Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en
trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i
dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev
indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var,
at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham
og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i
Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod
den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris
drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling
underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er
trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr.
~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~,
Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle
af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i
Oversættelse.
[106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme
Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er
gandske mørkt._«
[107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for
sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
Sang, hwem ded kunde wære._«
[108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern
lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet,
oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der
afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og
Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han
aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.
Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet
talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc
giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre
_Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine
Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc
adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den
Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse:
huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig;
fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc
alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem
stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange
_Christian_ i Trappen.
Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt
hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening,
att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor
vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en
Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke
wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med
Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken
diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men
sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille
op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte:
»Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg
spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att
ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som
gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad.
Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde
reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte
Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware
begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant
ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer
hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke
Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren
Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i
henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff
hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale
Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar
hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den
soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om,
oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags
Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med
de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware
paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte
med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der
Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner,
oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en
Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt
før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part
brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde
skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke
tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war
oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom.
Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en
Søffn; dermed war den Wreede forbi.
[109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden
kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte
Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en
der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg
icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«
[110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.
[111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt
nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne
Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af
det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~,
Griffenfelds Levnet S. 43-44.
Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i
Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg
haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men
hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg
swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte
ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?«
Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor
dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I
haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded,
som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar
ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr
wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth
genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte
effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for
att faa ded fra Pigen igien.
Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte
liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes
Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte
for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4
Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind
til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg
loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war,
hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke
troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem
Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu
Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til
Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig
giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
[112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i
Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa
haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den
Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg
loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«
Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii
haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware
fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til
min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct,
oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att
snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer
paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att
haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das
alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded
herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den
andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte:
»Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine
gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre
ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste
nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs
Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded,
grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc
meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten
aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded
skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker
toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke
Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som
billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand
kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe
Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med
en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe
til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom,
foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde
ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg
bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand,
Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg
nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i
Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke
kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i
Werden.
[113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa
Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg.
Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.
[114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir,
deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille
#notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc
med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge;
Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne
Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den
imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne
Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff
Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war
aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med
Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«
Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk
Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen
kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte
ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded
wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog
igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc
alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for
mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
_Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war
gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att
_persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med;
men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden.
Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war
bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op,
haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg
Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke,
hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff
hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens
Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt
ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde
sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste
wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang,
hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff
ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til
trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder
Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg
haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis,
hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren
icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder
goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel
wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til
mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg
swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt
der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att
giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe
ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der
hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat
Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først
Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded
lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König
sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette
skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind.
Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den
König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es
nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst
du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte:
»»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe
hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das
ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam
mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia,
ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre,
Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att
mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe
mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig
effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed
lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige
op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
[115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og
saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det
er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere
gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller
om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har
opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet,
hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er
ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at
være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men
ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter
Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor
Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften
idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det
paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer
efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme
un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de
la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit
à la Reine.«
[116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff
Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff
en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde
Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff
til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke
fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i
den af 1710.
[117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid
Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde
opfundet for at undgaa Efterstræbelser.
Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som
er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_,
gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc
som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede
med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær:
»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som
hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der
ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa
Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I
hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke
alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke
komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min
vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der
wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre
Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters,
stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om
Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war
en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!«
Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær
om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer
hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke
holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff
Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun,
»om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg
sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab?
Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
_Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør
ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded
onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere,
førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk
tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør
ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand
lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun
en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde
aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg
hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit
Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en
Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os
er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk
_Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer
wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde
taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg
wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke
kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig
Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg
giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med
miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad
kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun
teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde
intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed
ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct,
da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til
Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott
vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir
verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded
Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu
saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig
Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa
wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede
icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til
mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das
wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En
Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.
_Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte
meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc
ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
[118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s
Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel
lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes
vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres
rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr.
318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom,
ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.
[119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med
sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde
flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war
hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt
ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand
endnu skee.«_«
[120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war
saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller
Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
ded betyde._«