kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att
ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att
_disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att
haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt
reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til
forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine
Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff
huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en
Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig
wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold?
Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt
ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig,
att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med
hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig,
haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem
v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest
Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad
ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid
oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender
lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end
om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med
Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii
Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg
v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre:
Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre
imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min
Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu
derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige
Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg
endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_?
Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg
spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg
skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde
ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg
war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att
mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle
giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde
_disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded
syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men
waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte
gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter
igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine
Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om
Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi
Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst;
dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber
einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt
vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede,
oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da
talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg
icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg
begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc
bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff
oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud
wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad,
mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc
hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med
Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med
hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde
ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde
giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg
icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands
stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog
saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede;
bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille
forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue
mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde
giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine
Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min
Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand
tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand
gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min
Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde
ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands
Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were
naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc
widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig
gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din
Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde
mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen
diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris
med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som
frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft
fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker
Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som
raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der
offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer
oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer
vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i
Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart
giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage
imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med
Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden
lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet
hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men
hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu
bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig
ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun
wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode
ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war
mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind,
bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa
troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig
suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«;
tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte
_divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc
sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde
ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge
[til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig
dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for
Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue
gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt
sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc
bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med
Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis
hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men
hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en
Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded
syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget
rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc
gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn
_Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis
widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte
hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_
Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste.
Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind,
effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger:
»Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en
sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men
kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal
lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke
krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete
Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen
Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor
war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane,
som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff
oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer
wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._
(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade,
saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg
spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt
bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge
_Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded
Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
[83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene
synes ikke ret vel at tillade det.
[84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste,
saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck.
Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede
Raßmus._«
[85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse
foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra
Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.
Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde
intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff
icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar.
Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget
hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar,
hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun
aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre
Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded
Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war
et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun
swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed
Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg
haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da
skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis
op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i
midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære.
Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende,
huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att
hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde
hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet
tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede
ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet
sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa
meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff
wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg
haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at
om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war
roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand
med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter
Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand
skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand
Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed,
som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en,
der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed
hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc
Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage.
Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde
greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens
Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_
icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat
oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme
i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den
Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer
andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc
førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt
ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine
Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_
saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en
Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc
Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff
en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war
døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde
werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder?
Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa
høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte
ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke
Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers
kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg
icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att
betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff
luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere
om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands
Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun
aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded
stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff
worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg,
som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente
for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß
giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en
gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn
ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i
Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae
hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war
Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde
loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den
Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i
Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_
til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee
siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den
Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La
Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i
_Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la
révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt
mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som
ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at
tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog,
Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.«
Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener
ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som
_Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa
liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att
hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_
med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser
bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge
Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff
fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße
Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc
selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde,
men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war
twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod
de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_
gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem
icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk
lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
[86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«
[87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«
[88] Jvfr. S. 33.
[89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme
Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.
[90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att
min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« --
Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den,
følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i
Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et
fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte,
at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand
af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at
overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts
Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant
i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del
danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde
Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i
Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i
Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det
Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at
han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under
den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog
Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og
anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen
havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men
uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af
Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt
en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk.
Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid
strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques
Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve
eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig
anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at
de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske
Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste
Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se
~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn.
Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at
sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker
længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af
Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne
efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog
slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var
et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have
gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed
saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet
Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte
Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens
Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da
er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der
paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre
korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at
der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til,
at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har
været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det
for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et
Blad o. s. v.).
[91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt
Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~,
der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er
Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s
Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af
det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig
yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne
Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen
nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen
var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme
gjættet sig til.
[92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før,
icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«
Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag
att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att
see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i
diße Lande.[93]
[93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65.
Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.
Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna
Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid
skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil
imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg
kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded
ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle
faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc
tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]
haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu
fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede.
Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde
ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.«
»Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min
Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded
kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste,
hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg
ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar
saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik
til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal
wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt
er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt,
da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom
Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att
ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden
Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang
Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre
_Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg,
efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware
Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld
oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender,
efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde
wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte,
att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som
skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun
tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte
adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed
derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun
meget omgaaet.
[94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af
Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste
Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien
foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr.
~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa
meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa
samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.
[95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden,
at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
1636.
[96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om
Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg
kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes
denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.