begynde min _Iammers Minde_ med Begyndelsen aff den Dag, paa
huilcken den _fatal_ Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om,
huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8.
_Augusti_ _Anno_ 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for _St.
Anna_-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff
_Petcon_, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis _Recident_ i Engeland[30],
war _committeret_ mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg
klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa
Offuerlaaget med en stadig _Resolution_ friimodeligen att tage imod
alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig
hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc
wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt
for^{te} Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis.
Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder _Braten_[32] i
_Dovers_ mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min _Arrest_
spurte), som war, att mig maaskee _General Major_ Fuxsis Død[33]
tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde
_persuaderet_; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet
kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz _Major_
Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste
Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz _Majoren_ spatzerede
frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg _en passant_
spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »_Bonne
mine, mauvois ieu_«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet
kom _Capitain_ Bendix Alfelt[36] med flere _Musquetterer_ om Borde,
oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick
Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi
_Cajutten_.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom
_Capitain Alfeldt_ ind til mig oc sagde att haffue _Ordre_ miine
Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg
suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde
hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden _Copier_ aff, huis Breffue
ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, _Annotationer_ om ett oc
anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske _Vocabler_; ded
offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde _Alfeldt_ vdi en
Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse
forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
effter kom _General Major_ Friderich von _Anfeldt_[37], _Commandant_
i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden
for _Cajutten_. Ieg _parerte_ strax. Hand helste mig, gaff mig Haand
oc brugte mange _Complimenter_, talte stetze franzøsch. Hand glædde
sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde _incommoderet_
mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
_accommoderis_. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde:
»_Monsieur_ siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«,
_replicerte_ hand, »I skal dertil bliffue wel _accommoderet_, I skal
bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel,
huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes
fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa
kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^{te} Sølff
Senge-Potte (som _Cap. Alfeldt_ med sig tog) fordrede. Ded Papir,
_Cap. Alf._ der offuer haffde forseglet, war aff brut. _Gen. Majoren_
wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders _Iuëler_,
Guld, Sølff oc Penge igien; _Cap. Alf._ haffuer forstaaet Vret, ded
war ickun Breffue, hand war be_ordret_ att afffordre, oc de erre
alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
_disponere_, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa
er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O
_Iesus_« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att
_disponere_«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg
min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men
hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant
anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff
mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem
paa ded beste. Ieg _complimenterte_ hannem, saa som der paa hørte,
loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff
sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war
smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de
holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att
sette Manden i _Humeur_; giorde der en lang _discours_ om, huorledis
de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige
haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff
Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun
suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von
_Anfeldt_, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige
war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen
effter lang _discours_ tog _Gen. Majoren_ Affskeed med den
_Compliment_, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart
komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad,
att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille
_recommendere_, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg
skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der
Klocken war imod tre, kom _Gen. Maj._ von _Anfelt_ igien, war meget
latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde
werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg
skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i
ded wiiste hand paa _Musquettererne_, som stoede langs paa begge
Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc _incommoderede_, oc att Roelighed
tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet
_incommoderte_, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom
ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i
siine _Complimenter_ oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle
hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig
synnis« (sagde hand), »att I icke megen _Bagage_ haffuer med Eder oc
maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand
behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
om hands Frue mig besøgte, men min _Bagage_ war saa stoer, som mig
end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget
behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue
forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem
dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande
_discours_, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden
med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att
optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet,
huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, _Madame_, att træde
i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster
alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. _Gen.
Majoren_ tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste
[Lütenant] Roßenkrantz, _Capitain Alfeldt_, Peter Dreyer oc min Pige
ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet
ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade
begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig,
oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den
anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde
hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn
vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke
were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten
ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme
lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som
sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender
saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff
all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede
mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde
sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris
Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. _Gen. Majoren_ holte
mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd
(som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand
dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære,
huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand
wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand,
huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand
tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an
wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg _Capitain Alfeldt_ i
Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa
Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc _Musquetterer_
stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed
Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc
efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil
Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men
wente sig knap oc sagde til _Alfelt_: »Hir her«, oc gick der med til
ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med
Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge
were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til
Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc
Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil
ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til
Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang
Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^{te}
_Cap. Alfeldt_ i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att
følge, bleff aff _Gen. Maj._ von _Anfeldt_ til raabt, att hun skulle
bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste _Alfeldt_
Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den
Mørcke Kircke. Der _quitterede Alfeldt_ mig med en Suck oc liden
_Reuerentz_. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands
Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling
effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør
lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en
Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa
Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde
Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg
mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der
haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort.
Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind
til mig Greffue Christian Rantzow, _Premier Ministre_, Peter Retz,
_Canzeler_, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da
_Secreterer_[45], huilcke mig alle med _Civilité_ Haanden gaff.
_Canzeler_ holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min
allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, _Madame_, sige,
att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som
I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att
der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre
saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa
Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til _Canzeler_, huorpaa
Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste
Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For
ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand
formedelst hands Suagheds Skyld _consulterde Medici_, om ded hannem
war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen
hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en _Medicus_ i Holland
wed Naffn _Borri_[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte.
For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte
ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre,
huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands
Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland?
Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en
Herremand wed Naffn _Cassetta_[48], min Piige, som med mig hidkom, en
_Lacquei_, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens
Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde
ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi
ett Kammers _à part_, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg
kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de _Arander_[49],
for^{te} _Cassetta_ oc en Herremand, som heder _Ognati_[50]. For ded
6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med _corresponderet_?
Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51],
Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria
Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde
fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg
suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde
hafft fleere _Iuëler_ med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att
haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med
en Demant vdi, huilcket ieg en _Lutenant_ i _Dovers_ wed Naffn
_Braten_ (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte:
Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200
Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa
ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, _Madame_, Hands
kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc
ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde _Marichal
de Birron_ bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille
sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg
haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille
haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide
haffde bekiendt; der for betencker Eder, _Madame_!« Ieg suarte: »Huad
mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded
skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow
mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels
Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der
effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war
lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i
Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer
Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc
Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der
Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens
Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde,
Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens
Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke
stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid
Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck,
ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke.
Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens
Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal
haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit
Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter
haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet
war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer
icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde
hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff
min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad
ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr
sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt
forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære
Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc
icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded;
ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun
drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt
_Ducater_ vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke _Camisolle_
ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper _Iacobusser_
oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg
den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa
blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick,
huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr
wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand
paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist
nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med
mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att
giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke
effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i
klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med
Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede
dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
nogle _Ducater_, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en
Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit
vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i
Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede
hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide,
ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg
suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar
fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel
Plündrings _Ordre excequere_, hun haffde lenge fult henders sl. Mand,
Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid
haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe
til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med
sin Hatt paa oc sagde: »_Leonora_, warumb habet Ihr Ewre Sachen
versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet
den _Resolution_ icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige;
hands _Qualiteter_ ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen
en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem
syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter
igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg
saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre.
Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes
mig war ingen _Apetit_, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag
haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den
Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte
Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen,
der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for
Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae
sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att
mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte)
med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H.
Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde:
»De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de
Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra
Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg
trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet
intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun
sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring
att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde
ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg
war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste
tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom,
troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg
kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig
alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen
selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese
Na[c]ht bey _Leonora_ seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd
hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir
Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde
widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer
werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«;
fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc _caresserte_ mig paa
henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«,
soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede
Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op
aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i
Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc
huorledis Iomfrue _Carisius_[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet,
mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att
kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den
v-sædwanlige _Caresse_, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den
Huck, som loed see saa stoer _Affection_, som hun giorde, i
Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide,
huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der
ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en
Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att
allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet
v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand
reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede
ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale,
iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit
i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg
v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte
oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle
om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
_Historier_ der vdi att flicke, saa att den _discours_ mig (vdi da
werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff
Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender
Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte
min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller
Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa
spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til
Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa
himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen
til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i
Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken _Leonora_ oc henders
Herlighed _etc._, huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste
hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan
Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick
ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg
meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes
mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender
trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en
anden der til bleff _ordineret_, effterdi hun war i anden Tienneste;
men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider,
nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende
Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle
errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis
Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware
faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede,
men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand
kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine
V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde,
græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig
(som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl.
Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd
hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt
snackede wii saa bort.
[29] ~Peter Dreier~ var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske
opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid
var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre
adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter
igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den
Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været
Sekretær hos ~Petkum~, og denne var det, som overdrog ham at
ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af
~Kall-Rasmussen~ i ~Danske Magazin~ 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der
ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).
[30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666
forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i
Commerce-Collegiet.
[31] I Randen er senere tilføjet: »_Ieg haffde en Ring med en
Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet
i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa
min Tale, att der war noget i Munden_«.
[32] Hvilken Rolle ~Braten~ spillede ved Leonora Christinas
Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i
Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora
Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.
[33] Generalmajor ~Adolf Fuchs~, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora
Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad
de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa
Korfits Ulfeldts ældste Søn, ~Christian U.~, kalder Fuchs en »Bonde
og en Skræder af sit Haandværk«, se ~Wolff~'s Journal f. Politik
1816, 2, 93-94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle
antages at have været en Søn af General i Artilleriet ~Hans Philip
v. Fuchs~, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom
Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde
taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da ~Christian Ulfeldt~ --
der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i
saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med
Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By
-- møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans
Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten.
En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af
dette Mord, er trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journal f.
Politik 1816, 2, 90-96; jvfr. ~Paus~, Corf. Uhlefeld 2, 216-17;
~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;
~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 280-81. Hos ~Paus~ a. St. er ogsaa
aftrykt et Brev fra Grev ~Christian Rantzov~ til Korf. Ulfeldt,
hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos
Frederik III.
[34] ~Niels Rosenkrands~ til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
af -- det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se
~Løvenskjold~, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2
flg. -- været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig
udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter
den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for
Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til
Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.
[35] ~Steen Andersen Bille~, en naturlig Søn af Rigsmarsk ~Anders
Bille~, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major
ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den
danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant
i Kjøbenhavn.
[36] Maaske den Samme, som i ~O. H. Moller~'s Nachr. von d.
Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og
som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
Erobring; se ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677, S. 502.
[37] d. e. ~Ahlefeldt~. Han maa ikke forvexles med Fætteren af
samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o.
s. v. Den her nævnte ~Fr. v. Ahlefeldt~ til Maasleben og Hald var
allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
(han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i
Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde
den 4. Januar 1672.
[38] Hendes Navn var ~Augusta von der Wisch~.
[39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)
~Frants Eberhard v. Speckhan~'s Kone. Hun havde tidligere været
gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, ~Reinholdt Hansen~, og (efter
dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun
var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf.
Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens
de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres
rørlige Gods for dem. Jvfr. ~Suhm~, Nye Saml. til d. dan. Historie
1 Bd. S. 99; ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 386 og 471; ~Nyt histor.
Tidsskr.~ 4 Bd. S. 383-84 og 391; ~For Literatur og Kritik~ 1 Bd.
S. 171-72.
[40] ~Birgitte Ulfeldt~ var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med ~Otte Krafse~ til
Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange
løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland
og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder
sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling
(trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1,
121-27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder
hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og
hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der
opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans
Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at
lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon
Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende
med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller
blive nødt til at gaa i Fattighus.
[41] I Randen er senere tilføjet: »_Mig skulle snarere haffue mange
derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade
Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte._«
[42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget
i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.
[43] Slotsfoged ~Jochum Waldburg~ eller ~Jochim Waltpurger~, om
hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas
Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade
fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første
Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved
gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til
at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se
~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.
[44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist.
und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger
ved Molbech S. 89.
[45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve,
1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den
Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa
Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet
Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans
Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans
Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de
under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men
muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er
bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den
Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. --
~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa
fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør
forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den
Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe
det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men
han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at
være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som
Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at
Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til
Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne
Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist
fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620,
omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den
Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
Leonora Christina.