-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden
Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord
uden Vilje.
Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne,
gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben
red ind paa Marken for dog at komme videre.
Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:
-Hvor ligger tredje Regiment?
-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.
Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at
lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:
-Han laa ved Broerne.
Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst.
-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.
Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han
raabte:
-Bed, bed, lad os staa op at bede.
-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.
-Lad de Ugudelige bede....
-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog
Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør
og hun hørte dem ikke:
-_Han_ laa ved Broerne.
-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige
Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen
paa sin Dyne.
Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam
Bølling højt.
-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs,
--hører du--læs ... lad os alle bede.
Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran
hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste:
-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor
Frelse i Nødens Tid".
-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er
almægtig.
-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal
mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".
-Gud er almægtig. Gud er almægtig--
Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun
ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun
tomme Lyd:
-_Han_ laa ved Broerne.
Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten
som med Triumf--alle Esaias' Rædsler.
-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."
Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og
talte sagtere:
-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige
evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til
Evighed skal ingen gaa igennem det".
Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille.
Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang:
Vor egen Magt, den er kun svag,
let kan os Fjenden fælde;
men En antager sig vor Sag,
omgjordet med Guds Vælde:
Det er den Herre Krist,
og Sejer faar Han vist!
Der er ej anden Gud,
Han drager med os ud.
Han Marken skal beholde.
Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog
sang derinde--_de, som skulde dø_.
Og myldred Djævle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Lad rase Mørkets Drot
med Løgn og Mord og Spot.
Han har dog faaet sin Dom,
da Krist til Jorden kom:
Et Ord ham nu kan fælde.
_De_, som kunde dø--dø og faa Fred!
... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen
tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen.
Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.
-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?
Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik
paa den sovende Syge.
-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han
og pegede ud mod Kirken.
-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.
Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde
ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende
Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og
Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene
sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn,
der piskede deres Ansigter, følesløse--naar de blot kom frem, kun frem.
De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der
jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved
Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var _deres_.
Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled,
rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde
givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder
holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der
strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om
Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik
videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum.
Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte
man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nøgne Vogne
stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor
Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse.
Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade
Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og
solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens
hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr
og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte
Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.
Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn
satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne
tørnede mod hinanden.
Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun
skulde i Forretning.
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og
raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle
Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens
de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for
at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de
Flygtende.
Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at
skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte
Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede.
Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De
_kunde_ ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de
Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.
En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og
efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne
Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der
var ikke Charpi.
Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa
der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn
græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet.
Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvæstedes Stønnen i sit Øre.
Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod
hun Munden løbe:
-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et
fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde
ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....
Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine
Piger--den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes
Raseri--:
-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side.
Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om,
gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik
hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed,
syntes hun, hun saá--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok
Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde
hun:
-Han er død.
Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af
de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder.
-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg--rør mig ikke, be'er jeg, be'er
jeg....
Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg
var hun--og hjalp.
-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste.
-Ja, svarte Tine blot og fulgte.
Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han
rallede.
-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi.
Sygepasseren slog Kappen over den Døende.
... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til
fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem
opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen.
Bølling var vaagen nu igen og saa urolig:
-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset,
sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa
Bølling, med hvem det var saa rent forkért.
Lægen gik ind og lod Tine blive.
Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun--forgæves.
-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.
-Ja.
Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa
faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid
hjemme, i Viborg, ved Søen--med "de unge Piger".
Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.
-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak--at du kom.
-Om lidt blir her køligt--hans Stemme lød saa mildt--saa gaar Solen
ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....
Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:
-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa
god ... hvor du er god....
Sygepasseren vendte Hovedet:
Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse
hun paa langs henad Sengen--som en Klud.
Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.
-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men
føj ham blot; det kan dog ikke skade--desværre.
-Og _gaa_ saa derind.
* * * * *
... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa
Strømperne paa ham:
-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder.
-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.
-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge
gik uafladelig.
-Ja, Fa'er, ja.
Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af
alle Kræfter.
-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klæderne
fik han forkert paa.
-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.
Han tog Tine om begge Haandled.
-For det er _Jorden, der brænder_, sagde han og begyndte selv at
skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ...
-Ja, Fa'er, ja!
-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og
aandeløs: Der er Ild i Jorden--hører I--hører I ... der er Ild i
Jorden.
Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,--mens Madam Bølling
skreg--byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende,
ustanselig, skrigende paa Lygten:
-Lygten, Lygten--skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han
begyndte at lé.
-Jo, Fa'er, jo.
-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling.
-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind,
ud og ind.
-Ja, aa ja,--Madam Bølling løb uden Sans.
-Lygten, Lygten, skreg den Syge.
-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt.
Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold
dig til mig, hold dig til mig og pas paa.
Den Syge lo højt og længe gennem Larmen.
-Vi vil se, hvordan Jorden brænder ... Gud har sat Ild på jorden,
sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.
Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen,
den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes
Ansigter.
-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.
Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af
forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under
Kanonernes Larm.
Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den
løftede Lygte, paa det øverste Trin--Hatten tog han af, som om den
strammede hans Hoved.
-Fa'er, kom.
De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling
var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens
Hækker og snublede over Stene.
-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn.
Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.
Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev
den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.
Døren slog i for de hylende Hunde.
-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.
Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun
tog den.
Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje--mellem
dem laa Natten, som vilde den sluge dem.
-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.
De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede
op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne
over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod
alle Luger.
-Tinka, pas paa, pas paa.
Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe
og de ogsaa--paa det faste Loft.
-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bølling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.
Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede
Luger.
De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt--som Randen af
et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel
Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den
tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af
glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes
Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres
Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned
mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
-Det er Øen, der brænder, hviskede hun.
Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte
alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som
onde Dværge.
Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede.
Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte
skulde stanse.
-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige
Gange.
Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen--hun lyste for Berg, der
kom op:
-Det var ham, det var ham.
Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder.
De andre vendte sig knap.
Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham,
mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. _tog_ han
hende, dækkende hende med Kys.
Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte
dem med Jubel.
Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel.
-Men _De_ trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var
blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn.
-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.
De gik.
Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine _løb_
gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.
Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede,
tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær.
* * * * *
Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet
til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt
opløste Seng.
Hun satte sig op og mumlede:
-Det er en Bespottels' af Gud.
Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten.
* * * * *
Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet.