det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han
ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D.
S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af
Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre
af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske
lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S.
158.
[47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte
Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i
Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en
temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.
[48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har
været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S.
250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R.
1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han
Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt
i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen.
Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft
Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de
Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel
Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at
tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~,
den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med
Moderen paa Maribo Kloster.
[49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge;
i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter
først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian
IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter
Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og
paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev
Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene
(~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~,
Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63
opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede
endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale
publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1.
pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815,
4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.
[50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen
yderligere Oplysning.
[51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe
Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A.
ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt
man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at
Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod
Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog
let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som
Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over
Ulfeldt.
[52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa
Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot,
1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf.
Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og
af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132)
fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det
Sidste.
[53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf
Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til
Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til
Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds
Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.
[54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser
af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i
~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.
[55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første
Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været
hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev
grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev
nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være
bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han
at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.
[56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.
[57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske
Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von
der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa
Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland
og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og
legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en
Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr.
Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag.
291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om
iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke
snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal,
bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s
Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi
efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans
Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke
kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst
~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind
i Landet med Dronning Sophie Amalie.
[58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er
tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue
icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i
huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er
slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at
noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.
[59] Se S. 34 Anm. 3.
[60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den
danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni
1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.
[61] Dette Ord er senere overstreget.
[62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs,
Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S.
131-34.
[63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«,
maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var
død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han
endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder
foregik.
Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind,
bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte
intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded,
gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war
den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med
Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som
hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand
sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc
befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand
sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien,
huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg
noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget?
Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang.
Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart
paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware
tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med
Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi
en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde,
suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott!
dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe
igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand
haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att
der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff.
Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte
Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender
for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet.
Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist,
hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt,
att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder,
som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk
oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender
Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord
meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle
were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc
sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke
førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn
Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens
Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter
Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet
en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi
Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig
oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil
ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde,
att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende
Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min
Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min
Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med
forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc
ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken
war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were
bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet
Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis,
deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att
æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden
satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden
for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi
Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens
Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter
træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom
de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min
Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg
Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem
Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed.
Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.
[64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med
Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine
Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
1658.