war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded
haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med
Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun
war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da
en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc
stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød
Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men
meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc
læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris
Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._,
thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med
att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar.
Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen
engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc
sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud)
»icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig
for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i
henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa
et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun
wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war
icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun
skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun
gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun
Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min
gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange
Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand
icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa
snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog?
Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg
tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided).
Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I
haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße
vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc
nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til
eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig
Barn[151].
[150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att
staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
[151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun
icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade
den trycke._«
Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere
ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa
bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der
icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da
forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun
sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se
stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde
Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min
Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe
Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme
ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig
til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke
haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere
Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand
bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg
begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den
Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I
døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen
toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget
v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg
skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree
Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg
skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som
den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand
holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først
oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede
hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa
fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa
skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den
yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i
Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg
skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære
begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg
begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf.
V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde
wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen,
oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.
[152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er
overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen
Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som
skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt
Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded,
maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i
Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«
[153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som
bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til
Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos
~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.
Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig
wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom
icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig
allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal,
begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war
skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen
Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille
følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr
habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte:
»Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde
hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg
swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux
sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg
war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan
sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn,
aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht
gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige
saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in
vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu
vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an«
(sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet,
talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke
syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt
mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden
for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der
inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme
til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.
[154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.
Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig:
»Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg
spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige.
Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste,
att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet
ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded,
skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun
forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min
Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.
[155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske
Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S.
119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.
[156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde
loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem
sammen._«
[157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~
(f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning
af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og
derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig
Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig,
hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid
mod sit eget Fædreland.