1889
Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret
bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med
sort tryk._
_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._
Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri.
1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder.
_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_
"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes
indsat foran dedikationen].
Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere,
bagsiden for bøger af Bang.
Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har
forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden
ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._
Til Erindring om min Moder.
Denne Bog tilhører dig.
Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi,
mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en
"Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt,
hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke
var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du
læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en
Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad.
Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens
tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min
Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og
af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en
Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt
glemmer mig?
Og du græd. Moder, fordi du skulde dø.
Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.
Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din
Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens
Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem.
Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var
blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne
til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.
Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.
Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem.
Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og
uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre
Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.
Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved
det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide
Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi
Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og
spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot
hendes Kjole.
Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,
til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset,
mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du?
-Fordi vi skal rejse, svarede hun.
Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.
Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens,
hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os.
Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng,
for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.
Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre
stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa.
Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler
af angstfulde Horn.
-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.
-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen.
... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har
været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets
Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning,
Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har
Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og
siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af
Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes
i denne Bog.
Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre
Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det
kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.
Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige
Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv?
Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte
Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg
hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det
Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation.
Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.
Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skrækken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.
* * * * *
Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerførste Barndom syntes at have bevaret.
Men i Udlandet brød flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlægningen af "Stuk".
Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han
udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans
hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter
dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig
Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den
anden, at han snyder.
Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk
for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk.
Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer
ham med andre Idéer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes
selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.
Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens
Modvilje mod at lægge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det
just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brød frem.
Jeg saá pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og hørte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg ønskede jo helt at tilhøre en ganske anden
Sfære, Luft og Plan--ligesom fra et Mørke, der langsomt lettede og
veg, hele mit første Hjem tilbage.
Dette Sted, som jeg forlod før Krigen, og som jeg ikke har gensét i
fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor
Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen
med Smedjen ved det lille Kær og Skolen, hvis Beboere jeg gensaá.
Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt
fler. De har væbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
første Gang pludselig brød frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hærgede_
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.
* * * * *
Lad mig her sige ét.
En Bogs Fødselshistorie vil være mange særdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortæller alt dette og
fører den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg. _Eller_, at jeg
forsøger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
prætenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget
Relief.
Det er dog ingenlunde _saa_.
Jeg véd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Læseren. Han dømmer Kunstværket kun af disse samme
Minders Evne til gennem Værket at paavirke og overbevise ham.
Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bør
helst staa frit og tale for sig selv.
Men Tingen er, at jeg tror, det vilde være interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Væsen end visse nylig atter fornyede
æstetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fødsel og Veje og søgte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.
Maaske vilde man saaledes faa mer end ét Vink, der tændte hastige og
fjerne Lys inde i Sjælelivets Halvmørke.
* * * * *
Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den trængselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortælling søgt at mindske Uroen og indskrænke Personantallet.
Men hvorvidt det er lykkedes mig, véd jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sér
nu en Gang saaledes. Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale. Jeg maa ofte
bie i Timer, før de ved et Blik, en Bevægelse, et Ord forraader mig
deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gætte ligesom jeg gætter
andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.
Hvis jeg da ikke anstrænger mig for at gøre den ene og korte
Situation, hvori jeg sér dem, Bevægelsen, den lille Bevægelse, hvori
de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gøre det
altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da
haabe at overbevise?
At gøre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestræbelse.
Men det Levende er jo Bevægelse og Mangfoldighed.
Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer trænger ind ad dens Vinduer, gennem dens Døre. Deres
_Liv_ blander sig med Skolens Liv.
Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skæbner Dønninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder
atter Dønninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og
Smedjens vel med.
Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dér maa vi
vide, at Livet fortsættes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der gøer, en Sang, der høres fjernt, maa fortælle det og minde os
derom.
Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle Egnen, hvor den
ligger: vi maa _befolke_ Øen Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--kører ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?
Nu vel--vi maa føle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Spørgsmaal,
Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilværelse og maa med.
Hvor kan da i al denne Bevægelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod
just Uroen al den evige Bevægelighed, man vil? Og dette: at Læseren
ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gør det, naar det store
Helhedsindtryk kun kunde løfte sig med store Linjer frem af den Uro,
hvoraf det er skabt.
Kun Mangfoldighed og Bevægelse kan for mig give Billedet af Liv. De er
mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gøre
Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som sér Livet stift i Øjnene, og hvis
store, hvis fjerne Ærgerrighed er den at fæste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.
* * * * *
Du bad mig, Moder, at jeg skulde sé til, at de ikke helt skulde glemme
dig.
Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa
uendelig fjernt og saa uendelig klart.
To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord:
min gamle Slægt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredaar
havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger,
som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i
Norden.
Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at sé Blod,
og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.
_Du_ fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger
efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme:
Han vilde tvinde--til Belæring--sine Traade i Slægtshistorien.
Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.
Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_.
Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.
Og hvis _de_ tør leve--selv kun de korte Aar--saalænge bør _du_ ikke
glemmes.
Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dét
Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom
over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os.
Herman Bang.