Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.
Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse--Psalmer og Skriften.
Tine læste og læste.
Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og
rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.
Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde
faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile.
-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!
-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....
Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus.
Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød
som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de
utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra
Sønderborg--paa fireogtyvende Time.
-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit
Køkken.
-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.
Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte
graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur.
Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Søvn,
hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet.
Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.
-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været
udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød.
-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige
og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og
slider.
-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.
Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.
Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad
paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under
Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans,
ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte.
Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de
tumlede videre.
Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes
Brøl.
Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset
var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje
lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro.
Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.
I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i
Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen,
indsvøbte i et Sjal.
Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede
Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen
tændte to Fremmede Ild.
Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor
de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne
det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en
skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende
uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit
Skød--:
-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!
Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.
Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i
Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved
viklet i et Lamasjal.
-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!
Tine gik og kaldte igen:
-Maren, Maren!
Ingen svarede.
Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr,
frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars
Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod
paa Markhøjen--forfærdede foran det brændende Land.
Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde
brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften
saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et
Dyr, der stønner.
Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som
Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud
over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.
-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie
uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod,
mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke
anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste
Børnene at spise.
-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var
inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie
jamrede højt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af
alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....
-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde bære rundt.
-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i
Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om
"al den Elendighed".
-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.
Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.
En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod
dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som
en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en
Skildring af Bombardementets Rædsler.
Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Sæde.
-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den
fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder.
En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb
omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den
barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han
kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor
allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med
Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i
Vindueskarmen.
Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i
Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage
til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en
halv Time--og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i
Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de
satte sig.
Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev
lagt i Pigernes Seng.
Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til
Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres
Hjem--uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud
med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst,
der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og
fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende
Værdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne
tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet
sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned.
Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille.
De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende
alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var
komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens
Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler",
udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra
København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen
hørte:
-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke
hyggeligt.
Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden
havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet
at ligge.
-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt
under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:
-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.
Et Par Købmænd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde
godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert
Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man
uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme
Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refræn.
Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke
mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer.
Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham
raabe:
-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det
gælder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten,
har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder ... Og der falder en
Granatregn nu over Broerne....
I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren
under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi
og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med
fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange
Øjne, mens Tøjret raslede svagt.
En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.
Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og
som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at
slikke hendes Hænder.
Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet
ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede
dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme,
som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig
Angst og trykker sig op imod Jægeren.