slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder
Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og
Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne
af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 21 Anm.
Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att
henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers
opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff
opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde
med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den
Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun
sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand
vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer
maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc
talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders
Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,
brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da
den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen
hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da
bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc
indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9
Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog
ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,
hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde
parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.
stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg
skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig
om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,
som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded
end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!
Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,
maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc
talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her
vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa
ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog
mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,
att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde
faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,
thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,
hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden
igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war
der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en
_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.
vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre
erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde
Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,
thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly
mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange
Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem
siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa
leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end
att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun
leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc
som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en
Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«
Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«
(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde
for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg
sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske
igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun
sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,
wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun
wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde
Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg
skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du
skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender
der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med
Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds
Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun
haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,
oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff
henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded
Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter
sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig
andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med
Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att
ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn
med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa
Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,
lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,
som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde
ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
[98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede
skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for
Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør
bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«
[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,
se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
Fods S. 24.
[100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~
(d. 1660).
Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad
nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded
himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter
Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede
Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:
»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand
icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig
oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde
hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda
bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded
kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad
Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde
hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«
swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit
Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,
sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen
alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können
Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich
meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr
köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine
Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand
war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest
fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget
dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die
Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen
i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder
vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg
skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi
bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war
bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel
fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene
Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til
att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere
Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc
Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med
Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine
Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine
Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min
Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,
saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud
inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men
hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se
~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen
~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny
kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar
(ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for
Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos
~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.
Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa
Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans
Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke
til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i
Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans
Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra
Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den
Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den
næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.
[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,
~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora
Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene
(f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven
voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost
til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge
i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.
Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren
af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.
Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa
høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,
Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der
Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,
oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine
Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded
Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige
Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff
miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«
Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene
føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg
kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I
en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde
ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk
att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),
»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie
hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte
leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,
wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik
Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden
bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg
sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg
kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender
leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet
bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et
Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,
som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene
tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede
ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er
oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme
Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe
ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa
noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:
»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge
oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff
Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att
fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att
giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg
woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget
at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil
wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa
Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte
paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den
[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere
Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc
giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed
icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den
Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun
skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra
Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle
randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde
mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg
kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc
Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens
Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.
[103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff
Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc
høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers
Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg
wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«
[104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med
Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.
Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for
att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den
v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«
Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye
oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att
ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc
Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,
dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed
bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke
Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret
oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.
Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
#En Morgen Dict paa den Thone:#
Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._
_1._
Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Siælens Act,
Som ey i Dag wil glæmme
Att priiße Guds Almact
Oc tacke Skab'ren bliid,
Som siine Wæctre sændte,
Mit Leye de omspændte,
Mig woctede med Fliid.
_2._
Med Sorrig ieg mig lagde,
Aff Graad war salt min Mund,
Ieg til mig selffwer sagde:
Du seer ey Morgenstund!
Men Herrens Goedheds-Krafft
Befalte Søffnen søde
Min tørre Hiærne bløde
Oc queege med sin Safft.
_3._
Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
Ieg Sengen slippe kand,
Med Waaben mig vdryste
At striide som en Mand
Moed Satan, Synd oc Død,
Moed eget Kiød oc Wille
Oc alt, mig wil adskille
Fra dig i denne Nød.
_4._
Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
Mit Kaarß er aff din Haand.
Wilt tyngsten Ende bære
Oc lindre hwaßen Baand?
Ieg ellers wißelig
Der vnder maa fortwiffle,
Thi diine Skud oc Piile
De sticker hart i mig.
_5._
Din Naade wilt vdøße
Oc rundelig betee,
Moed miine faderløße
Din Mißgund lade see?
Wær' derris Fader mild,
I Nøden ey forglæmme,
Hoes fræmmede forfræmme
Moed derris Fiinders Wild?
_6._
Ieg arme Støff oc Aske
Endnu et beder dig:
Mig icke att forraske,
Henrycke plutzelig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornufft oc stille,
Med gott Taal oc goed Wille
Befale i din Haand.
Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,
effter som hun icke forstoed tydsk.
#Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:
Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._
_1._
Sprich Vernunfft zu meine Seel:
Dich nicht queel,
Beßer Leben dich erwehl!
Es ist doch nicht zu erlangen,
Das fürbey
Wieder sey,
Wie man's thut anfangen.
_2._
Warumb dan bekümmerst dich
Engstiglich,
Zeuffsest immer, bist trawrich?
Du kandst es mit vielen Sorgen
Endren nicht.
Das geschicht,
Was geschehn sol morgen.
_3._
Hab'n verlohren Haab vnd Guht
Zwar weh thut,
Schöpfe wieder ein frisch Muht!
Es war vberflüßig kröhtig,
Die Natur
Hat doch nur
Weinig davon nötig.
_4._
Ist der Leib gefangen hir,
Glaube mir,
Es g'ring schätzen steht bey dir.
Du bist frey vnd vngebunden,
Keine Hafft
Hat die Krafft
Dich zu können wunden.
_5._
gleiche
Endlich ist es - - - - viel,
eben
Wan dein Spiel
Hat erreichet seinen Ziel,
Vnd du muß vom Leibe scheiden;
Es geschicht
Oder nicht
Auff Stroh oder Seiden.
_6._
Wol dan, frisk auff, meine Seel!
Dich nicht queel,
Das nichts deine Ruhe fehl!
Gott in Noth dich nicht läst stecken,
Er weis wol,
Wan's sein sol,
Hülffe zu erwecken.
Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto
Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er
neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand
bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc
Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig
saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands
Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc
sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil
singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff
Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som
war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel
kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg
fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer
icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden
att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.
Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede
sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om
anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden
[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct
(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist
sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel
saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I
faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en
andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit
Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til
Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend
Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war
Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:
»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde
skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc
forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen
von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald
guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald
guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,
oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom
hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das
sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das
herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?
Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.
swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,
stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret
bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en
_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig
wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til
Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc
giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog
talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff
Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.
Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for
en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed
loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot
Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded
warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer
Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet
talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:
»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten
sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,
wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«
Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu
Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer
Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte
singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:
»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan
der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol
thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht
singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.