Roen var brudt.
Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genlød--bestandig--af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst
Allarm i ét Døgn.
Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vægge--som
var de febersyge Levende.
Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom
og Tropper gik.
Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i
Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _hørte_ kun uden at kunne
rive sig løs: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ høre.
Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad:
-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.
Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort
Skade.
-Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant.
Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskæg og Pibe, som sagde:
-Sekondlieutenant Appel er saaret.
-Saa?--Han, den Nye?
-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen,
lagde til:
-De véd, den tynde blonde.
Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge
Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i
særdeles fagmæssige Udtryk.
Tine gik dem forbi.
Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand
var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter.
Tine stod hos og hørte længe.
-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der
vendte sig og løste sig ud af Gruppen.
-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde,
paastod En, at der var.
Tine levede kun i én Tanke.
-Og de skyder endnu--de skyder endnu....
Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og
der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.
I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han
talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved
Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han
sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saá paa ham:
-_Var det saa forfærdeligt?_
Lieutenanten blev ved at fortælle--i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater--:
-Hedt var'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden.
Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han,
som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ.
-_Saá_ De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.
Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte.
Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer
redt; hun blev spurgt og gav Svar.
Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.
Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret.
-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under
Kanonernes Støj. Det kommer over os all' ... før vi véd'et ... før vi
véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.
Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede
gennem Natten.
Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter
synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der
"ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser".
-Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:
-Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang
over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.
-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og
En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' sket, og hvem der
ka' ha' draget sit sidste Suk.
Sofie begyndte at græde højlydt:
-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og
stod ... herind' om Dagene.
Tine tog Billedet og betragtede det længe:
-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun
Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne--for første Gang
i disse Døgn.
Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om
sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var
dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.