Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde
laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars
Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og
fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt
Øjnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom
igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.
Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun
var næsten altid uden "Tørklædet" nu og havde et Par Tilløb til
Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet:
-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun
havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun
altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser
"Skørtet" over Gaarden.
Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende
med Spanden.
-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.
Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne,
tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.
-Naa--én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i
Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte
vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden.
-Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog
ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt
og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk.
Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:
-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind.
Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. "Wrangel" var et
Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været
Geværet--nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned.
Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen
vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt,
begyndte paany.
Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa
deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa
sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen,
stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen--om
og om Plænen. Nu havde de vandret _der_ en Time.
De to Kaptejner blev vækkede op af Tine--Officererne havde altid et
Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med
Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog
sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min
Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var
saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem:
Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod
dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene.
-Ja, idag skal det _være_, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og
fik rejst sig af Sengen.
-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod.
Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev
lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for
sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og
komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa
Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap
at løsne et Skud.
-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra
sig.
Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde
den anden Kaptejn.
-Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl.
6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften.
Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af
Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende
paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar,
naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi.
-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en
Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor
hun stod.
Lidt efter kom hun over Gaarden med et Tørklæde om sig, som Blæsten
tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over
Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj
Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.
Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa
han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt
Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen
og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et
pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning
ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt--rundt om Dammen.
_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med
hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nølende--om _det_,
som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.
-Om Vejen langs "Søen"--det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et
Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og
to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han....
Saa taug han lidt, bestandig smilende:
-Aa--de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og
taug igen.
Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun
sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsøgt
at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens
Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet
endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om
alting....
Appel sad og fortalte:
-Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og
Damer--allesammen i én Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til
Appels Forældre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til
Morgen....
-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens,
Lieutenant.
Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og
tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han
ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken
om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:
-Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa.
Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen:
-For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen.
... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun næsten løb.
-Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk.
-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.
-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá
mod Jorden.
Tine hørte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde
huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne
drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde
de ventes--:
-Hvor skal De ud? spurgte hun kun.
-I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans
Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saá ud i
Luften--to Gange:
-Saa er man der paa én Gang--saa er man der paa én Gang.
Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden.
Han vilde ikke være sammen med nogen--han maatte være alene; han var
ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa
det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som
skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er
det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.
Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden.
Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med
opknappede Uniformer paa Sengene.
Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet Hun saá saa inderlig
træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp
med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af
Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge.
-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted
for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.
Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om
det, hun "havde" til Skovrideren:
-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem....
Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt
Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man
jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var.
Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan
skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet?
-Og Bølling, og Bølling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var
en Slags Træthed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til
ham.
Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de
havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet
forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det højre
Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje.
Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar
det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt.
Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet
bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa
holde det om dig.
Og hun fortalte.
Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset,
oppe og nede.
-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Øjne.
Men Bølling der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge:
Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede
paa Tine med et Par tomme Øjne.
Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo
blive godt endnu--man maa jo haabe.
Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af
Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt.
Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne
lød, kaldende, højt, ud over Markerne.
Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blæsten
bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens
Kvalitet.
-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.
-Ja-a, svarte en Anden langt.
-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje
til.
-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre
langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd,
støttede til deres Geværer.
-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.
-Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren.
Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo
de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni
forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen
og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.
Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i
de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens
Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at
synge.
Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast
og bleg, og løb hen, hvor hun stod:
-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog
hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de
kan ventes.
Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes
Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med
flagrende Kappe--han havde blot _maattet se ét Menneske og sige det_,
før han skulde derud.
Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man sé
Regimenterne, naar de kom hjem.
Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Højderne som Drøn.
Dér var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel.
Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte
hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i
kortere Stød.
Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke.
Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren
og Sang, mens Solen gik ned.
Saa saá hun Skovriderens Folk--_dér_--paa den næste Bakke--jo, jo, det
var _dem_. Hvor de sang!
Og Tine løb ned og hjem.
* * * * *
Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage.
Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine,
der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar
han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine
brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om
og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.
-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.
Men Tine lo og blev ved at fortælle.
I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren.
-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med
tømte Fade.
-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye Æg paa et Fad. Berg læste
ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet
med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store
Bogstaver.
De talte om Fru Berg--længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo
næsten altid om hende.
-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.
-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.
-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have
saamegen Sol.
Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev
spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til.
Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt
af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til.
De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig.
Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vært--, _der_ gav han
sig ilag med Madam Bøllings Frikassé.
-Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem
Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte
hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:
-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet,
trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen.
-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var
færdig med Madammens Høne.
-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.
Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet
paa Ilden nu og satte Glas frem:
-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt.
Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der
ved Ilden.
Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres
Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér,
sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine
gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød
Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej
til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre "El
Ole" paa sit Klavér.
Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra
København--en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode
Seng inat for at faa Lejlighed til "at sé et landligt Kvartér"--om
Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig
godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten.
-Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at
spille.
Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og
beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover--til
Ambulancen.
-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer
hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen
hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til
Løvenhjelm et:
-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Døtre" og lagde Haanden over paa
Bergs Knæ, der sad ved hans Side:
-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det
skinnende Forklæde--ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende.
Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en
Støj oppe i Gæsteværelserne. Støvler blev slaaet haardt af i hele
Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade
Hænder mod Væggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap løs
først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i
rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle
Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog.
-Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.
Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog
Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa
til Underlag paa sin Sofa.
Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen
sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham
om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og
gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som
Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med
Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser.
-Ja--kære Ven, sagde han, er det ikke rørende ... de siger: _vore_
Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kære
Ven, deres egne _Landsmænd_--ja--det er rørende ... Baronen taug et
Øjeblik og Korrespondenten sagde:
-Ja, de Herrer føler for vor Sag.
-Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig
nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som
var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes
i en Avis.
Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens
Seng.
Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede
Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i
Dagligstuen.
-_Mig_, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til
Kantonnementslivet nu.
I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for
Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om
sine Lader.
De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som
Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dør.
-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.
-Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét--for et
Øjeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.
De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke.
-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.
-Godnat.
Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør.
-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen
og lagt ind til mig ...
Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!
-Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget--alt for meget ...
Tak.
Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun
havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng,
langsomt og stille.
Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener,
naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange
mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og
nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde
Hus.
Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.
Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...
Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen.
Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.
... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.
Saa blev der ganske tyst i Huset.
* * * * *
Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som
hun var.
Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op.
Jo--det var--det var Allarm....
Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden. Tine
fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen:
-Sofie, Sofie.
Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:
-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken
slukte.
I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne
med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs
knappede han Uniformen til og knappede den op igen.
-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne.
Rask rask!
-Ja, ja, svarte Tine, ja....
-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.
-_Maaske!_ Og han gik.
Signalerne lød bag Længet, allevegne. Hestene blev ført ud i Gaarden
nu.
Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege,
forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer gennem de kladrende
Døre--i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog.
Og Baronen skreg paa en Vogn.
Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde:
-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.
-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.
-Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke
i Vesten for Trippen.
-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.
Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.
Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Alléen....
Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje.
Hun sagde:
-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring
og græd fra Gangen til Stuen.
Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde
aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket,
men hun blev ved med at løbe--op paa Højen.
Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.
Hun stod længe; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saá intet. Taus gik
den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Mørket, hvor
Trinene døde.
Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken
stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et
Par flakkende Praase.
Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i
Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun
var, ved Siden af sit Lys.
Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og
vilde forsøge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde
liggende.
Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen: Ja--det
var om Skovrideren alt, hver Sætning--_alt_.
Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i
Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord
og græd ...
Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem
over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.
Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.
Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.
Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød
som Fugles Skrig.
Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans "Farvel".
* * * * *
Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.