Taarngiemmeren _Gert_ ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som
hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget
witløfftig melde, efftersom ieg raadde _Gert_ icke att giffwe den
Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen
V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc
staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til
Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere
Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med
_Executionen_, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand
skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I
Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa
Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders
Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre
hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. _Gert_ forbarmede
sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om
Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min
Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist
mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att
Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg
til _Gert_, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff
sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick
wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente _Gert_
icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att
hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa
Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde,
som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om
Natten. Ney, _Gert_ fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen
gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.
Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da _Gert_ haffde opluct min
Dør, talte ieg enda med _Gert_ om den Fare, hand satte sig i med den
Tyffs Friihed, som _Gert_ dog icke fryctede. I ded sætter min Hund
sig lige for _Gert_ oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til
Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.
Den 19. _Iulii_ (som melded er), da _Gertis_ ulycklig Morgenstund war
forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke
eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne.
Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit
Forsæt med i Werck. _Gert_ gick op, men bleff baarren need igien.
Tyffwen løb need, effter att _Gert_ war døe, luckte hands Skrin op,
tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag,
att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe,
banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med
Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa,
att _Gert_ saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er
ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.«
Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer
en aff Ringerne need oc beretter, att _Gert_ ligger døe der oppe. Der
den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog
alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck
Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
Fange, som saed neere i Traalhullet, en _Lizenciat_ wed Naffn
_Moritius_[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme _Moritius_
haffde stoer Udstand med _Gert_. Wist war ded, att _Gert_ tog for
meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att
denne _Moritius_ er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter
hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att
_Moritius_ war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed
der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der
effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i
Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff
Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct _Gerts_ Skrin op oc tagen
hands Penge foruden _Mauritii_ Widskab. Den anden Fange maatte ded oc
wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke
fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet
bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de
loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men
_Moritius_ kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra
siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff
rættet den 8. _Aug._[227], oc _Moritius_ ført til Borringholm, der
fengselet.
[225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i ~Extraord.
maanedl. Relationer~ 1678 S. 719-20 og ~Ordinaire Post-Tidinger~
1678 Nr. 29, 30.
[226] ~Otto Mauritius~, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt
Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som
Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige
Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald
bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned
1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet.
Jvfr. ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg.,
381; ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S.
741; ~Nyt histor. Tidsskrift~ 6 Bd. S. 267-70.
[227] Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678, S. 735.
I _Gerts_ Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn _Iohan_, som war en
Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff
Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem,
første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet
war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler
Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de
hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet
tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn,
saa hand fant hender bag en Dør. _Iohan_ bleff glad, fortælte mig
siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa
lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?«
Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.
Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen,
Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit
Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.
Den 7. _April_{1679.} undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick
neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde
hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe
_Iohan_ laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc
tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren
soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n]
oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.
I hands Sted kom een wed Naffn Olle _Mathisen_, en Skonning, som
haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar,
den 25. _Dec._, bleff ieg syg aff en _Feber_, oc bleff _D.
Mynchen_[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin _Cur_,
hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand
er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin _Cur_. Ieg kom
10 Dage der effter til min Helbred igien.
[228] D. e. ~Henrik Møinichen~, Christian V.s Livlæge. Han var født
1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor
i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.
Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed _Sitzel_ Klemmings Daatter sig
aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens
Liiff-_Garde_. Kom bort den 26. _Novem:_{1680.}.
I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn _Margrete_. Ded
første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc
syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed
førend i _Ianuarii_ Maanet, sidste Dag{1681.}. Da giorde ieg hender
Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte
dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær
Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men
henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte
bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den
war Kongens Liiff Karl, som war i _Arrest_ neere i Sloßf. Kammers,
sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde
icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere
aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren
ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om
henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun
haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin
Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem
wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa
Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit
Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe
Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i
Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg
sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min
Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden
selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig
wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale,
twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa
skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa
skulle skee, men ded skeede icke. _Margrete_ skyde intet att wære
bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun
fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders
Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« _Margrete_
sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente,
att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer
Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »_Nu rørte sig den Guds Engel!_«
Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc
_Margrete_ Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren
skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
skeede), huorfor ieg sagde til _Margrete_ en Dag: »I siger, att
Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem
selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil
haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende
Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil
sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad
mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne
Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens
Nærwærelse, sagde, at _Margrete_ war med Barn effter henders egen
Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand
wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en
Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack
is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war
Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war
tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux
Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf.,
bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa
ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad
til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands
Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn!
Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin
Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne
Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk
Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend
til Paaske.
Fiire Dage her effter begynte _Margreta_ att klage sig att haffwe ont
oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig
ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet
for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte
strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg
hannem min Mißtancke om _Margrete_, bad hannem giøre all sin Fliid
for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid
gick _Margrete_ op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer
oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.«
Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg
haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax
skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide);
sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I
Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller
andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded
skeede ocsaa, att den 15. _Martii_{1681.} om Afftenen kom _Margrete_
bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn _Ionatha_, som
haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.
Der den _Margrete_ war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som
sagde, att ieg haffde offwertalt _Margrete_ til att sige, att henders
Mand war Fader aff _Margrete_ Barn.
Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor
bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne _Margrete_. De
giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft,
fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
henders Søsters Æcteskabs Breff[229].
[229] I Randen er bemærket: »_Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf.
lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der #Margrete# war borte,
oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis #Margrete# hannem
om sin Tyckelse haffde berettet._«
Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud _D. Otto Sperlings_
haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa
Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6
Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. _Doctor
München_ betiente hannem et Par Gange med siine _Medicamenter_. Hand
wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng,
kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att
_Doctern_ war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand
lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der
laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange,
som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa
Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge
bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff
iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men
talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i
Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.
[230] Efter denne Angivelse skulde ~Sperling~ være født den 30.
December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
kgl. Smlng. Nr. 3094, 4^{to}, Uddrag i ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd.
S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
Hvad nu ~Aarstallet~ angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er
Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det
derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer
med den Afdødes Søn, ~Otto Sperling den Yngre~. Man ved dette
deraf, at i ~Moller~'s Cimbria literata, hvor de allerfleste
Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen,
angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes
Fødselsdag.
_An._ 1682, i _April_ Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et
sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig
_Materie_, som haffde _quaguleret_ sig oc i miine Tarmer sig
nederskut til _Fundamentet_. _D. Munchen_ brugte alle tienlige Midler
til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den
Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen
kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de _Medicamenter_,
hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg
satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte
Doctoren reiße med _Majesteten_ til Holstein. Ieg brugte alt
_Clisterer_ effter _D. Munchens_ Anordning, men ded war alt ded
samme. Endeligen satte ieg mig en _Clister_ en Dag om Efftermiddagen,
gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om
Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden _Materie_,
oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis
den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er
nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F.
Sitzele _Grubbe_[232]. _D. München_ loed begiere wed Tøtzløff att see
Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa
skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste
wel, att ieg haffde icke faaet den igien.
[231] I Randen er tilføjet: »_Klistererne med anden naturlige
#Materie# kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist
trind, thi ieg kunde icke fatte den med et #Instrument#, ieg loed
giøre mig._«
[232] Enke efter General-Feltmarskal ~Axel Urup~ til Beltebjerg
(død 1671).
[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]
_Anno_ 1682 den 11. _Iuni_[233] dictede ieg effterfølgende aandelig
Sang.
[233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere
trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i ~Bang~'s Saml. af
nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156-57; ~Schønau~'s
Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400-2 o. a. St.
Kand siyngis som:
_Siunge wii af Hiærtens-Grund._
_1._
Hwad er worris Leffnets-Iid
Anded end som daglig Striid?
Hwad er worris Arbeed dog,
Som fremtrællis under Aag?
Er ded anded end omsunst?
Huor til Widenskab oc Kunst?
Alt forswinder som en Dunst.
_2._
Huor for da bekümre sig
For ded, som er Skygge, Swig,
Oc saa kæck forfæcte wil[234]
Ded, os icke hører til?
Er oc nogen i den Stand,
Att den Laanet holde kand,
Naar paa æsker Eyermand?
[234] Formodentlig en Forkortning af: ~wille~.
_3._
Nøgen ieg til Werden kom,
Nøgen fra, ded er min Dom.
Herren gaff, oc Herren tog,
Herren lægte, da hand slog;
Loffwet wære Herrens Naffn,
Som alt føyer til mit Gaffn!
Hannem falder ieg i Faffn.
_4._
Gud, wilt du mig Naaden tee,
Ieg dit Huuß igien maa see,
Der Tack-Offer bære frem
Som et martlet _Christi_ Læm,
Siunge Loff din Guddoms Mact,
Som langt offwergaar den Act,
Mennisket hâr forrelagt?
_5._
Siger du oc saae til mig:
Ieg ey haffwer Lyst til dig,
Ieg wil, du skalt bliffwe quær!
-- See, min Frælser! ieg er hær,
Diine Domme ey forstaar,
Men ieg weed, ihwor ded gaar:
Gott Taal ey ond Ende faar.
Den 27. _Iunii_ sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med
Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa _Pergament_;
sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff
kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed,
thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att
wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. _Iulii_ sendte ieg F.
Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med
tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. _Majt._
Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud.
Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud
frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.
Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc
sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs.
_Majt._ Dronningen [dennem] underdanigst att _presentere_.
Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis _Majt._
wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
fornommen til.
Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig
optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed
ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis _Maj._ underdanigst
_presentere_, som ded i Naade optog. Den 29. _November_ fuldendte ieg
med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet
aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:
Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude
Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!
For den anden Ende dette: -- _N._ Puuden war stoppet
med mit Haar. --
Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,
Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.
Paa Øyen Klæded war syed:
Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,
Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer
Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,
At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.
Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue
Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,
Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,
Hiælp _Iesu_, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!
[235] Disse Vers ere tidligere trykte hos ~Pontoppidan~, Marmora
Danica T. 1. pag. 265; ~Thura~, Gynæceum Daniæ p. 45-46; ~Bang~,
Saml. af nyttige Mat. 2, 158; ~Hofman~, Portraits histor. 5 partie
pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; ~Schønau~, Saml. af lærde
Fruentimer S. 402-3, o. a. St.
Henders _Maj._ Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa
nye{1683.} en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for
hender att føde oc derris Spind Hs. _Majt._ att igien sende. Den
dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff
de stoere _Almenacker_[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en
hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster
Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.
[236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne
»Historien-Calender«, der var i Kvart.
De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig
oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange _Zitroner_,
_Pommerantzer_, _Multibær_ oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.
En Iomfrue, som war aff Slæct en _Donep_[237], sendte mig oc et Par
Gange Fruct.
[237] Formodentlig en Skrivfejl for: ~Donop~. En hessisk Familie af
dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind;
se ~Lexicon over adel. Familier~ 1 Bd. S. 120.