Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille
allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved
Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen,
som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".
Men han "bøjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.
Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys,
som Maren nu igen var løbet fra.
Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen,
tænkte hun pludselig:
-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen.
Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da
brølte de, dumpt, som mod Uvejr.
* * * * *
Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt
tilbage.
I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede
forbi, alle Regimenter var ude.
Baronen var faret tilvogns ved det første Gry.
Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden
længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.
_Der_ tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande
fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog
i med--med opbundet Skørt.
-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bølling, der sæbede Karme
med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker--Smudset
kommer ind over alle Dørtrin.
Madam Bølling saá ud paa Pladsens dybe Ælte:
-Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa
Afsæbningen igen.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dørkarmene
--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.
Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne:
-De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og
slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med
Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have
travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle
fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro!
Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.
Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke
raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder.
-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Hænderne gik hen over de rystende Ruder.
Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.
Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det
kogende Vand.
De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé,
hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte.
Madam Balling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte
sine Bén.
-Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saá om efter Datteren, der
hele Tiden blev tilbage.
Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne ... og mager var hun
bleven--rigtig mager blev hun:
-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre.
Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok.
Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde
faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde:
-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bølling ved al den
Ødelæggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det før havde
været:
Og--sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde.
-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.
Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver
en Krog.
-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bølling lidt heftigt.
-Ja, Moer, ja, sagde Tine.
Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt
blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo
ikke overkomme det.
Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde:
_Noget_ kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene.
-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.
-Ja, Mo'er, ja.
-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som
skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gænge.
-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at
græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder.
... Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet.
Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og
_hun_ hørte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun
havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem
tusinde:
-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._
* * * * *
Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun
vilde ud til Pér Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det
sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu.
Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.
-Men at Bølling var klavret derop,--Madammen satte næsten i Løb op
over Pløjelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge
Mand, elendig som han var.
-Bølling, Bølling. raabte Madammen.
Men hun hørte ikke mér--ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun
løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun
Toppen.
Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den
væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund,
mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter
op imod Himlen--Huse og Byer, der brændte til Grunden.
Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte,
som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned.
Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke.
Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt
fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle:
-Det er Ransgaarde.
-Det er Staugaarde.
-Det er Dybbøl
Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun--blev kun ved at
bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned.
-Det er Dybbøl, sagde Bølling igen.
-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og _rev_ ham med sig,
løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt:
-Du maa ikke staa der.
Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det
rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen
Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før--to Gange:
-Ja, alting er ude af Gænge.
Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.
* * * * *
Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det
gamle Sovekammer--_der_ var Snavset værst.
Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun
kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.
Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens
Stemmer.
De gik ind.
Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine
Englændere.
-De løb frem. Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen--de ligefrem _søger_ Døden, sagde han.
Baronen var helt ude af sig selv.
Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han
talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt,
indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:
-Det er en Krænkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.
Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:
-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han
maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor
Regering vil handle....
Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod
alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde
være Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres
dumpe Drøn.
-Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er
Draaben--Europa vil rejse sig--vær vis derpaa....
Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:
-Hvad si'er Deres Englændere?
Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to
Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende
midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne
alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner:
-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes
om os.
Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin
ene Arm.
-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar
_de_ ikke turde, burde _vi_ lært dem Energi. Det var Offensiven, det
gjaldt.
-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør
vi?--og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja,
vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor
Krigsførelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt.
Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.
-Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her
fattes Energi; _det er ikke i København, man mangler Mod_. Men,
tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet
med en anden Hær....
Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og
raabte:
-De kommer, de kommer!
-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen.
-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket
Tog--sikket Tog!
-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende.
-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var
saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en høj
Klagetone) _faderløs_....
Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende
skreg Baronen i Gaarden.
Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa
Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem--her kunde hun ikke staa.
Hun vendte sig og gik ind.
-Det er de Saarede, sagde hun blot.
Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Hørup Hav,
sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af--til Sæde--med sit
Forklæde.
-Ja, nu har _de_ sat Førligheden til sagde Krøblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.
Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans Ansigt,
der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Bénstumper, der
hang ned fra Sædet som to Byldter.
-Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken.
De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i
Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.
-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar.
Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak
den første Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun
til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et
flimrende Rødt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.
Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten
ved Vejen.
Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.
Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:
-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih,
nej, ih--nej, sé. Herre Gud, sé, saa Blodet dripper....
Tine saá dem--Vogn paa Vogn.
Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt
Øl nu--det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu.
-Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da.
-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane løb hen til det andet
Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er dækket te'....
Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saá
intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og
hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem
bedre--blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege
Ansigter.
-Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde
Kusken sindig.
Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne
løb ned ad hendes Kinder.
Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et
Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de stansede Vognene
for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind
i Ansigtet og blev ved at sige:
-De tapre Folk, de tapre Gutter.
Som langt borte saá Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved
Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede
Englænderne med den Enarmede--og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn
ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede
sin store Haand:
-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet.
Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen
raabte ned over Vejen:
-Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ...
Mr. Arboun har bragt det.
Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen
over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig
saá--saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr--og hun
smilede.
Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den nærmeste Vogn: en
Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med
Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm.
-Er _det_ bedre? spurgte hun.
-Ja, hviskede han og smilte.
Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.
-Men hvor jeg tørster, sagde den Syge.
-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun løb.
-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen
igen og tog med den anden Haand det tømte Krus.
-Ja--Tak.
Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske
sagte.
-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen
og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i
deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede
hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi Vognene,
op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare
Stemme:
-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!
Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand
i Glas og Kopper.
Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.
Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede
takkende trykkede deres Hænder.
Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad
og laa de Saarede roligt.
Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det
aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene
den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort.
Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saá hun
Forældrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu.
Og hurtigt slap hun alting og gik ind.
Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme
og være her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen
Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han
var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.
Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa
Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var
blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante
og hjemlige Hamren.
Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom
hen over Pladsen med sin Hund.
-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.
-Ja, svarte hun.
-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.
-Godnat, Jomfru.
-Godnat, Knud Smed.
Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft.
... De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og
Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen,
med Hænderne i sit Skød.
Madam Bølling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf.
-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa
hun lide.
-Ja, sagde Tine langt og mildt.
Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og
hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete":
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
min Grete rejser fra mig idag til Kjøbenhavn.
Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig,
at gøre mig en Guldring og skrive indeni.
Farvel, farvel, lille Grete!
Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl.
-Ja--saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi.
Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød.
-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede
sin Fader.
* * * * *
Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun
gik og blev ved at hjælpe med _det_ og med _det_.
-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling--_hun_ havde
saamæn ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ...
Hun vilde have Tine derned.
-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling--han var snavs
igen.
-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.
-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget
mildt og stille over Tine--: Farvel.
-Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb.
Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun
i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:
-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glæd' at sé
ham--Sofie glemte Maden af Rørelse--aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa
frisk og sund han er.
-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte.
Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa
Skovrideren er køn--det er Herlufs Øjn'--det er Herlufs Øjn', blev hun
ved. Men Løvenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot
Figur.
-At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens
Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--:
-Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var
i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom
lig' fra Død'ens Mark".
Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede
til--til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs
Stemme.
Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved
Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saá_ ham,
saa rank og stærk.
Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv
havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod
han lidt:
-Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa
hende: _Jeg har tænkt paa Dem_.
Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:
-At De er kommen hjem.
Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap
de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad,
stærk og sund og rén--saadan som han saá hende altid og altid
nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.
-Ja.
Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved
Døren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind.
Det var blot Madam Bølling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle,
som hun vilde bringe herned"....
-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er
fuldt og Bølling ... og Bølling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og
mister Humøret--jo, du gør Tine--hun gaar helt hjerteangst--man sér
det ud af Øjnene--naar de Kanoner brøler.
-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad
Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun
Skovrideren er sund.
Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og
gik.
Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i
Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.
-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved
Vinduet og saá efter de gode, ranke Skikkelser.
Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.
... Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej.
Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger,
mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.