Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med;
loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg
icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine
Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20
Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig
(der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg
aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede
U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle
Gange i forrige Aaringer weed siine høye _Ministri_ giøre Forbøn for
mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris
Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa
Døren. All den Naade, mig aff Kongl. _Majt._ wederforis, som: med ded
uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte
raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød
Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste
Maade Kongl. _Majt._ tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et _Clavicordium_, fortrød
hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud
offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt
hannem ad, huor hand kom til att flye mig et _Clavicordium_. »Ick«,
sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.«
(Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg
saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der
haffde sagt Kongen aff ded _Clavicordium_. Hand swarte: »De aalde
Königinn; se häfft ere _Spionen_ öffwer all, end se häfft den König
so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote
Friiheit gifft;« tog med ded samme til _Clav._, lige som hand wille
tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg
sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. _Maj._ miinen
allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho
kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat _Clavic._ is kehnen im
Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt
derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen
häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil
ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden
intet om talt[238], oc haffwer ieg ded _Clavicordium_ endnu, leger
dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine
_Heltinner_, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller
oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i
Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.
[238] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siiden, att Kongen
haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om
#Clavicordiummet#, oc sagt: »Ia, ia«._«
[239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte
Peder Jensen ~Tøtzløff~, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og
271-72), og som endog senere synes at have fulgt med hende til
Maribo.
Den 24. _Septr._ bleff min Skriffte Fader _M. Iohan Adolf_
forfremmet; bleff Probst til _wor Frue Kircke_[240]. Hand tog en
meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min
Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!
[240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.
I Begyndelsen aff dette Aar{1684.} war min Skriffte Fader H. Peder
_Collerus_, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin
Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].
[241] ~Peder Danielsen Colerus~ (f. 1631) var først Slotspræst ved
Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683
Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling
1707.
Den 3. _April_ bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel
skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære
den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen
hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden;
der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede
paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt,
att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff
sagt, att Hs. _M._ Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war
en liiden _Bollognes_; hands Naffn war _Cavaillier_. Dronningen
meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
haabtist ded samme.
Den 12. _Aug._ dette Aar{1684.} fuldente ieg mit forretagende Werck,
oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis
Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om
troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om
lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde
regnis for _Heltinner_ att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
dennem i trende Parter, under Tittel aff _Heltinners Pryd_. Den
første Part fremfører de striidbare _Heltinner_ i derris Pryd. Den
anden Part melder om troefaste oc kydske _Heltinner_. Den tredie Part
fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin _Appendix_.
Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder,
miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil
ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc
offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc
udstaffere.
[242] Af Værkets første Part -- men muligt dog i en anden Redaktion
end den, der her omtales, jvfr. ~Bang~, Saml. af nyttige og
opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 -- haves en Afskrift i Karen
Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4^{to}), som ved Bibliothekarens, Hr.
Adjunkt ~Vogelsangs~, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel
er: _Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige
Strii[d]bare #Regierende Hæltinner#_. Den indeholder
Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder:
~Deborah~, Dronning ~Margrete~, ~Thyre Danebod~, ~Elisabeth~ af
England, ~Tomyris~, ~Isabella~ af Kastilien, ~Zenobia~, ~Johanna~
af Montfort, ~Artemisia~, ~Svanhvita~, ~Lagertha~, ~Berenguela~ af
Kastilien, ~Hetha~, ~Margretha~ af Østerrig, ~Semiramis~, ~Amage~,
~Victorina~, ~Voada~, ~Olafa~, ~Camilla~, samt Amazonerne
~Marpesia~, ~Lampedo~, ~Antiope~, ~Orithyia~, ~Penthesilea~ og
~Thalestris~.
Om _Ionatha_, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter
henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad
Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin
Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens
Pedersen _Holme_. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff
antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun
ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders
Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en
haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc
anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et
kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin
Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som
paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem
engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling
Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede
intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat
sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede
hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun
slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede
neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl,
tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer
høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog
hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i
Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig
offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste
høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc
giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde
att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i
Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet.
Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers
saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde
hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders
Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage
kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag
siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes
hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til
West-Indien. Hand sendte hender med _retour_ Skiibene allehaande
Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa
hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører
hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
_Gouuerneuren_ der sammested wed Naffn --[243] i et Giæstebud, oc ded
fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc _Gouuerneuren_
befryctede sig, att _Holme_ skulle sige om hands unde Forhold. Offwer
denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om
Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til _Admiralen_ paa Holmen
oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den,
hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun
endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom
til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders
Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun
att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket
Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den
hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig
Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer
Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at
komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg
hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att
hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.
[243] Navnet staar ~in blanco~, men af det Følgende sees, at det er
~Jørgen Iversen~, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som
der er Tale om.
Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den
_Gouuerneur_, som melded er, om hwilcken hun haffde for^{te}
Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører,
att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.«
Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre
hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme
ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt,
thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale
oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße
mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
_Gouuerneuren_ (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa _figurerte_
hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en
stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde,
hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men
gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg
sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!«
(swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc
meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end
den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om
hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney«
(swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa
wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc
hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med
forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff
den Schelm. (_N._ Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded,
som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for
Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller
Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda
større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang,
om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der
haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att
om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en
Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller
adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer
slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg
icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en
Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder
sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme
Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg
icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke
wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren
haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom;
men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde
ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle
henders _extravagante_ Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men
med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer
Omhygelighed.
Bemelte _Gouuerneur_, der hand war paa Reisen igien tilbage
til _West-Indien_, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa
Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig
Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld
dømt til Døde[244]. _Ionatha_ syntis, att _Gouuerneuren_ haffde faaet
alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld
skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med _Ionatha_ i ded engelske
Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i
mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer
flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord,
saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff
forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc,
att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden _accent_. Oc
kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften.
Hun siger sig att wære _calvinsk_, er dog icke i de _Calvinisters_
Meening. Ieg _disputerer_ aldrig med hender i henders Meening. Hun
gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom
derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
Quinde om _Religionen_, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne,
att hun war ingen _Calvinist_. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad
_Religion_ den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded
maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde
_Ionath[a]_), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis
Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris
Troe.«
[244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig
Beretning i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1683 S. 350-51 og
367-68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet
fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var
imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt
Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede
Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt
ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, ~Jørgen Iversen~, og hans spæde
Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde
deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte
hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den
derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne
førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter
henrettedes.
[245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro,
Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt -- af
Dronning Charlotte Amalie selv -- den 20. April 1688), men en Sal
med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot,
hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev
opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste
~taaltes~, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I
en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets
Inventarium 1679 -- hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig ~A.
Petersen~, har staaet til min Raadighed -- findes de nævnte
Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her,
nemlig: »~Droning. Mayt. Kircke~, i det første Inventarium kaldit
Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den
Menighed, som her forsamlede sig -- man vil erindre, at de
Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse -- skal jeg
anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
~Siddepladser~ i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. -- En
Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. -- Tiufge gemehne
Fyrrebencke.« -- Jvfr. ogsaa ~Dansk Minerva~ 1816, Februar, S. 42
flg.
I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel,
hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for
hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne.
Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem
Maaltiiderne holte sig inne.
Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:
En Beretning om #Minde# oc #Moed#,
Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.
Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,
Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;
Dog kand gott _Minde_ læt fremfaret søge op,
Oc _Moded_ giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.
Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye
Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye?
Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,
De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.
I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage
Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;
Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,
Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.
Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder
De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.
Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!
I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,
I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;
Hwad kan ey _Mact_ oc _Niid_, naar de findis sammel?
Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,
Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.
Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,
Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,
Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc _Moed_,
Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig _goed_.
Hwad _Moed_ udrette kand, wil ieg nu lit betracte.
Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;
Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,
Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.
Ieg meener saadant _Moed_, som aff Fornufften føris,
Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.
Ded snarer hænder sig, att _Moeded_ falder plat
For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,
End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,
Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;
Den fatter et got _Moed_, som er et skiudfrii Skiold
Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.
_Moed_ giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter
Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter
For anded end for Laan, som icke holdis kand
En eeneste _Minut_, naar æsker Eyermand.
_Moed_ Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler
Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;
_Moed_ giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,
Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.
_Moed_ fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,
Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;
_Moed_ wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt
Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.
Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.
Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att
høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat,
oc ieg min Wersens Welfart.
Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder
oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i
dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi;
haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.
_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle
Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:
_En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._
De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til
Hænde[246].
[246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.
Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_.
Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men
der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke
wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden
wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men
maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.
Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis
Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att
ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke
Friiheden.
_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde
spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i
Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst
aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole,
som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens
_Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers
wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte
wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom
Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde
derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De
mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff
ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang
Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre
Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun,
talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best,
hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg
mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.
Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom
_Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en
fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg
kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste
hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg
loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den
liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i
sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide
ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen).
»Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud
skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt
du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc
efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de
trøstige.
Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc
bleff henders Liig ført til _Roskild_.
Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende
Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_
Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg
_illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring,
den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
Min Sønne Søn oc største Nafne,
Du ligner mig i Mact oc Moed;
Lad ded min Læfning oc nu gafne,
At du som ieg est Naade goed.
Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til,
tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt.
vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse
forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin
gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde
tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att
offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].