Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle
giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree,
naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand
strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men
sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand
paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt.
Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet
see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun,
huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I
icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.«
Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff
Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc
tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid
sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den
dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis
noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke
saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng,
saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff
alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade;
naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man
klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158].
En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg
(der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun
skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde:
»Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa
sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker
altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke
ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der
aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded
sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel
skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om
ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand
til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke,
hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders
Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren
tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn
icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet
giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc
hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi
effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den
loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren
oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle
tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der
hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att
der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille
til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede
Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er
goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand
effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille
hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att
ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes
min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded
wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til
Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg
haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag,
ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen
i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I
see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man
kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg
med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste
Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand,
gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde:
»I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer
ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde
hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er
sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke
saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att
komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør
Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att
beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten,
satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til
Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede
for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer
Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe
imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren
eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide
hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab
oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet
tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda
wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend
Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med
mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den
Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa
Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde:
»Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i
allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte
med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden
att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded
onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war
mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte
ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc
saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa
sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om
Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind
med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte
engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed
saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra
den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand
haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden
hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg
skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange
Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op,
saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet,
skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf.,
raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden
kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender
att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog
sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle
Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne,
kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste
atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget
paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men
hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke,
att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde,
att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter
att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte.
Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel
offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for
Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders
Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand
wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand
kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i
Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer
ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal
ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte
paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde:
»Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun
bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i
Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun
skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke
wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en
Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded
dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde
giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen
giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede
ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!«
Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14
Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc
fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris
Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke
mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_
foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax;
sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see,
hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget,
oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette
med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter
anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en
Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en
Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade
kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde?
Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok
skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer
intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig
dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til,
eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen
Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand
begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før,
saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded
vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae,
att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand
altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i
Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I
skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att
Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke,
att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe
hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia
siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender,
saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg
haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord
gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men
Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender
wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke
Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att
Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O,
min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær
saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war
bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!«
naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet
imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg
tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun
wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke,
ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad.
Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc
ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded
sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun
atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig
Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg
swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med
Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der
neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil
Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen
bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige
Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler
meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som
ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand
troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands
Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til
hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde
hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet
intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I
wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand
truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war
hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt
sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att
Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene
att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden
att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad
hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand
kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender,
att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for
hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger
hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg
en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde
intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde
flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet,
Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.)
Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en
Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer
som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded
war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med
att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand
maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid
Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender,
holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til
hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig,
men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att
hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender;
den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa
en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg
meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands
Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa
bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders
fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke,
naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att
flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal
lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere
til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften
skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om
Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom:
»Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til
Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end
de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar
Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt
war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf.
Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme
Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste
Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar,
saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som
Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc
Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg
haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax,
skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte
eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad,
hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar
Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere
maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist
wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske
forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig
selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg
haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede
Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe
for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram
foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war
bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare
hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit
Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders
Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om
Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst
befangen[167].
[158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage
flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden
med. Ded fortrød hannem siden._«
[159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~.
»Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.
[160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde
wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor
alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem
skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden,
som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham
dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd
paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«
[161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly
ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen
swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«
[162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser,
hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første
~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~,
der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at
udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar
tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser,
ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~,
udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den
Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste
danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228
flg.)
[163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att
Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis
ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff
Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«
[164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en
Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig
saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms
Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed
mig icke mercke, at ded for trød mig._«
[165] Eftersætningen er glemt.
[166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß
Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den
Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun
Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget
wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!#
langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud
paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc
bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange
Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen,
sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben
forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen,
att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat
paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«
[167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att
Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer
sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att
den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg
haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«
Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig
farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren
bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen
Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op
med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang
Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc
tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg
bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided
effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg.
Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig,
wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet
mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen
farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att
de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde
see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet
nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß).
Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel
_rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand
wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet
mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg
haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle
raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded
ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae
Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede
ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin
Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att
Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff
hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til
Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle
sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact
til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller
weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de
wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde
hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien:
hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig
selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig
berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil
hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen;
den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa
hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med
goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand
skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed;
hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße
dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte:
»Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda
meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange,
der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en
Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand
stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte
Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff
hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte,
hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham
engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand
sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde,
att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste
meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg
bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til
Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner,
sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_
til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa
bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand
hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att
mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar
Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i
_April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet.
Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da
stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den
Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig
oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß.
Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc
ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand
spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg
sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er
hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter)
»aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening«
(sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.«
»Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_
1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang
helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war,
att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i
Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom
dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med
sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra
hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske,
som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min
halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde
Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi
ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden
war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske
quit.
[168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg
icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand
alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig
Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse,
saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud
giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene
bekiendt._«
[169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
ham vden Døren._«
[170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til
Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc
Riiger._«
[171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det,
at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger
2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist.
Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den
25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.
[172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære,
hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
Slet kom hand vd._«
Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war
_provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte
intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc
meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa
fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne
wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom,
hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att
komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste
ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden
att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da
alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes
Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war
heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc
hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.
Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en
tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog
Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc
loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig
igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret
fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske
til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc
spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til
Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne
der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed
lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder
stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid
siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff,
hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner
mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden
haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need
paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte
bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att
ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att
døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att
troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel
hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax
oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.«
Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun
heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig
til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc
ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,«
saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende
paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede
oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun
dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun
_Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede
att see eller høre effter henders Lyst[174].
[173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det
Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S.
10.
[174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war
kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg
war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre,
skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik
bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang
skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun
fik oc strax tycke Been._«