vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist,
vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den
indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der
Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de
endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand
dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war
7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de
Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war
paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte
hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att
der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter
kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter
Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag,
huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir,
Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow
huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin
Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage
til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand
widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde:
»Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige
til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att
hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort
oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand
haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand
forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu
sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand
ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller
Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc
huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde:
»Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en
fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit
Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders
Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg
suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for
mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed
kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand
icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft
noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc
ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen
Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded
gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc
saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue
werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att
drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig
haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg
saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en
Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg
kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden
Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede
atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med
goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne
Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en
_absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad
hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl.
Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc
Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end
ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand
giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke
sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de
Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen
suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der
til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed.
G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff
adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg
haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg,
att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg
icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de
andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til
Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F.
Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G.
Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war),
»huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis,
huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til;
»ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige
min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare
til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff
fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen
(suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen
holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig
witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra
Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om
icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg
gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke
war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der
effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker
paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied
aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg
kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen
Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som
ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad
hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene;
en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel
aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_
der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i
alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de
op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede,
att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem
om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,«
suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der
er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I
maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om
nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre
Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff
decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret
lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter
den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand
bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen
oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme
igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne
ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte
Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed
da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene
hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne.
Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft,
huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey
heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa
potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5
Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min
Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en
gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded
gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen,
Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded
war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded
Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede,
kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa,
saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet,
som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang
maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett
Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man
icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den
Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were
sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre
ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker
I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil
suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack
giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att
troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
_Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede
Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa
witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom
hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff
_interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed,
huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten,
thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog,
befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed
oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att
ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom
Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel
de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig
høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom
ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun
endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar
hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge
bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von
Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat,
om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke
meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff:
»Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet
noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng
oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet
Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von
Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug.
Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch
nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne,
eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß,
wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten.
Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß
dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele!
nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd
auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr
könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?«
Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc
rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?«
Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett
Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att
hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr
wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr
wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott!
Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer
fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem,
saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte,
oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es
ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!«
Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie
kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien,
murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg
icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa
ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter
Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter
dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff
Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom
ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff
holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om
adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war
paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre.
Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_
Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn
spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen
dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde
tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med
tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid
begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war
ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands
Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme
derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand
haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war
for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog
wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war
alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til
att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig
i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii
haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde
fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl
oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en
Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia,
ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her
ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed
att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att
hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed
meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske,
att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam,
att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den
Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender
huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun
helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun
dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see«
(sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded
minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded
Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede
mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.
[65] Jvfr. Indledningen.
[66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter
om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at
Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav.
Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til
Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.
[67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se
~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.
Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte,
anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest
op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de
wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere
arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi
Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender
haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun
sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue
tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa
Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen
ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war
med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
_Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde
vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att
huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_
forrefalt.
[68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse,
der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.
Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware
igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem.
Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff,
att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester
Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte
sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed
Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att
Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att
hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en
Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl.
Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag
haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke
wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc
raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig,
huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders
Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg
suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist,
hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære
for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt.
Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded
ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede
Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer
andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig,
om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett
besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
»Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil
ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg
kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte
som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt
war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der
effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende
stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter
igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end
lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße.
Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum
Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis
Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde
til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre
Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som
Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att
Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff
dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde
erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc
Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff
Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold,
att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc
vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede.
Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa
v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret
ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført,
paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc
Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war
befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet
Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc
werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne
_Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en
_criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war
oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert
Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men
faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den
v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz
betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa
oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken
de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred
vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de
v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc
weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad
dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den
haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,
_Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der
sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg).
»Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds
Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min
Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_,
fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc
Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen
bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor
liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig
saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?«
Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med
Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin
Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen
Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff
Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De
Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant,
der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue
giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen
egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning
hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem
komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa
mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog
Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa
att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren
oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen
bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg
sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig
effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att
ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow
spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger,
maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
_Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før,
att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded,
føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke
sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer
tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen
wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige
Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_.
Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg
bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde
ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant
war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun
begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine
Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en
stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for
meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand
er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem
hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden
Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den
v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den
Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde
Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig
vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen
Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne
skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud
giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft
vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde
Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge
kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc
Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind,
oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig:
»Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste
hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc
kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol
nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben
Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch
wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde
sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack
feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att
see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde
_simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen,
satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc
Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket
imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att
acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc
den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde
besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun),
»ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den
Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke
sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget
christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun
widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem
wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem
icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att
hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de
endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man
burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner.
Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget
_diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc
efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa
meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde:
»Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig
Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi
mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.«
Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er
wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor
offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff
Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde
Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware
den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands
Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til
hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr.
suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em
nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De
Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de
Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc
sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc
mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom.
Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til
ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i
huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken
sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen
behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre
plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg
sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til
Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne
vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt
Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den
tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en
Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de
Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar
hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil
Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war
bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns
Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad
hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer
Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe
Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg
war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc
war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd
oc haffuer den endnu[75].
[69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens,
Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til
Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne
til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om
Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte
Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra
Borgerstanden meldes ellers Intet.
[70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl.
Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald
Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge
dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich
sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand
kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc
giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre
vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om
firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
#vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres
Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.
[71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24.
Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens
Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et
Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.