i denne saakaldte _ortodoksiens_ (rettroenhetens) tid fremfor alt
at slaa fast den rette lære. Ja, man syslet ogsaa med slike ørkesløse
spørsmaal, som f. eks. om hvad Adam og Eva spiste i paradis, hvilket
sprog de salige taler o. s. v. Prestene gav fra prækestolene oftest
lærde og tørre avhandlinger, som tilhørerne ikke forstod, og som derfor
gjerne dysset dem i en blid søvn. Kristian 4 gav endog ut en forordning
om vækkere i kirken.
Der var i det hele tilbakegang med hensyn til den folkelige literatur,
som var begyndt at komme frem i reformationstiden.
Aandslivets tilstand i _Norge_ var ikke lys i det 16de og 17de
aarhundrede. De gamle stormands-ætter fra sagatiden var blit knækket i
de foregaaende aarhundreder, og den nye _adel_ Norge fik, var meget
faatallig og desuten fremmed; for det var næsten bare danske indflyttere
som fik adelsbrev. _Borgerstanden_ gjorde sig vistnok fri i det 16de
aarhundrede fra hanseaterne; men det var først ved slutten av det 17de
aarhundrede at Norge kunde siges at ha faat en nogenlunde velhavende og
oplyst handelsstand (særlig i Bergen). _Embedsmændene_ stod dengang paa
et temmelig lavt standpunkt. _Bøndene_ var, som vi straks skal høre,
oftest raa og uvidende.
Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i
Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det
langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til
Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene
ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten,
forfatteren _Peder Claussøn_, fortæller saaledes at i somme prestegjeld
var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester
ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver
ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han
ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var
derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op.
Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en
postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte
norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og
andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det
16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var
prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen
holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks.
Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største
vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man
faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde
ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa
hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det
danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa.
Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte
to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde
holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre
ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest
ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det,
end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i
1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde
lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.
Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At
den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.
Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var _Peder
Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer_. Denne bok gjorde ikke
litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk,
og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved
den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem,
ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa
egne ben.
Den prosaiske literatur.
Av lærde _teologer_ staar professor *Niels Hemmingsen*, „den danske
Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“.
Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store
_videnskapsmænd_ for resten skal først nævnes *Tyge Brahe* († 1601),
som gjorde store opdagelser i _astronomien_.
Ogsaa *Ole Rømer* var en fremragende astronom og naturgransker. Han
opdaget saaledes lysets forplantning og hastighet. _Lægevidenskapen_
hadde betydelige dyrkere i *Tomas Bartholin* og *Niels Steensen
(Steno)*. Den sidste grundla ogsaa en ny videnskap, _geologien_.
*Ole Worm* dyrket foruten lægevidenskapen ogsaa _oldgranskningen_ og
er blit kaldt „den danske oldgransknings far“. Han var den første
som vakte opmerksomheten for de islandske haandskrifters[14]
betydning for Nordens historie. Alle disse skrev paa latin.
Islændingen *Tormod Torfæus* (Torvesen) skrev en stor _Norges
historie_ paa latin og oversatte flere _islandske sagaer_ til latin.
Han bodde i Norge.
I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i
_historieskrivningen_. *Anders Sørensen Vedel* (rikshistoriograf og
Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som
interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det
hele, ryddet vei her, idet han _oversatte Saxo Grammaticus’s historie_ i
slutten av det 16de aarhundrede.
Da der manglet papir til trykningen, rettet _Tyge Brahe_, som var Vedels
personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske
kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet
eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels
nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut
_hundrede danske folkeviser_, som derved blev tilgjængelige for alle, og
sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).
[Footnote 14: Paa denne tid blev haandskrifter baade til Snorres Edda og
den ældre Edda fremdrat.]
Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev
bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren *Arild
Huitfeldt* († 1609), gav ut paa morsmaalet en _Danmarks riges
krønike_, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det
16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i
dette tidsrum.
Noget senere blev _morsmaalet_ selv gjort til emne for behandling,
særlig av *Peder Syv* († 1702), en tid rektor, senere prest paa
Sjælland. Foruten _danske ordsprog_ og _danske folkeviser_ gav han ut en
_dansk grammatik_, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet.
Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han,
som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske
sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske
mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.
Endelig skal vi nævne et _mindeskrift_, som blev skrevet paa den tid, og
som er drat frem i vore dager. Det er *Leonora Christina Ulfeldts*
_Jammersminde_. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar,
utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig
blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit
kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt
„det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.
Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til _norsk_ aandsliv
i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som
stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor
først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen
_Geble Pederssøn_ i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig
især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for
Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de
gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand _Mattis Størssøn_
(† 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa
et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og
regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.
Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel *Absalon Pederssøn
Beyer*, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved
universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden.
Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest.
Han døde i 1574.
I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er
bevart under navnet _Bergens kapitelsbog_. Han fortæller her de mindste
smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en
søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men
smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra
Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en _Norges
beskrivelse_.
Den sidste bok er merkelig ved at forfatteren viser sterk
nationalfølelse og med styrke uttaler sin sorg over Norges
tilbakegang og sit haap om at landet igjen maa reise sig av dvalen.
Han siger om Norge i gamle dager, at da „var hun udi agt og ære; da
havde hun en guldkrone paa sit hoved og en forgyldt løve med en
blodøks; — — da udbredte Norige sin magt og vinger,“ og at
„Noriges rige haver standet udi sin blomster og været et sterkt og
mandigt rige blandt andre kongeriger; men,“ siger han senere: „Fra
den dag Norige kom under Danmark og miste sin egen herre og konning,
saa haver det og mist sin manddoms styrke og magt og begynder at
blive gammel og graahærd og saa tung, at det ei kan bære sin egen
uld. — — Idet at hun er vorden træt og gammel af seilas og formaar
ikke mere at drage udenlands, haver hun i sin rasendes alderdom, i
hvilken hun bliver til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob
af hansestæderne, at de maa ikke alene seile her i riget, men ogsaa
garpe[15] plante sig fast blandt disse klipper, hvilke som haver
faaet det norske sand i deres sko, at de vil ikke gjerne herud
igjen, men vil dø derpaa, at bergefisk og norsk smør er udi deres
hansestæder en god ret.“ Han mener om Norge, at „hun gaar paa
krykker og stylter og vil snart falde omkuld. — — Dog kunde vel
Norige engang vaagne op af søvne, dersom hun finge en regenter over
sig; thi hun er ikke aldeles saa forfalden og forsvækket, at hun jo
kunde komme til sin magt igjen. — — Udi folket er endnu noget af
den gamle dyd, manddom og styrke.“
[Footnote 15: Garp var før navn paa de tyske kjøbmænd i Bergen.]
Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal
*Peder Claussøn Friis*. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da
han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i
70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før
nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i
fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle
norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som
_saga-oversætter_. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som
fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som
historieskriver, saa den lærde islænding _Arngrim Jonsson_ siger at
Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders
oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede
avløst av _Jac. Aalls_ oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første
norske naturhistorie, _Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig_. Han
skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange
fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han
likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par
stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom
Absalon Pederssøn skrev han en _Norrigis Bescrifuelse_ og desuten andre
geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.
Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen
kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han
var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter
hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever
endnu hans minde.
Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen _Jens Nilssøn_. Men
baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for
folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte
landsdeler som _Lauritz Hummers_ „Beskrivelse over den fordums
blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over
Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.
Den poetiske literatur.
_Den poetiske literatur_ i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget
lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere
var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk
sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers.
Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at
vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt
med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en
_kunst-poesi_, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning
var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske
_hyrdepoesi_ (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde
silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.
Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i
sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad
smittet av de gjængse feil.
*Anders Arrebo* († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev
avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og
som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev
han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans _oversættelse av
Davids salmer_ paa vers, som fik sine fleste læsere i _Norge_, og hans
digt om skabelsen _Hexaëmeron_ (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens
første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet
efter en fransk digter.
„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig
versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere
versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere
tid har han derfor faat navn av den danske digte_kunsts_ far.
*Anders Bording* var meget anset i samtiden for sin „behagelige
rimkunst“. Han skrev ogsaa vers med en viss lethet og hadde et
merkelig herredømme over sproget. Han gav ut den første danske
politiske avis, _Den danske Mercurius_, skrevet paa vers.
En betydelig digter var *Tomas Kingo* (av skotsk æt, † 1703 som bisp
over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i
Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og
har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at
utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en,
hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev
ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den
fik navnet _Kingos salmebok_, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo
sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som
kirkesalmebok i begge riker. Kingos _passions-_ og _paaskesalmer_ hører
til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: _Som
den gyldne sol frembryder_; _Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte_ og _Lov
og tak og evig ære_ (se Landstads salmebok).
Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national
literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at
gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra.
„Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og
forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres,
alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“
Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han,
med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i _tredive aar_ haver
ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet
lære _tredive danske ord_, fordi de ikke haver villet tage dette
vadmelssprog paa sine silketunger.“
[Footnote 16: Dette navn efter et fransk episk digt fra det 13de
aarhundrede om Aleksander den store, hvori det første gang blev brukt.]
I _Norge_ var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til
fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet _Bergens
rimkrønike_; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa
vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa
_Dorothea Engelbrektsdatter_. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i
Nordland, at den eneste virkelige _digter_ levde. Det var *Petter Dass*,
som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug
paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar
gammel. Han var utpræget _folkelig_ digter, et særsyn i dette tidsrum.
Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit
hovedverk, _Nordlands trompet_, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim;
den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med
enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve _Dalevise:
Fjeldbyggen agter paa tiden_),[17] hans _Dr. Martin Luthers lille
katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier_ og hans
_Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog_, en yndet folkelæsning,
mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde _leilighetsvers_, mest
bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“,
„liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse
leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens
feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens
han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i
avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av
katekismussangene er der mindst 27 utgaver.
[Footnote 17: hvorav følgende vers hitsættes:
„Gjennem granskov og furu
kom jeg til en, hedte Guru,
gav mig møsse-brømme[18]
og rømme.
Udi bunken laa
fluer, stor’ og smaa,
ilde ud det saa,
maatte gaa derpaa;
blev det maaltid ædet,
jeg sveded,
saa jeg nær nedstyrted af sædet.
Som det nu lakked til kvelden,
ind kom fru Guru med felden;
feldens haar var mange
og lange;
fremmed rytteri
paa fribytteri
skjulte sig deri,
ginge paa parti;
de rede ei paa sale,
de kale;
men min ryg fik det at betale.
Ryggen den blev skrammereret;
ve dem, hvor de mig skamfered!
Ak, hvor bide kunde
de hunde!
Hver sin skaal ei sveg,
plukked surt min steg,
grædende og bleg
gik jeg af den leg;
jeg blev vis for silde,
hvor ilde
mig bekom fru Guru sit gilde!“
]
[Footnote 18: bløt ost, laget av myse.]
[Illustration: Petter Dass.]
Hans _religiøse_ digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er
kanske _O Jesus, for din alterfod_ (se Landstad), den mest kjendte. I
sin _verdslige_ digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting.
Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands
natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og
hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til
torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde
set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig
selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der
oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa
samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog
hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa
folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker
derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som
baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med
av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa
det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet
under navnet: „Hr. Petterdigt“.
Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan
følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i
Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange
andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg
det en god dag altsammen!“
Høsten 1908 blev et monument over ham avslørt paa Alstahaug.
Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes
et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i
Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en
kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger.
Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i
vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at
slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet.
Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa
bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter
gutten, men kom ikke av flekken.
Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var
meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine
yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik
kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han
pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og
drikke.
„Mit embeds indkomster var aldrig saa god’,
at jeg kunde kjøbe en sko til min fod
og hoser at skjule min’ hæle,“
siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans
kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste
kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest
kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa
samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder
Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med
stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne,
som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger
ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:
„Vort Nordland saaledes beliggendes er:
Guds lov maa forkyndes blandt øer og skjær
uagtet al fare og møie;
thi sker det og tit,
at en talendes mund
maa søge sin grav i den dybeste grund
og lukke blandt fiske sit øie.“
En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur,
som naar han siger:
„Naar andre kan frydes ved straalende sol,
er vi elementernes slaver.“
Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en
høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken,
men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa
havet, ser vi av følgende vers:
„Hvad vil en Guds tjener bekymre sig ved
at ham er udvalt et begravelses sted
som mennisken ikke kan finde?
Om han ikke bæres af venner herud,
han kan dog med Mose begraves af Gud
og lukkes saa rolig derinde.“
I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser.
Herom siger han selv saa gripende:
„I seks aar har jeg været svag
og aldrig havt en rolig dag.
Forløs mig nu, min fromme Gud,
det syvend’ aar af fængslet ud!
Og om min pine fattes prov
og flere skudsmaal har behov,
spørg hver en stolpe og hvert bret
som er udi mit sengested!
Spørg bjelkerne i huset er,
spørg døre, vægge, tag og spær,
spørg bord og bænke, de skal dig
fortælle hvor det er med mig!“
Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel
det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i
Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i
Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle
jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa
hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at
gjøre det.
*Dorothea Engelbrektsdatter* († 1716), „Bergens sangmø“, en from
prestekone i Bergen, digtet mest _salmer_ (_Sjælens sangoffer_,
_Taare-offer_), f. eks. _Dagen viger og gaar bort_ (se Landstads
salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.
Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en
digter var den gang ikke meget store. Endog _Kingo_ siger til hendes
pris:
„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste gudinder!
at bukke eder dybt for en af Nordens kvinder,“
og _Petter Dass_ uttaler sin beundring med lignende ord:
„Nymferne beregnes ni,
én dertil, saa tælles ti,
det skal Dorthe blive.“
Selv _Holberg_ yder hende sin ros som „den første poetinde som de
nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt
hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende
linjer:
„Ei Nilus selv, ei Rhen
er nær saa vanderig
som Dorotheæ pen.“
Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I
fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa
smukt som beskedent:
„En fugl med nebbet kvidrer smukt
og skaberen tør love.
Hvi skulde da min mund staa lukt
og ingen lovsang vove?
Er ikke rimene saa net
som de vel burde være,
da lad det være ret og slet,
naar Gud kun faar sin ære!“
I et digt til _Petter Dass_ kalder hun sig mer beskedent end
smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og
Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet
skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:
„Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad;
for mesterinden mig saa nær paa armen sad.“
Dorothea svarte straks:
„O mageløs poet! du kald mig ikke saa!
At du min mester est, al verden skjønner paa.“
Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt
dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av
hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av
hende selv:
„Jeg sidder slet for verdens flok,
som paa mig kaster øiet,
men pyntet og stafferet nok
naar Gud kun er fornøiet.“