Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian
IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd.
1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli
1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli,
ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers
overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve
hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en
ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den
anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra
Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at
hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver
dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage,
og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl,
skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne
Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som
hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig
til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu
dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt
sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor
Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom
aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal
jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende,
forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne,
ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo
Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en
Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var
den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede
Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa
Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte
antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har
i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng.
2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først
senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den
foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom
ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf.
Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.
~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske
Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.
Skreffuen i ded Blaa-Taarn
_Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit
Fengsels ded elffte Aar, min
Fødsels Dag, oc Alders 53.
Aar.
Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse
worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket
effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.
Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens
særdelis Naade.
Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme
Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne
aff Hæßens, Naade imod mig.
Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant
hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er
bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue
forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel
haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder
oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de,
som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre
bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris
rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig
Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen
een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting,
de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa
offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._
Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage,
saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som
siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget.
Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud
allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!
[23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige
Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle
haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud
gaff Styrcke_«.
[24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at
gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den
oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den
anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet,
før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne
Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet --
notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det
idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen
af Fortalen.
Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig
wærende mit Fængsel bleff beretet:
1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff
Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att
dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens
Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see
(effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott
att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.
2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom;
sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end
som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige.
Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt
hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden
aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa
himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine
udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns
Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender
fra Døden.
4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde
Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde
til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit
Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck
(effter lang Biien) hannem døe.
5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som
een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde
saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en
Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa,
bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade;
ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet
høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke
Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem
endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde
hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist
das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
[25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.
6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.
7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.
8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede
Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att
Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig
Døden; Gud bønhørte hannem.
9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne
til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer
beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige
Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade
sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære
haffwer nyt.
10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage
maalløß, førend hand døde.
11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa
megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin
Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med
Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et
Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa
Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente
att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske.
Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem
den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct
oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget
hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«,
løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer
ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand
haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig,
som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om
talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en
anden i Fortred.
[26] Det er: ~Arnfeldt~.
Iammers Minde
eller
En Ihuekommelse om, huis
sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18.
_Iuli_[27].
[27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S.
13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med
Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.«
Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand
-- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne
Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er
draget hen over de udslettede Ord).
Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten
haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre.
Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa
bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere,
som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were.
Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc
beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige
Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker
oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden
vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende
Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc
staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe
til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor
smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel
oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed
den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min
Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed,
Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig
paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men
tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis
den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes
mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded
ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret,
att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc
naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc
Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige
Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!
[28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.