~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa
siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde
1692.
Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed
Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun
sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra
min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre
sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
[213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters
Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i
Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff
Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6
Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed
Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde
ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa
for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med
haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister,
wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller
tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med
Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte
noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge,
førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc
klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som
haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en
Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte:
»Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener
Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for
witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen
Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit
Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.}
min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc
Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille
til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.«
Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke
naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne
Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc
Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg
spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om
ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget
Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der
hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget
skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct
for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand
intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte
siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc
lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed
tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa
larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war
hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning
hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten
kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded
fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom
den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som
haffde tient Slosf. for Kudsk.
Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße,
_Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen
alle Wälder_.
[214] Datoen er senere udslettet.
_1._
Op, op, min Siæl oc Sinde!
Guds Goedhed til att minde,
Som ræcker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Wille lærer
Oc selffwer lindrer miine Baand.
_2._
Mit Hiærte, glæm ded icke,
Huad udi Mørcken Kircke
Nii Dage ieg udstoed!
Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
Da styrckede Gud Sind oc Moed.
_3._
Betenck min stoere Trængsel,
Mit lange haarde Fengsel,
Min Iammers elffwe Aar!
Ey saa, att ded bedrøffwer;
Gud er den, som dig prøffwer,
Hand kiender best, hwad du formaar.
_4._
Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
Indhellig sammen stæmmer:
Guds Goedhed winde kand,
Som Eder haffwer sparet,
Fra Krancke[l]se bewaret
I denne min forfalden Stand.
_5._
Mig Wanded gick til Tænder,
Aff Sorrig wringtis Hænder,
Ieg snobblet, dog ey falt;
Thi Herren war min Støtte,
Min Foed selff monne fløtte,
Loff wære dig, o mæctig Alt!
_6._
Tack skee dig, Naadsens Kille,
Att du mig ræffse wille
Saa mild oc faderlig!
I Nød warst dog til Stede,
Mit Hierte Suck tilrede,
Der Macten wille knuuse mig.
_7._
Gud, for dig ieg needfalder:
See til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til!
Aff Aaget mig udspende,
Giør paa min Træl snart Ende!
Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.
Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff
giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff
tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en
Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel
tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes
Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded
warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn,
wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde
wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte
Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde
werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op
oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi
Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand
haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet
need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand
wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen
bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi
Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.
Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste
Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er
en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun
fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de
haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc
effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret
noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man
haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog
fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc
tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer
oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag,
ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted,
huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker
hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem
imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder
ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den
Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer
satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer
befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i
Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da
siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder,
huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender
ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre,
ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.
Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme
til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem
i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask
oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken
bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en
underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til
att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis
_Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet
til hender.
Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc
icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde
Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded
Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet
bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen
med Læsen, Skriffwen oc Dicten.
Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di
Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_
Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc
offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for
troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige,
lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9.
_Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den
Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en
_Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der
vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille
i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre
_Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar
ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216],
leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.
[215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.
[216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.
Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale
imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis
Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.
Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er
skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen
den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet
ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa
hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc
Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg
war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc
haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war
min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war
der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff
needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen,
oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_
war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg
trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf.
luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand
skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf.
kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat
Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen
op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.«
Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so
sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii
gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle
Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte
ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde
wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt
taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk?
Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen
Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia,
Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede
hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc
sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded
haffde werret mit Forsæt. _Gert_ bleff i sin Tienneste, oc Sloßf.
sagde aldrig til _Gert_, att hand skulle lucke for mig om
Morgenen[217].
[217] I Randen er bemærket: »_Ieg haffde effter Begiæring faaet en
Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg
i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den
Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i
ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa
Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med
Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded._«
Ieg haffde da kiøbt mig et _Clavicordium_, oc som Barbra kunde
siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff
os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig
behøffwede[218].
[218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst
sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.
Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge
_An._ 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer
ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand
brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen
beware Kl. _Mt._ oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.
[219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. ~Petersen~ findes
anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar
1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger
til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr.,
den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men
der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar
er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun
desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var
1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe
forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til
hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. -- Nogle
Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora
Christinas Fangenskab haves i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4,
283-84.
Paa de Tiider war _Brant_ Zahl-Mester[220].
[220] ~Peder Brandt~ (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland)
var Rentemester i Aarene 1676-82. 1679 blev han adlet, 1684
udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde
1701.
Samme Aar den 17. _Dec._ kom Barbra fra mig, gifftede sig med en
Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde
1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff _Barbra_
mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom.
Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa
gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der
offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord
tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand
intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede
ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle
icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff
gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed
hender omsider føre i Pæsthuuset.
Vdi _Barbaræ_ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter;
hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom
Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc
Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa
sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der
aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde
Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff
til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [_sic_] Tiltale,
forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff
tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded
wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde.
Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
»haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren
Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i
Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er
I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg
war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt
Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig,
ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att
tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske;
der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att
slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille
tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer
hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded
lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet
siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun
haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige
Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye
mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].
[221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er
udslettet: »_I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med
en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. #An.# 1677 den 9.
#Aug.# døde min Søster #Elisabet Augusta#._«
Vdi H. Emmeke _Norbyes_ Stæd bleff Slotz-Præst H. _Iohan Adolf
Borneman_, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min
Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang _An._ 1677 den 10.
_April_.
[222] ~Johan Adolf Bornemann~ (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant
fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og
Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.
Samme Aar den 9. _Oct._ war min Skriffte-Fader _Magister Hendrich
Borneman_, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand),
efftersom hands Broder, H. _Iohan Adolf Borneman_, war forreist med
Kl. _Majt._ til _Lante-Ryen_[223].
[223] ~Henrik Bornemann~, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f.
1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674
tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor
Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693
Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.
Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst,
skreffwen oc dictet adskilligt.
_Anno_ 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. _Iohan
Adolf_ Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden
_Sermon_.
Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue _Agneta Sophia Budde_ ført her
ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom.
Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne
Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle
betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa
ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom,
meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille
giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff
rættet[224].
[224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende
Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »_Samme
1678. Aar, den 4. #Marti#, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
#Lucia#, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
#Agneta Sophia Budde#, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F.
Birrete Skeel, oc at #Lucia# haffde bragt hender Gifftet. Der war
Windisbyrd, aff hwem #Lucia# haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war
en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender
paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke
Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til #Cammerader#, som
baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle
spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff
Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke
for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff
mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff
Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att
formilde #Gert# med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist,
forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen._« -- Med
Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
anklagede for at have -- uvist, af hvilken Grund -- staaet en
tredie (~Birthe Skeel~, Enke efter Grev ~Christopher Parsberg~)
efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
der afsagdes den 25. August, blev ~Agnete Budde~ dømt til at
halshugges, ~Regitse Grubbe~ (Enke efter Christian IV.s naturlige
Søn ~Hans Ulrik Gyldenløve~) forvist for Livstid til Bornholm, og
Pigen ~Lucie~ dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og
forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September
paa Slotspladsen. Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S.
709, 736, 740; ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 14, 25, 34, 35,
36; ~Pontoppidan~, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af
~Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 194.