Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.
Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.
Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var _dem_, som fik
Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med,
mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og
en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter
"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.
Den Krøblede jog rundt--men idag var hans Øl for tyndt: _saa_ raabte
han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist.
Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst
_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.
Fire Lolliker raabte højest--de spillede Kort--liggende plat paa
Maven.
Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst
igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt.
En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens
Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af
Soldaterne, fast og stille:
-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi _skal_ derud.
Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik.
... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I
Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det
igen. De var i Stuerne og ude.
For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen.
Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i
Skolen.
Hun var ikke kommen.
-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:
-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun
hænger ellers trofast nok ved dette Hus.
-Ja, sagde Berg.
-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag,
sagde Sofie.
-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.
Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som
led han ikke nok.
-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre.
-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.
-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen.
Han rejste sig og gik ud.
Et Kvartér forløb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.
Men der var intet.
Saa gik han.
Han vilde se dem, han vilde derhen.
Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til
han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen.
Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.
-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og
lys af Glæden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.
-Nej--at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved.
-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.
Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt,
der var lidende og furet og blegt.
-Det gør ham dog ondt, tænkte hun.
Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa
Læberne fra hinanden:
-Bølling er jo saa syg.
-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling--det bliver værre og værre....
Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad--hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet.
-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin
Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde
sét her indenfor.
-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før.
Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.
Berg saá Bølling--lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke
have kendt ham igen.
-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé
til dig.
-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet
fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.
-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Bølling og blev ganske rørt paany.
Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte
holde den i sin--et Nu.
-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.
Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og
pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres
Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.
-Men Tine--sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind--skovrideren
skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?
Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte
lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og
vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og
dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver
Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste.
-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bølling kom
ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har
man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e,
som i gamle Dage.
Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.
-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam
Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om
Herluf og Fruen.
-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.
Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens
Berg sad--med hver Bid usvælgelig i sin Mund--og maatte spise foran
Madam Bøllings Øjne.
-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i
sin Iver.
Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og
han tog paany.
-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den
anden Side af Sengen.
-Ja, Bølling, ja.
-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam
Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger ... Bølling har jo lært hende
det ... han har jo selv lært hende det ... og Tine _har_ altid haft
rigtig en køn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sér i
de gamle Bøger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere,
Skovrider.
Madam Bølling blev ved at byde:
-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.
Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor
han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og
de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling.
-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig
saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter
og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og
uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun
satte sig:
-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for
os alle....
I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde
de høre op at aande.
Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og
kom ud--Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig
endnu en Gang.
Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det
opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun
hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.
Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.
Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen--hver
enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem,
der drog bort.
Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.
-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal
derud og dø_.
Tine hørte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.
Han var borte nu.
Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til
sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar
derned. Sofie gør ingenting.
Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog,
hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dér mødte hun Tinka.
-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.
-_Derned._
Tine stansede ikke, men løb kun.
Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet,
ved Dammen.
Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde
være _der_.
-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flæbende løb hende i
Hælene, varierende samme Ord uafladelig.
Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.
-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus,
nu er de derud'....
Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April.
-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie.
Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at
læse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve
--dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme
Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.
Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned
mod Skovriderens Bord.
Han havde kun _taget hende_--taget hende for ét Nu.
... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog.
Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte
det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark,
hvor Lyn slaar ned i Hjorden.
Tine laa ned paa Knæ--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget
varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa
Tæppet.
De slikkede hendes Haand.
* * * * *
Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot sé til gamle Bølling.
Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa
op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par
Ledsagere over Pladsen.
Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik
de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.
Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest.
-Skal der rømmes? spurgte Bispen.
-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.
Officerens Stemme var sært tydelig og han saá frem for sig, mod
Skanserne.
Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han;
-Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.
Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et
luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.
Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.
Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officéren slap ikke hans Haand Saa
mumlede Bispen et "Lev vel" og kørte bort.
Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind. En Stund var Kroen
belejret. Soldaterne havde megen Tørst Saa blev der hurtig stille.
Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen,
gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte
hendes Raab ude i Gaarden.
... Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten.
Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas.
-Det er mig, sagde Tine.
Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod
Mørket.
* * * * *
Natten gik, og Dagen lysnede.
Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu
stormedes Dybbøl.
X
... Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der
slæbtes forbi til Hørup Hav--nu hørte man hver Stønnen saa langt
gennem Stilheden.
Og saa var alt blevet tyst.
Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden
kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør.
Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun
stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs,
gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr.
-Vil du ikke spise? sagde hun.
-Nej Tak.
Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til
utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine
tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke
hørte.
Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik
medløs rundt, i sin Krog.
-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.
-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme.
Og de sad, i deres Krog, igen.
Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig.
Nu var det snart henimod Aften.
Tine gik ud.
I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede
Marker.
Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde _sé_ ham,
der var død. Han var ikke kommen tilbage--saa var han død.
Alting var stille.
Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var
størknet som et dødt Tæppe.
Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun
mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun
vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.
Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt
Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik.
Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet
begyndte Klokkerne at ringe.
Tine gik ind; hun saá den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der
Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind
i Ansigtet og gik ham forbi.
Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe.
-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun hørte det ikke.
Hun saá den næste Række--én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes
nøgne Fødder.
Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter
hende, saa længe hun øjnedes.
Hun gik kun videre--ud af Byen:
-Saa maatte Staben være i Augustenborg--Staben vidste Besked.
Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem
Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes
lukkede Døre.
Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og løb atter tilbage--ind over Marken mod den nærmeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede.
Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som
en Haltende to Gange, mens hun gik.
I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen
blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte
Tine, og hun begyndte at græde.
-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.
Konen græd blot og Hundene blev ved at gø.
-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.
Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: _Dér_--i Alkoven laa han.
Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod.
-_Har han talt_? spurgte hun.
Gaardkonen græd.
-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sønnen og paa Fruen--de
to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg.
Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen--ubevægelig stirrede hun paa hans
Ansigt.
-Han vaagner, sagde hun.
Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen.
Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme
Væg.
-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han
græder--han græder ...
Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og
klagede sagte.
-Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen.
Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det
saarede Hoved: han smilede halvt.
Tine rørte sig ikke.
En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn--blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel.
Men han huskede hende ikke mer.
Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp.
Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.
Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milestén og hun rejste sig igen.
Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.
-Hvor længe du blev, Barn, sagde hun.
-Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet.
Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den.
-Tak, svarte Tine og drak begærligt.
-Hvor du er bleg, sagde Moderen.
Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen--til
Seng for Tine.
-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Bølling saa bange--jeg sover oppe.
Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa
Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og
pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saá_ alt om sig, og hun
vidste, at _alt var sket_.
Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange
Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade.
-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.
Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt
Kærtegn:
-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.
Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og
dvælende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.
Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik--saa
gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms
Skyld--og hun var inde.
Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede
Mænd havde ligget.
Her havde hun levet hele sit Liv.
Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende
Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.
-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling.
-Ja! svarede Tine.
-Saa Godnat, Barn.
-Godnat, Mo'er.
Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de
to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.
* * * * *
Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten
brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og
aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og
vendte sig mod Skolen--en sidste Gang:
Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.
Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i
Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var
indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen.
Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte
hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde.
Tanker havde hun ikke--de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen
om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi.
Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun
holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind.
Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig,
ene, i den store Seng.
Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og
hastigt gik hun ned imod Dammen.
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun
elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa
Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over
Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske
lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu
skulde sidde alene.
En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _dø--dø_.
Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje,
tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét
Nu....
Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under
hendes Hjertes trætte Smerte.
Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det
lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.
... Nu var Dammen rolig.
Dagen kom.
* * * * *
Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa
godt endnu.
Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et
Kvartérstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vække
Tine.