[97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende

slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder

Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og

Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne

af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.

S. 21 Anm.

Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att

henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers

opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff

opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom

hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde

med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den

Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun

sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand

vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer

maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc

talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders

Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff

mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,

brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da

den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen

hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da

bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc

indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9

Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog

ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,

hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde

parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire

Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.

stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg

skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig

om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg

icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,

som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded

end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!

Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,

maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc

talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her

vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa

ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog

mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,

att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde

faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,

thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,

hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden

igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war

der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en

_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.

vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre

erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde

Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,

thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly

mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange

Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere

ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem

siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa

leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end

att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun

leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc

som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en

Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«

Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«

(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde

for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg

sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske

igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun

sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,

wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun

wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«

med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde

Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg

skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du

skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender

der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som

stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med

Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds

Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun

haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,

oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff

henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded

Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter

sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig

andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med

Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att

ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn

med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa

Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,

lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid

war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,

som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde

ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.

[98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede

skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for

Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør

bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«

[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,

se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;

jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til

Fods S. 24.

[100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~

(d. 1660).

Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad

nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded

himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller

Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter

Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede

Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:

»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand

icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig

oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde

hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda

bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded

kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad

Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde

hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«

swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit

Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med

Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.

Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,

sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen

alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können

Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich

meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr

köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine

Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand

war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest

fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget

dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die

Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen

i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder

vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg

skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi

bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war

bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel

fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene

Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til

att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere

Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc

Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med

Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine

Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine

Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min

Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,

saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud

inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men

hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.

[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se

~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen

~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny

kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar

(ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for

Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos

~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.

Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa

Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans

Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke

til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i

Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans

Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra

Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den

Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at

Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem

forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den

næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.

[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse

vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,

~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora

Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene

(f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven

voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost

til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge

i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.

Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren

af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.

Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa

høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,

Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der

Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,

oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine

Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded

Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige

Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff

miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde

Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«

Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene

føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg

kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I

en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war

halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde

ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk

att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),

»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til

Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie

hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte

leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,

wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik

Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden

bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg

sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg

kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender

leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet

bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker

Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et

Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,

som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene

tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede

ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er

oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme

Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att

giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe

ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa

noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:

»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge

oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff

Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att

fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att

giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg

woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget

at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil

wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa

Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte

paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den

[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere

Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc

giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed

icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den

Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi

hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun

skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra

Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle

randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde

mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg

kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc

Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens

Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun

tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.

[103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff

Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc

høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers

Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg

wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«

[104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med

Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.

Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for

att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den

v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«

Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye

oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att

ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc

Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,

dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er

opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed

bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke

Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret

oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.

Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend

ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.

#En Morgen Dict paa den Thone:#

Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._

_1._

Min Tunge skal med Stemme

Forkynde Siælens Act,

Som ey i Dag wil glæmme

Att priiße Guds Almact

Oc tacke Skab'ren bliid,

Som siine Wæctre sændte,

Mit Leye de omspændte,

Mig woctede med Fliid.

_2._

Med Sorrig ieg mig lagde,

Aff Graad war salt min Mund,

Ieg til mig selffwer sagde:

Du seer ey Morgenstund!

Men Herrens Goedheds-Krafft

Befalte Søffnen søde

Min tørre Hiærne bløde

Oc queege med sin Safft.

_3._

Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!

Ieg Sengen slippe kand,

Med Waaben mig vdryste

At striide som en Mand

Moed Satan, Synd oc Død,

Moed eget Kiød oc Wille

Oc alt, mig wil adskille

Fra dig i denne Nød.

_4._

Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!

Mit Kaarß er aff din Haand.

Wilt tyngsten Ende bære

Oc lindre hwaßen Baand?

Ieg ellers wißelig

Der vnder maa fortwiffle,

Thi diine Skud oc Piile

De sticker hart i mig.

_5._

Din Naade wilt vdøße

Oc rundelig betee,

Moed miine faderløße

Din Mißgund lade see?

Wær' derris Fader mild,

I Nøden ey forglæmme,

Hoes fræmmede forfræmme

Moed derris Fiinders Wild?

_6._

Ieg arme Støff oc Aske

Endnu et beder dig:

Mig icke att forraske,

Henrycke plutzelig;

Men lade mig min Aand

Med fuld Fornufft oc stille,

Med gott Taal oc goed Wille

Befale i din Haand.

Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,

effter som hun icke forstoed tydsk.

#Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:

Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._

_1._

Sprich Vernunfft zu meine Seel:

Dich nicht queel,

Beßer Leben dich erwehl!

Es ist doch nicht zu erlangen,

Das fürbey

Wieder sey,

Wie man's thut anfangen.

_2._

Warumb dan bekümmerst dich

Engstiglich,

Zeuffsest immer, bist trawrich?

Du kandst es mit vielen Sorgen

Endren nicht.

Das geschicht,

Was geschehn sol morgen.

_3._

Hab'n verlohren Haab vnd Guht

Zwar weh thut,

Schöpfe wieder ein frisch Muht!

Es war vberflüßig kröhtig,

Die Natur

Hat doch nur

Weinig davon nötig.

_4._

Ist der Leib gefangen hir,

Glaube mir,

Es g'ring schätzen steht bey dir.

Du bist frey vnd vngebunden,

Keine Hafft

Hat die Krafft

Dich zu können wunden.

_5._

gleiche

Endlich ist es - - - - viel,

eben

Wan dein Spiel

Hat erreichet seinen Ziel,

Vnd du muß vom Leibe scheiden;

Es geschicht

Oder nicht

Auff Stroh oder Seiden.

_6._

Wol dan, frisk auff, meine Seel!

Dich nicht queel,

Das nichts deine Ruhe fehl!

Gott in Noth dich nicht läst stecken,

Er weis wol,

Wan's sein sol,

Hülffe zu erwecken.

Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto

Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er

neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand

bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc

Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig

saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands

Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc

sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil

singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff

Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som

war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel

kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg

fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer

icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden

att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.

Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede

sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om

anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden

[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct

(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist

sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel

saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I

faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en

andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit

Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til

Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend

Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war

Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:

»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde

skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc

forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen

von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald

guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald

guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,

oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom

hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das

sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das

herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?

Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.

swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,

stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret

bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en

_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig

wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til

Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc

giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog

talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff

Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.

Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for

en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed

loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot

Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded

warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer

Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet

talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:

»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten

sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,

wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«

Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu

Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer

Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte

singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:

»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan

der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol

thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht

singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.

Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685 · 第 10 / 22 段