Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i
Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i
Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175].
Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som
beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den
swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen.
Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men
wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte
høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg
Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch.
Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem
de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i
Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar
Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til
Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg
oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg
torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._
Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~
Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg
bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da
haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda
den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke
haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede
Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu
_examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i
nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_,
thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede
att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie
Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid
hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa,
forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer
Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en
Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_
oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand
Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i
Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand
Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott
Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_,
war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang:
»Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt
nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den
øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide
ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde
strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som
Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc
loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud
lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns,
thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som
i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc
som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa
kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de
siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe
sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en
Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa
Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff
keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage
tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par
manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i
Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede
hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom
hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod
Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit
Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht
lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att
ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand
skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht
fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste
Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget
v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en
Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette
(efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om
anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als
diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender,
ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle
angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff
oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle
tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød
oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg
sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte
war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans
Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele
kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed
drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op
om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede
hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade
min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter
Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte.
Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun
lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet
vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin
utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho
Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke,
spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa
en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg
sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde
hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz,
er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde
dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent
for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene.
Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed
aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede
sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc
ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den
Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol
helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil
so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii
nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is
Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig
selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue,
giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig
med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i
Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene
Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar,
saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis
Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att
hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee
ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da
icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun
icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde
hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger
der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden
miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war
hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i
Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand
bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere.
Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte;
war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff
Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem
søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa
liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger
icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.«
Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa
Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom
bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl
haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom
intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß
effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om
att haffwe mist den.
[175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold
til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere
vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~,
Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet
denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra
Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn
og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum
Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man
Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han
blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar
efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.
[176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.
[177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora
Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til
Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.
[178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.
[179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand
med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht
en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i
Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«
[180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.
[181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min
vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand
græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands
Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
Skarn, stoere Klatzer._«
[182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen
laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg
kunde bekomme._«
[183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med
den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa
hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der
i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld
tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
for saadan Gierning tilforne._«
Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184].
Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_
1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde
ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte
med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa
mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for
Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen,
da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand
giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.«
Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i
gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten
da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for
ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke
sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe
ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed
Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer
Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded,
hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten
ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men
Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op
samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom
hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der
bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen?
Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen:
»Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för
Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin
Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de
Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en
Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded
kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt
ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud
tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war
slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden,
spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage
Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let
er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg
sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd
dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten
lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc
loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187].
Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa
erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten
icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en
Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.«
Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste
Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som
loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].
[184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine
Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om
den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S.
325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af
danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.
[185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende
Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son
St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor.
Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.
[186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder,
begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg
wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu
Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt,
so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als
ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«
[187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att
see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld
aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«
[188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke,
se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
April Maaned 1670.
Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war
omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_
neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi
Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff
siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att
ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender
_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand
fornam, att min Forløßning icke war att wente.
[189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til
#Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle
icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«
Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg
Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D.
Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde
skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering
an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen
(som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige
wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den
Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded
christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da
_Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden.
Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._
Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich
auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so
woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr
habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen
Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand),
»Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg),
»das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet
hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an
sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
(ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig?
(Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded
beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St.
Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded
sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn
Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_
fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil;
maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte
hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke!
Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das
hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das
Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht
als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H.
_Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux
fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand
begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D.
Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den
Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen
andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H.
_Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten
müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das
es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand
saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König
Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand
_altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte:
hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich
scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können
einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich
versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König
Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein
schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich
dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es
nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern
bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer
werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange:
»Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc
wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel
tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht;
nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end
Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik
hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige
til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_
Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att
tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_
for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer
_Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«
[190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde
1688.
[191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc
denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für
mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde
Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en
anden Prest betiente mig._«
[192] Jvfr. S. 7 Anm.
[193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen,
huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.
[194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.
[195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med
Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde
noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte
Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder
hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc
sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«
Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om
Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget
til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de
hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg
icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken
_Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc
nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste
Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders
Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc
en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded
strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa,
Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is
hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir
wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das
Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott
wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med
Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis
Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie
Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte
allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg
swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille
haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem
icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden
offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der
hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg
hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_
Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi
derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet.
Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger
oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den
Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog
Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded
war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff
Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F.
_Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr
meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen
wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige
Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis
_Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast,
bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen
Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med
grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd
meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war
luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit
ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe,
das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_
hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen,
som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde
fortient wære att handles med end som saa.
[196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug
~Ernst Gynther~ af Sønderborg.
[197] Jvfr. S. 95.
[198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13.
September 1666.
[199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes
til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte
Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige
Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede
mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.