Monsieur le Comte
Leon D'Ulfeldt &c._
* * * * *
Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.
#S. B. Smith.#
Den fangne Greffwinne
Leonoræ Christinæ
Iammers Minde
Fortalen
Til mine Børn.
Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min
Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge,
da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine
Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind
haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey
kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser
att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer
tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att
ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære
Børn, den att tilskriffue[11].
[10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc
mange, tunge oc vtallige_«.
[11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att
miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße
trende sidste Aaringer meget er lættet_.«
Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring,
efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand
foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine
Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc
Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig
saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens
Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig
hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc
vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee
Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min
Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede
bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds
Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men
endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel
skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12];
att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig,
ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded
ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc
v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands
Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som
selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som
racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som
kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten
ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte,
haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud
haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end
vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer
kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er
sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen
oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia
gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er
stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte
Lufft. Gud allene Æren!
[12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de
Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af
Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er
bleven opmærksom paa dem.
Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære
Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris,
att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc
att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn,
tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue
hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett
Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist,
huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen
oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst,
mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning
haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder,
om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider
Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da
war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff
Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige
himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge
att bære.
I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder,
end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer
tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine
forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende
Gud for diß Offuerstriidende.
Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded
er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker
_Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte
_Anno_ 1651[13].
[13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk
forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder
Anledning til at udtale mig nærmere om dem.
At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om
Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet
haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre,
huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck
_Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott
oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded
betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid
vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
[14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i
Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger,
»_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres
Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end
til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig
Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at
denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun
ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske
nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har
en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes
Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm.
Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.
I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske
_Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade,
Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da
bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were
paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were
_arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded
skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da
sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc
tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min
Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad
Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde,
huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger
dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste
Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed
oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att
forsuare[15].
[15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz
Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.);
jvfr. Indledningen.
Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte,
huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender
Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in
Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt
i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til
Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg
bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig
fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att
were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede
ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som
war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst
(effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm,
huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg
der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17],
som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor
vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg
større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med
Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde
Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en
Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc
høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre
aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa
skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e]
Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke
kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre
bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min
Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg,
foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid
warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc
bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att
ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste
Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best,
huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff
Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig
besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue
løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc
tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa
Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der
effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis,
att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt
for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war
til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc
skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg
vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc
for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn,
bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end
Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_
att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske
Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig
indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
ded der att æde oc att vddricke.
[16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December
1661.
[17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af
enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik
1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni
1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa
Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf.
Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3,
135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte
Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.
[18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte
underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod
igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge,
samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til
ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne
Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38;
jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham
temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr.
Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den
havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under
Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for
~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf.
siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde
faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.
Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig
handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett
Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade
selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc
Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling
loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt.
aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden
wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig
himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske
_Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig
loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig
nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig
mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib,
som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl
wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
[19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde
forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i
Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa
Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del
Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den
danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen.
-- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de
allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville
blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da
opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for
enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller
passende at supplere Forf.s Beretning.
Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder
om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine
hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds
stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand
vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader
sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld
wældeligen mig vdriiffue.
Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens
Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand
offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed;
glæder Eder der vdoffuer.
Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for
Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem
hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att
fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder.
De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis
stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer
giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg
skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn
Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige
Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne;
ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder
forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden,
tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war
derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris
Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse
war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene
imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde
ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis
Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa
lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod
en huer effter Muelighed erkiende.
I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis
Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer
huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til
mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding
lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
[20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan
ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den
Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en
Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~
-- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og
da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige
Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man
heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at
trænge til hende.
Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc
_translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine
kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast
til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb
oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder.
Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler,
Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc
see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre
affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om
ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg
paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act
tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende
smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før
werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc
icke en Gned kommer aff en Gned[21].
[21] Hele dette Stykke er senere overstreget.
Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke
lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage
imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet
komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder
eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen
imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme
for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne;
min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war
hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere
behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were
wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att
komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til
Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære.
Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter
yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens
Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict,
att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg
haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were
Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att
ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge
Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders
Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I
igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc
fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som
søger hoes Eder
Mine hierte kiere Børn
Eders hulde Moder
_Leonora Christina_
_V. E. G._[22]
[22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil
_V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en
Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget.
Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen
antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den
egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre
længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes
Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og
ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment
at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte
Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685.
Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det
først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den
oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt.
Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i
Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet
paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den
sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at
sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en
Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor
overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor
ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens
første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere
Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne
Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
[*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc
ihuekommet" til "anden i Fortred."