Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet
Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den
op, naar hun vækkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen.
Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det
var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe.
Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men
saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først.
-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bølling talte med
sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et
Barn--naa, Bølling, naa ...
Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.
Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.
Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden
at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over
Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:
-Tine, Tine!
Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det.
Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:
-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.
Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og
hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun
ventede ikke paa Svaret.
Hun sagde Gang paa Gang:
-Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny
Angst sagde hun:
-Men hvor er hun da? hvor er hun da?
Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset,
som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og
hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.
-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste
Besked.
Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun
hjælpeløs, med rokkende Hoved.
-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.
-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam
Bølling at græde.
-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_
ikke?
-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte,
tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening:
-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der
ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var
hun der ikke ...
-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun
rystede over hele Kroppen.
Madam Bølling stod et Nu--og gav sig saa til at lé gennem
Kuldegysningerne.
-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At
man ikke tænkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun
har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren--
Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, det løb hen ad Vejen,
gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren,
Skovrideren ...
Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod
det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.
Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i
Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som
et pludseligt Sværd.
-Kom, kom, bad Tinka angst.
Men Madam Bølling rev sig løs--med en stille Klynken som et fældet
Dyrs, der synker--og hun løb.
Hun havde forstaaet.
-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet
sammen.
-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn.
Hun løb ind over Gaarden. op ad Trappen, Døren slog hun op.
_Han_ havde taget hendes Barn.
Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord,
hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over
_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--løftende de rystende
Hænder.
-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun
gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun
gjorde.
Hun blandede "Fruen" og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme
Ord:
-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som
har født hende--be'er--jeg be'er.
Og Ordenes evige Gentagelse løste Taarestrømmene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.
* * * * *
Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte--Husmanden ogsaa--i Huset, i
Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden.
Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset.
Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden
hjalp til, da de fik Liget trukket op.
Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret
bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de
lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og
bredte det over Venindens Ansigt.
De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.
Sofie løb--hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under
Fruens Billede.
Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet
affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen
kendtes ikke igen.
Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig.
-Hvor er hun, spurgte hun.
Tinka kunde ikke svare.
Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:
-Er hun i Kammeret?
-Ja, hviskede Tinka.
De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.
-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:
-_Det har jo været ham--det har jo været ham ..._
Og hun havde tilgivet alt.
Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.
Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun:
-Nu skal hun hjem.
Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand
bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.
* * * * *
Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener.
Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver
Støj.
-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst
for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i
ordenlig Ligtøj.
-De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.
-Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget
tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens
Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen
og aabnede Salsdøren uden Lyd.
Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener.
-Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky.
Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.
Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa
gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe "Klædningen".
-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.
Men de svarede hende ikke.
Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre
i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør.
Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at "Tine i
Skolen" var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt,
som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke
fandtes andre Døde end hendes Søn.
Sofie vendte tilbage til Køkkenet.
-Ja--nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa
igen: Hun ligger forresten rigtig kønt--i lutter hvide Tæpper.
Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:
-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.
Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.
Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og
klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet
sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle
de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme--nu skulde
de alle "dømme over hendes Tine".
Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem
fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken.
De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og
hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer.
Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften.
-Saa sér jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Græsset--og saa begyndte
jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn....
De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og
stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue,
til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang,
gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de
Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte
sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine.
Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.
Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første
Præsters Vogne, som holdt ved Skolen.
Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet
--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e
Kaffe--alle Pastorerne.
Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange
for hver eneste.
Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ...
aa, gør De det ... Og Søndagskopperne ... ja, gør De det.
Madam Bølling var saa angst for Præsterne.
-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med
sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér:
-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skræmt.
Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede
dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.
Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog:
-Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende.
Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk.
-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv
falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.
Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder.
Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i
Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen,
hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:
-Ja--Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande.
Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun
meget stor Lyst til at hugge i Sofie.
-Ja--hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa
Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog
sin Tilflugt til Bibelord.
Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem.
Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne.
Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.
Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed.
-Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste
... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid ... en møjsom Tid, sluttede
Provsten.
Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe
igen.
Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende
aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det
opmærksomt frem gennem begge Stuer.
Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet
Hænderne.
Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han,
omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i
London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede
sit Cæsar-hoved frem og tilbage.
-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette
_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive
Nationens Værdighed.
Han blev ved at tale--højere, henover det stille Hoved, der laa, som
det lyttede paa sin Pude.
-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord
vil koste Blod.
Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var
kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne.
-Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden
af Skoletrappen: Hys--der er de.
Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter
vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt
sig fra deres Plads.
Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende
tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en
Kop Kaffe--nu igen.
Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op.
-Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten
saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en
Slags Parentes.
-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede
hun.
Hun fik Kaffen.
Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt.
Skræmt aabnede hun Døren: Nej--nu var der ingen.
Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter
og lukkede.
Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling.
De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne
--det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus.
Hvo véd, hvor nær mig er min Ende?
Sé, Tiden meget hastig gaar,
hvor let og snart kan det sig hænde
at jeg mit Vandrebudskab faar.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trøst og Ro.
Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes
næsten, som han lyttede.
Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne
med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde
hun da lukke ind over sin Datter.
Hjælp mig i Tide at bevare
mit Hjerte fra Letsindighed,
at, naar du kalder, jeg kan svare;
Ja, Herre, sé, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
I Afskedstimen Trøst og Ro.
Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for
at se, hvem det var, der kom saa silde.
-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig
strax ved Døren: det er Bispen--det er Bispen.
Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:
-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.
Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet
ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.
Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde
ikke sé ham--hun kunde ikke sé ham ... nej....
Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.
Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....
De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine
stakkels Hænder.
-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.
Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde
ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt.
-Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde
Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder:
Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.
Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde
sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.
-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder.
Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine
Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig
Andagt.
-Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved:
Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.
Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og
angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den
højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans
Hænder:
-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe?
Bispen løftede Hovedet.
-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne
Klokker--sidste Gang.
Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.
I Kirken sang de igen--stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte
sig ikke:
"Hvor er Lammet, Offerlammet?"
spurgte Isak, syg i Sind,
da Slagtofret var berammet
med ham selv paa Bjerget ind.
Bange for sit unge Liv,
paa den blanke Offerkniv
peged han og sagde: "Lammet,
hvor er det, til Død opammet?"
Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den mørke Stund.
Men for hele Verdens Brøde
Den Uskyldige maa bløde.
Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra
Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven.
Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange
Stemmer--Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde
genkendt Bispens Vogn.
Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans
Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og
Præsterne bukkede tause.
Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt:
-Vore stakkels Bøllings--vore stakkels gode Bøllings.
Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han
hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne:
-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine
Vidnesbyrd_".
Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.
Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den
stivnede Jord.
En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af
Kaleschen for at sé, hvem det var.
Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at
hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var
højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét--i
disse Skrækkens Tider.
Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.
Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.
Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt
Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt--op
over Vejen.
Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre
efter "den Højærværdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over
Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning.
... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd".