begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en
anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller
den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._
Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem
wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen
bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200].
Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som
haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse,
hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig
med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min
Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til
Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen
D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att
ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad
Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att
fordriffwe[202].
[200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den
senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie
Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662
Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672
Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds;
døde 1675.
[201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.
[202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der
de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere
#Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc
#verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#,
franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc
offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff
adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig
ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~
er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa
forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium
bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~
Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg,
1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora
Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske
og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~.
-- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af
fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med
de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende
oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.
Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs.
_Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge
hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed
mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt
Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc
sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc
siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun
haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue
hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene.
Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg
tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun
haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe
til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe
dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr
nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit
_Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie
schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde,
ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc
sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders
fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet
diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun
war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den
Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy
pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la
prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_.
Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke
for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand,
trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._«
Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med
et Küß.
[203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift)
med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.
[204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre
indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s
Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.
Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der
Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte
aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da
skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11.
_Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der
alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel,
sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke
Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte.
Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet;
hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender
endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender
med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den
dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit
Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke
Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit
dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen:
»Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum
weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort
mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch
nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs
Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke
Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß
kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so
wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,«
stoed op oc gik vd.
Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen
Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog
_tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den
med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme
Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs.
Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig
Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille
søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc
sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs.
Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi
ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt;
wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske
fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc
Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge
Gud vnder mig Liiff).
[205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af
denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den
nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i
Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
_1671._
_Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balance mal à propos
Entre la crainte et l'espérence.
Laisse faire ton Dieu et ton roy,
Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
_Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
puisse tesmoigner, combien je suis_
_Madame
Vostre très affectionée
à vous servir
[Monogram: DSD]._
Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede
Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl.
att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme
Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En
Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i
Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde
Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde
gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder
_Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes
Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man
adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for
denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en
andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war
Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne
Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see,
hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis.
Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed,
tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe,
som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc
ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun
er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant
anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att
ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om
Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke
vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede
en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg
spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da
paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,«
loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc
wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med
hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc
targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber
Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att
see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun
wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke
skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded
Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc
5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen
wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine
Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke,
oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt
ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken
haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa
Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war;
foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den
anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod
sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att
bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage.
Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal
lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa
Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede
for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad
hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et
Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att
haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang,
hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk
fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med
blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa
en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa
ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe
funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald
hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde:
»Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med
dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale
kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine
Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded
er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl«
(siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!«
Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine
Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe
draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed
kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen
til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der
Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en
lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war
ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen
ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun
haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller
icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc
sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden,
oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc
ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle
giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin,
thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort
for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I
giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis
med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg
haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for,
_etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded
er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.«
Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde
ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war
i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde
Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I
er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde
haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke
laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden
før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i
henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders
vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen
fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun
swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io
sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen
sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see
meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde
see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig,
att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded
sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste
Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om
Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde
ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed
hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre
Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc
hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe
van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end
att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde:
»Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i
halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden
wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_
i Hamborg«)[209].
[206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa
Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i
Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog
hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den
icke igien._«
[207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff
Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens
Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand
nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i
Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom
himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der
Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig
selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et
Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten
Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc
Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe,
kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin
Tienneste._«
[208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun
kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war
siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender
engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc
talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
[209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed
omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til
sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war
Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att
bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte
hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded
saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa
Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den
til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom
op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par
Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii.
Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I«
(sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer
glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for
att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er
intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør
wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae
Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand
spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att
ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft
den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals
som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed.
Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte,
sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I
tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog
wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun
swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage
_Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte
ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc
sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud
wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen
Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet
staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer
giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded.
Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end
ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad
Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om
en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen
haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded.
Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger,
intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc
Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen!
Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden
ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes:
»Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand
sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke
enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded
war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun
kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender.
Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor
witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal
wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i
Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu
hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult
et Aar, for Suagheds Skyld[210].
[210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit
wed mig selff, men sagde intet._«
_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i
Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att
betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde
hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt
kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg
iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille
der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde
sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
[211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue
Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere
Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over
Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger,
ved Molbech, S. 141.