tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue,
effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte;
maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi
kl. Vnaade._«
[73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale
paa den Dom. Alle taw stille._«
[74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere
overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den
oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.
[75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun
Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa
Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«
Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem,
att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es
wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa
op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til
Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr.
suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger
intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes
med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte
_Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til
Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde
loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om
Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun
wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig
Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg
tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig.
Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken
imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte
Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna
loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den
Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
[76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris
Samtale._«
Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte
Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig,
oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med
mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig,
som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min
Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade
hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att
prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att
wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa
Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad
Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.«
Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg
skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra
Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded
oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit
Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal
I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye
nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade
hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg
haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg
beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig
vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter
Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde
ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig
Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine
Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been,
fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war
henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun
wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da
tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i
ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc
efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der
offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom
til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen
ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
[77] Jvfr. S. 39.
Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte
Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge.
Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc
huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd
oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i
huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att
min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg
wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte
eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer
wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!«
Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi
der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke
att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den
Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick
bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte
op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die
Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede,
der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end
att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg
haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa
vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille
vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg:
»Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf.
hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig.
Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa
eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack,
Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der
ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til
mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler
tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig
fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der
toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue
haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G.
Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor
wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel,
att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de
Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød
ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog
Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint
aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war
hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre
fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc
affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G.
Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der
fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog
ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for
mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor
en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed
ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue
faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war
forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der
skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße
derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers
Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand
witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow
brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer
Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße,
spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der
en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den
oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand
spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde
wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff;
hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente
Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste
giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om
Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue
Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera
point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad
ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist
staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget
fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog
intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller
effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes
derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren
wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit
anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi
der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de
Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de
_Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G.
Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed
meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening
der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc
meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer
den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er
der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand
maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.«
Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis
Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet
aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min
Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde.
Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke
opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da
erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget
diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße,
oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra
Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke
hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G.
Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc
begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget
fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart
trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret
noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg:
»I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om
icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est
que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow
_inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war,
min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were
solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour
Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte
ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu
haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg
suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til
Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,
_Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min
Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand
spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret
heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded
heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande
ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att
ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see,
derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,«
suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att
hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte
mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om
ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre
Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til
mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er
nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna
oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,
haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge,
førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den
Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle
Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att
finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn
er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde
spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede
stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er
forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded
for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin
Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste
Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre
toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted
beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6
breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war
nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt
med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett
Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller
for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow
med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i
en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet
høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min
Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden
mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd
offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded,
sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som
flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade
fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg
giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist
att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde
afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter
som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed
den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand
om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax
bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81],
befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som
formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her
i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om
ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde,
att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult,
att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede
hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud
om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte
intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille
ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer.
Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke
behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue,
i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den
Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen
æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig
fare wel.
[78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna
Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
det Følgende.
[79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se
~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.
[80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift
med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal
af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til
den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men
stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ
Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine
Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at
oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse
indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p.
41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia
diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.
[81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i
Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død
1683.
[82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.
Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf.
spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller
om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte
intet.
Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_,
meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi
Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet,
att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade
følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er
en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde
hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor
for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde
drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa
haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke,
ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed
med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien,
oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so,
wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde:
»_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte
paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis
Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille
nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad
hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde
werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff
den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner,
indtil ieg hender loed anded forstaa.