Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks
Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.
Tine løb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom.
Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De
vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi--hendes Ansigt
var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit
Haar under Sjalet.
Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to
"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen.
Han talte med sin kvækkende Stemme--Tine saá op i den lyse Himmel,
Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--:
-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare
Stemme, og hun løb ind til Ane.
Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede
mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse.
-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?
-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak--det er Øllet.
Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter.
-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:
-Men _Luft_ maa her ind.
Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men
det var spigret.
-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort
med et Par rappe Hænder. _Saa_!
Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende
ved Vinduet--Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel.
-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.
Ane hørte ikke.
Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine
Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under
Regningen.
En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den
og brølede, da Ane tog den.
-_Kom_, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i
de løftede Arme:
Og det var Ridder Ro
og det var Ridder Rap
Tip-Tap.
Og det var Ridder Snip
og det var Ridder Snap
Tip-Tap.
Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt:
-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne
_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.
Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skød.
Ane blev ved at tælle sine Tutter.
-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke
Luft.
De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned.
Tine satte Drengen bort med et Sæt.
-Der er de, sagde hun og stod op.
Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.
-Nu naaer de Bakken, hører du?
-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt.
Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin--ned ad
Bakken nu.
-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned
bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.
-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger.
De første Rækker kom forbi--tyndede og sørgmodige. Officererne gik
ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa
Række--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér.
-Saa stille de bli'er, sagde Ane.
Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:
-_Der_ var han--_der_ saá hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ...
nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun
saa træt som de andre--forbi som de andre.
De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og
et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens
Nedgang.
-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne.
Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende,
sagde hun:
-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun
skulde trøste ham, pleje og trøste ham.
Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.
Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld
af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt
og uden Støj.
Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden
Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar
og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.
Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun
lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og
dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes
silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han
skulde drikke.
Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med
ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede--lykkelig ved kun at
sysle her, hvor de skulde være sammen.
Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren.
Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke
igen--han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige,
hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i
uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá
hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.
Hun gjorde kun én Bevægelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun
gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte
det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.
Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel
ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og
frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun
sagte:
-Var det saa forfærdeligt?
Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.
-Forfærdeligt, sagde han kun.
Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brød frem af hendes
Øjne.
Saa bøjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede
han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber.
Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der
fryser--frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.
Han svarede kort, i en Tone uden Liv.
Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal
endnu mere tonløst.
Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.
Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet
helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme
hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod
sit Bryst.
Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:
-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke.
-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.
Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause
ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste,
graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne.
Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe
den ind.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv.
Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise,
mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en
ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig.
En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne
Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig
samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden.
Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun
var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere
bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.
-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.
Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte
at smile som til et Ja.
Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom
og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op
og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre,
mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke--og satte sig
igen paa den Plads, som han lige havde forladt.
Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik
eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var.
Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor
skingert.
En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:
-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.
Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der
stod op:
-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.
Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig
stiv--som en Automat--mens han sang:
Har I læst den Berlingske Avis--
eller har I hørt'et,
at en fornem Hertug i Paris
har sin Kone mørdet?
Hun var lige gaaet i sin Seng,
drømte om sin Manne,--
han hed Hertug Choiseul Praslin,
hun hed li'esaadanne.
Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge--en Englænder og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften:
... Ind kom Kammerpigen trippendes galant,
spurgte: "Hvad behaver?"
Men ved nøjere Eftersyn hun fandt
Fruen rent Kadaver.
Hertugen den Tyverad
vaskede sig i et Fad,
aad en Ret forgiftet Mad,
brændte saa sin Slobrok.
Tralala, lalala, tralala.
Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det--knap nok de, der sang.
Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der
sagde:
-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.
Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom
hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til
hinanden.
I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast
paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige:
-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.
-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte--i hans Øren lød
kun bestandig Skansernes fortumlende Støj.
-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.
Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet,
langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.
Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren--men
han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.
Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage
Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saá det ikke mér:
hendes _Liv_ hang kun i magtløs at vente.
Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.
-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu--jeg
kommer fra Pér Eriks'.
Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.
-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal.
Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.
-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig.
Nu saá først Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom døde Stemme--og
pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen
havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som
var hun uden Liv og Blod.
-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.
Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men
hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet.
-Nu gik han forbi.
Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog
hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt
ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det,
glatte og glatte det.
-Tine, Tine, sagde hun.
Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med
Øjne som en Hinds, der døer--_uden at fatte Døden_.
Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.
-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.
Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik
hun ud.
Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg.
-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?
-Fra Tine, svarede Tinka haardt.
-Godnat.
Tinka løb ned ad Alléen--og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste
Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.
Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro.
Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang
kunde sove.
-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.
-Ja, haard, sagde Berg.
Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd
i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.
-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt.
Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt
over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl--Dæk Avnbjerg--Ragebøl
dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende.
-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.
De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.
Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans
Skridt, der døde bort.
Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde:
-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter,
til det bliver stille.
Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem
og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.
Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:
-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.
Og Baronen svarede:
-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.
Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet.
Kun den Søvnløse gik og gik.
Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun
tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog
kom".
... Hun foer sammen--det var hans Trin.
Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da
han kom.
Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder
smertede:
Hun smilede og sagde:
-De kom dog.
-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende.
... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han
ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.
Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun
ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om
Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet:
-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.
-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal.
Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær--mens
Kanonerne sang.
* * * * *
Det var over Daggry.
Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt
løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og
nikkede.
Maren vækkede hende.
Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:
-En véd virkelig ikke, hva' du tænker--det er den lyse Morgen....
-De _tør_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og
smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet.
Maren kom ikke af Tøjet mer.