-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen.
Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.
-Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og
Husmanden nikkede til Bekræftelse.
-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som
før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe.
I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa
det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som
tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum.
-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.
-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom.
-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.
Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mærker af
Portrætterne, der var tagne ned.
Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa
ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret.
De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme
Tæppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden
stod Herlufs Tremmeseng, tømt.
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med
Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun
havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.
-Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med
rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.
-Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen--hun snøftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....
-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen.
-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.
Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb
herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagværk
gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade
Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer.
Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen.
-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre
det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.
Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at holde Varmen.
Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i
Lystigheden.
Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i
Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen.
Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester,--Munden
stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil
Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet.
-Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart.
-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om.
-Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun
til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han
kunde tro, hun allerede var oppe.
... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin
Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt.
-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.
-Ja, han var, gentog hun.
Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde
for Indfald--saa lystige Indfald.
Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren,
just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig
havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa
Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var
allerede ved Døren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--
Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.
Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og
lo og satte sig ned--midt i sin Seng.
-Du sætter dig paa _Tine_, du sætter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg,
helt aandeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet
og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.
... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren.
-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer.
De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor
alle Døre stod aabne bag dem.
-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.
-Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats.
I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen
sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev
stillet op ad Væggen.
Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom
de gamle Bøllings for at hente Datteren.
Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre,
blev hun staaende paa Løbetæppet og saá sig om med Taarer i Øjnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne.
De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Tørklædet" imidlertid.
Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var
saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu
er vi færdige.
-Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.
De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hængt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgærdet.
-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at
lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres
Sørgmodighed.
-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.
De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen:
-Ja--det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de
havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med
Bibelen.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da
vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombærrene var godt surrede fast til Kassen?
Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet,
for at Fru Berg skulde have dem med til København:
-For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og
de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær.
-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.
-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bølling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombær hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.
-Det har vi, sagde Tine og saá ud i Luften.
Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest
naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Té, og
Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev
bragt ind i en Sténkrukke.
-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bølling, der
stadig tænkte paa Brombærrene--saa de derovre kan faa det som
herhjemme.
Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt
ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bølling sagde:
-Ja, ja, Guds Vilje ské, sagde han og rejste sig.
De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte først hjælpe hende;
hun kunde ikke taale at sé de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet,
de _maate_ hænge noget andet op--noget, der kunde dække. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og
de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet.
Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med de
hvide Bind om Panden. Hun blev ved at sé paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun tænkte paa dem, der nu skulde miste
Førligheden og Livet.
-Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det
saa længe, at Tine maatte tage det af hans Hænder.
Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet paa,
satte sig igen paa de to Stole og saá op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".
Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt
af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt
i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede
og hængte Portrættet paa den tomme Plads.
De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.
-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bølling, det er dog
_Kongen_.
De Gamle kom ud i Gangen, Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned.
Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Forældrene. Fra Bryggerset lød der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende",
saa det skingrede mod Laden:
Kong Fred'rik hviler nu paa Baare
og slumrer sødt i Dødens Blund;
nu rinder Folkets Takke-Taare for
Drotten fra hvis djærve Mund
det lød saa tit: min Tak modtag!
Jeg svigter ej paa Farens Dag!
Forældrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun
lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.
Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glæde Skovrideren,
naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.
Og hun gik over Gaarden og aabnede Døren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdør.
Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhøjning. Hun syntes
aldrig, hun havde været saa bedrøvet--saa beklemt og bedrøvet som nu,
mens hun stirrede ud i den øde Gaard. Lyset i Køkkenvinduet flakkede
endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun
saa' bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gaard.
Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhøjningen og
saa' ud paa det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes
Hals.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lød skingert ud i
den mørke Gaard:
Og derfor græder Mand og Kvinde,
derfor er Glædens Dør nu lukt;
Taknemlighedens Hjærter binde
en Krans, som blomstre skal saa smukt
Thi _Mindet_ aldrig slettes ud
om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!
Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor laa med
store Øjne paa Gulvtæppet ved hendes Fødder.
* * * * *
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.
-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.
Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
ét for ét. Lysene paa Klaveret, som hun havde tændt.
-Saadan kommer alt paa én Gang, sagde Berg.
_Det_ havde været Tines hele Tanke: Saadan kom det paa én Gang; og saa
tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det?
-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.
De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale
med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med
Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars
kom maaske med og de fleste af Husmændene skulde ogsaa afsted.
-Skovgærningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder.
-Nej, sagde Tine.
De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i
Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.
-Ja hos Anders Tækkemand var det rén Jammer. Ane havde været i Skolen
idag med sine to paa Armen--saa hun græd og græd.... For nu var Anders
væk--saa hun græd....
Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden.
-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med
begge Benene skudt væk....
-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger,
som gør Folk bange.
De blev tause lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
énarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.
-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og næsten uden
Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og séende frem mod Lyset,
sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.
Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens
han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjælpe paa Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som
var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller
nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg,
man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone,
der skulde være munter:
-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.
-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg
tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for
det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel
se det, sagde hun, og hun aabnede Døren; men paa én Gang blev hun
staaende i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret.
-Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.
Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren
gik hen til Bordet og sagde:
-Der staar om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det
først.
Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren læste højt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlägers Tragedier.
-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne høre med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hørt til, naar de læste.
Berg aabnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik
Hænderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget
og stille.
Han begyndte at læse halv højt Beretningen om "Kongens sidste Færd".
Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd--uden hans dæmpede
Stemme.
Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun saá igen Fru Berg som hun sad _der_ under
Lampen, og hun hørte hende lé, som hun lo ad Tines strømmende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, græd over Bøger som en
Kalv--Taarerne, der nu brød frem igen én paa én....
... "Snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den
sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert
Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde
i den mørke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."
Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at læse:
... "Tæt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at
skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....
Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive hæs.
Tine sad og saà frem for sig: hun tænkte paa Tragedierne, de havde
læst om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoë.... I femte
Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig
smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet.
Berg foer fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans
Stemme blev bevæget, saa man hørte den knap:
... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet paa Valpladsen,
fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand
under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den
Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte"....
-Ja, sagde Berg, det er sandt.
Tine fór sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste--for saa længe,
for hvor længe....
... "Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet,
ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig.
Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets
Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjællands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".
Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot saá paa Berg, der
læste:
... "Under Orgeltoner forlod Følget i Taushed Kirken, og Deres
Majestæter vendte tilbage til København."
Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.
Saa sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og saá saa langt
ud i Stuen--som én Gang før:
-Hvor Drengen dog græd, da han kom i Baaden.
Sofie skulde følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys
faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:
Der var nok af dem--der ha'ed' ikke været for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.
-"Vognen" ha'ed hun da hørt den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mér end bag paa min Haand, det
saá ogsaa Fruen.
-Og _det_ véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' saa'en Kørsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....
Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mørket. Hunden i Pér
Eriksens Gaard fór op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.
-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.
Tine drog Vejret som Én, der frysende vaagner.
-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun.
De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme _for_ nær til Kirkegaarden Nattestunder.
-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens Té, saa den bliver, som den plejer--ikke?
-Ja--farvel, jomfru Tine.
-Farvel.
Tine hørte Hundene, der fór op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt
gik hjem imod Skolen.
* * * * *
Tine bankede og hørte først Dagge, der tog paa at gø, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:
-Det er mig, Mo'er, sagde hun.
Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren
er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.
-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene staa
helt ind til Bølling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!
-Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen.
Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at
vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....
-Ja. Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider
blev stille.
Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til "Skolen" for
at prøve, om den var laaset, før hun gik op ad Trappen; og henover
Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne
var spredt.
Inde i Kamret stillede hun Vækkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.
Nedenunder smaasnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten
i den samme Stue.
-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.
Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante
Aandedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset.
Hun kunde ikke sove. Hun laa og tænkte paa en Dag i Efteraaret--den
sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun....
De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde
Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de
i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa
Vejen, før de skiltes.
De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt
af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.
De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombær:
-Sé Drengen, sé Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham løs; selv
løb hun op imod Markhøjen.
-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.
Det var, som saá man den hele Ø idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen
var der ikke Bund.
-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.
Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de løb, løb, alle tre,
Højen rundt.
-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der løftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver.
De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.
Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:
-Det var svært, saa de fra Rønhave kørte til Bispens nu--det var anden
Gang.
-Tredje var det--i to Uger.
-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.
De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og
godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne
rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og _der_ blev vekslet
Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller
Tine kom ud paa Trappen.
Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Træerne:
-Hvor dog Skoven holdt sig, saa grøn den stod.
-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.
-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Hækletøjet synke og saá ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.
De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde været her sidste Gang
_det_ Aar og _det_.
-Nej--ifjor var det knap man fik Nødderne bjerget.
-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.
Herluf raabte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en
Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han græd
og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:
-Op Tine--op.
-Den knækker, den knækker, raabte Tine--det _var_ en Vægt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skørter fløj om hendes Bén.
Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrømpede Lægge:
-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte lé ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og
faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.
Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var
snart paa Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var _dog_ blevet kolde.
Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var
Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra
Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine
mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om
Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa
Havetrappen i sit Sjal og saá til og snakkede over Plænen til de to,
som syslede og beskar og vandede. Hun saá dem tilsist kun som et Par
Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.
... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over
Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.
De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pløjede
Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!
-I saadan Luft _hører_ man Tine, sagde Berg, der standsede.
Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, saa frejdig
som Vorherre havde givet hende den.
-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og
de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i
Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, saa det lød over Marken:
Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove!
nu kommer Natten saa sort:
alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen den lister sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
til de gulnæbede smaa;
men naar i Morgen du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad du saá!
Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd
frem; i Rad røg de sindig Piber.
-God Aften--god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem.
-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem
alle ved Navn.
Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--:
Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.
-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen.
-Naa, saa Gud ske Lov da.
-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen.
De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i
Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød
bag ved det gamle Taarn.
Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen.
Kærlighed kalder dig hjem;
sæt dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen,
syng saa din Kærlighed frem!
Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme,
véd jeg nok, hvor gik min Flugt;
jeg kan i Lunden kun sukke og drømme,
det er min Kærligheds Frugt.
De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene.
Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning paa en Vejkant,
før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom
hende forbi.
I Skolen sad gamle Bølling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og
hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde
Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op,
til Sæde paa Bænken, mens Bølling blev staaende nedenfor med Berg og
talte om Skovauktionen.
Nede ved Kæret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam
Henrichsen, bred og stormægtig, ud paa sin Bænk mellem de to hvide
Søjler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svære Knud Smed,
der gik hjem med sin Hund.
Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette
Nabolag, her paa "Torvet", saa velnærede de alle var, baade hos
Bøllings og i Kroen og Smedien.
Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og
Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til
Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret.
Klokkerne hørte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine
fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker.
Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den
om "lille Grethe". Skovrideren lod Døren til sin Stue staa paa Klem.
Herluf var træt og faldt i Søvn paa sin Skammel med Hovedet op mod
Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede
ogsaa hun.
Hun vaagnede halvt. Tine sér nok efter Bordet, sagde hun saa med en
søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at sé efter Sofie--Fru Berg blev
sjælden rigtig vaagen, før Lampen var tændt og Théen inde.
-Nej, er der dækket, sagde hun da, hélt overrasket, og kom nok saa
rank op i Sofaen.
Efter Thé plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i
Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.
Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst
rundtom Lampen. Mést var det Oehlenschläger, han læste, eller ogsaa
Palludan Müller--Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød.
Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, løb Fru Berg og hun paa Vejen
ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af
samme Kop:
-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud,
før de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand.
Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sént, han vilde selv
følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som
tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vaagnede kun halvt og
sendte en søvnig Knurren efter dem.
Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine,
her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen
løftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det ærefuldeste, hun
vidste.
-Vi sés, hilste Berg, naar de skiltes.
-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren
var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting
at komme hjem her den sene Nat.
Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen:
der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergaarden.
Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos
Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i
Underskørtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Køkkenet og ind
igen, mens hun stadig talte med Bølling.
-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede.
-Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet.
-Jo, Mo'er.
-Tine, du, husk det lille Stykke Smør imorgen Barn, jeg har lagt til
Side--det artede sig saa vel i Kærnen, saa jeg lagde det til en Side ... de
kunde dog smage det dernede.
-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren.
-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig
af Underskørtet og op til Bølling.
* * * * *
Tine kunde ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Aande lød
bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte paa alle
disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf
og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.
Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Børn" korn til Skole i
Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj--Trine og Lars Erik's
Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saá forundret til fra Sengen. Og
saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.
Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i
Køkkenet paa Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes
Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede.
Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I
Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saá de uden Lys.
Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge
hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede
Paradis, mens det skumrede.
Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og
Fader røg sin Pibe paa Trappen.
-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.
-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.
Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork
ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store
Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke,
gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at
tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i
Mose--baade for Somren og Sæden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom
sént. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar
Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte
Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak.
Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.
Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort
og Katekismus.
Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den
store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for
at høre til.
-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.
Baade Fædrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Børnene
tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale
sig en Stund, efter Dagens Sved.
Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og
fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren,
bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille.
Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de
fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i
Fjederstolen paa sin Vogn:
-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam
Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj
Maaned.
-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som
véd at blive færdige med Høsten.
Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder
Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.
-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af
i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling
maatte først give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at høre,
_hvor_ det var, og hvordan det stod.
-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tænkte del. Det er vel Tiden....
-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.
-Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og
Madammerne gik ind.
... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med
Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden
fra Kirkegaarden og gik hjemefter.
-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, _er_ det saa gjort?
-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.
-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ské Tak ... Ja,
saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling.
-Godnat, Madam.
Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev
stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.
Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for
Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa
Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind
paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte
Talen ind i Køkkenet.
Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet
kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad
ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.
-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bølling; Og Gud ské Tak--hun stred
sin Strid.
-Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen.
-Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede
tause.
Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Præsten sammen
nu--; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom.
Aarene gik.
Helg og Søgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag.
I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én
maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe
efter Tjenesten.
Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge
Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes
Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.
Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det
var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens
hun gik.
En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af
Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene:
-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte,
begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.
Selv satte Tine sig--det hvide Bord var færdigt--paa Forhøjningen
saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind.
Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og
græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun
havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog
hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed--saa Kroens
Katinka lo hende ud, saa det klukkede.
-En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa
Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse.
Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst
og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa
Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede
saa langstrakt ud i Solen.
Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og
skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med
Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen
kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.
Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store
Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en
undselig Klump.
Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte og
stramme rundt om Madam Ballings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om
til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i
Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen.
Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte
til hende, som nu.
Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa
Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saá
Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards
Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i
Sædet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og
de spillede videre.
Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene
paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han,
efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet
sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens--iforgaars, Berg
hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.
-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling.
-Og det var godt det samme, erklærede Madammen.
Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var
Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han
kunde være og hvorfra han var. Det _kunde_ være en af de Bergs fra
Gram, mente Bølling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829....
-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding....
-Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling.
De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende
Røster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to været med til at
vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa
baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue
og "Klædning" og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene
med de sammenlagte Lommetørklæder, mens den midterste Kone stadig
dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings
Kaffe og fik dem fortærede.
-Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe
budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden....
-Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og
Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en
Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved
hver Tiltale, sagde med et Ryk:
-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev
færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.
Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt
Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav
deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen
efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besætningen.
-Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug,
mente Knud Smed.
Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens
Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem
ad Gammelgaard til....
... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis
drev de Unge hjem bag Hegnene.
Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra
Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet
Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter
Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.
Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud
af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer.
Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa
sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.
Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer
lød ud i Aftenen.
Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkøj ved Korset i det mindste.
Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte
paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran
deres Døre og strikkede tause.
Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og
fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd
blev hørt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra
Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes.
Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.
-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.
Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.
En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.
-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.
-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre
sine Øjne.
-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.
-Godnat, Madam Bølling.
Og Dørene blev lukket rundt omkring....
* * * * *
Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede
til, og Vintre gik og Somre.
Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens--de fra
København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om
Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde--man skulde
altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i
Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit
Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle
de Mennesker at spise."
-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde
hun.
Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:
-Er det Tine, hviskede hun.
-Ja.
Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i
sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle,
som skulde lægges:
-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjælpeløs
i Tæpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som
"altid mislykkedes" for Fru Berg).
-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.
-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.
-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun
puttede sig under Tæppet.
Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen
over Sengen.
Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden
og stansede foran Køkkenvinduet.
-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev
staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med
sine runde Arme.
-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig
være ganske køn--om Morgnerne....
Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.
-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad--:
de fra Rønhave....
Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.
-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ...
hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel
kunde "lægge dem".
Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.
-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling
saa til Slut og strikkede igen.
De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en
Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:
-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang
hen ad Vejen.
Det Land endnu er skønt,
thi blaa sig Søen bælter,
og Løvet staar saa grønt,
og ædle Kvinder, skønne Møer
og Mænd og raske Svende
bebo de danske Øer.
-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling.
-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytøjet ligge i sit Skød.
Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam
Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte
med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu.
Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over
og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man
blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.
-Aa--der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun
vidste ikke, hvad han var--fra Rønhave....
-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne,
saa hun stod som en Hankekrukke.
Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.
-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... _Det_ endte
Madam Bølling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.
Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.
-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov,
ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.
-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte
stadig kun paa Skovriderens.
-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist
baade ét og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa
mange liggende Personer.
Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.
Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte
Vognene hjem med deres søvnige Gæster.
-God Aften, hilste Kusken dæmpet.
-God Aften, svarte Tine.
Og Gæsterne nikkede--halvt i Søvne, mens de rullede forbi.
Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng.
Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede
forbi:
Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
hvor de tapre danske Drenge
kan i Leding gaa....
-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke
at vække Bølling, der sov: Hører du?
-Ja, Mo'er.
-Det var Skovriderens.
-Ja, Mo'er.
Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:
... mod de Tysker, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Tog hensender--
en Ting mangler for den Have,
Leddet er af Lave.
-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.
Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.
... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ské Lov, lo hun.
Gud ské Lov for det.
Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern
til de varme Vafler.
* * * * *
Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.
Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru
Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i
Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg
fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge.
Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i
Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet,
saa det klang;
Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed!
Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt
saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá
ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.
-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde
Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne
under sit Forklæde.
Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en
Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i
Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste
Sølvtøj.
Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte.
Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke
Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ...
Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:
-Det var Bergs Breve fra det _første_ Aar, de var forlovede ... Hun
løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og
læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter
Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt.
Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler
foran Tællelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde
Fru Berg og holdt pludselig op at læse.
-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand
ned mod Brevpakken, mens hun lo.
De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var
Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen.
Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved
Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft
Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.
-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.
-Tine, nu henter vi Peberne.
De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i
lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til
hver.
-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste
Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:
-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til
Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds
Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".
-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det
med Helsen ... nyd det med Helsen.
-Nu faar I Greverne i Spandene.
De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand:
-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt
som en Kat ved Ild.
-Ja--ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af
Fryd og Fornøjelse.
Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.
-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik
som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en
Byldt.
Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade
paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:
-Ja--jeg har hørt om 'et før--sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før
--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af
Begærlighed efter at høre det en Gang til.
Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos
Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i
Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.
... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb
alene--det var jo maaneklart og ganske lyst.
-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb,
kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker,
hun kunde dem jo udenad--Sætning paa Sætning.
* * * * *
Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med
hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der
var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.
-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.
Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved
et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op,
saa koldt som det var.
Og Julen kom og den gik.
Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i
Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet
det sidste Dagslys.
-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun
flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine....
-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da?
spurgte hun.
Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa
holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:
-At være to sammen, tror jeg--og være glade, sagde hun sagtere. Og de
sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.
Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys
brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént
galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i
Stalden.
Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt,
hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet.
Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene.
-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys
tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det--og
alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige
til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en
Klump paa deres blaa Sokker.
Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte
flakkende Lys endnu.
Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....
-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han
almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre
saá opmærksomt efter Lys paa Lys.
-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.
Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte
Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause
gik de alle ud af Stuen.
De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde
hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de
fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.
Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og
Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted
saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet.
Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt
borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.
-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.
Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.
-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.
De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær.
-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.
-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.
Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.
Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide
Marker under den stjernehøje Himmel.
Det var sidste Jul.
* * * * *
Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd
hun og græd hun.
En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.
Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.