Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte
de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten.
-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.
-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.
-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes
fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som
en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer.
Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde
Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind
i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne
fra Tébordet.