jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets
Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at
burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed,
som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende
tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil
gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om
det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg
til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret,
nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som
det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af
større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke
vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske
ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade,
hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for
ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum
eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det
nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til,
om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de
utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større
Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med
store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin
Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre
til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele
Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa
her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt
omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en
noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver
og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige
Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i
det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets
Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et
almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar
virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens
meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget
sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne
Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og
Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i
deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men
dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg
ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i
det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte
enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som
alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende
Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende
(jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at
der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at
jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers
maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde
indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer,
Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte
Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at
gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg
derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre
Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at
jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige
Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s
Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af
Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis
ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig
selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa
meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er
yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme
til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer
paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at
Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave,
betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke
maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden
Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved
Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu,
jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan
have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord
eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af
Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren
Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en
noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse
af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de
grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det
enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord
forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl,
og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord
blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv,
eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i
urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa
saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident,
vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de
fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort
nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af
Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at
der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver
findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver
(hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen
med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da
troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til
den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme
Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og
flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og
i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted,
hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget
udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent
formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække
for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at
blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig
ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en
Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg
har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den
egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere
udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg
optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning
om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om
et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og,
vel at mærke, med Urette udslettet.
[9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har
trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~
Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa
Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at
specificere her.
Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det
Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om
historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget
Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For
adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret
velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget
ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog
tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa,
at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre
almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra
skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig
maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft
Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.
Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne
lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en
summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik
forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation,
hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da
strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at
den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver
Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees
for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om,
hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning
til dem.
Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for
der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke
mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst
forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning
af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde
sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den
Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den
svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret
Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke
fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod
bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han
overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt
Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede
Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede
ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig
Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side
af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte
at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro
til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive
retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan,
som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske
Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer
fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med
den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes
Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn.
Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han
blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru
maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft
Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige
Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde
Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af
et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug
netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i
personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans
heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed
skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af
Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige
Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden
Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige
fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14
Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til
Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at
frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente
denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed
til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne
styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre
ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden --
men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var
indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne
Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen,
bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i
Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare
optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til
Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning.
Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.
Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora
Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde.
Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst
haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores
en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt
man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og
til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade,
at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var
dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem
tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og
opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni
1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art
end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse
og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og
Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til
Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel
skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det
Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de
Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne
Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet
derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs
skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov
ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne
om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger
førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som
han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert
Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste
blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde
annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som
Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for
de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke
maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos
nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der
kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af
disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her
maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som
fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der
hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin.
Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.
Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand
i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere.
Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid
hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin
Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa
Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe
bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud,
søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni
Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen
rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By
opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en
allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele
dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod
Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer,
at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som
Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med,
da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En
Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt
det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person,
lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over
bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand
til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der
indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske
Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige
Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De
udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en
Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor
Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en
betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg,
Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al
fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var,
at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en
vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse
med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde
aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var
misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til
ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge.
Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at
kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag.
Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske
Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at
holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af
Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa
nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men
da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England,
har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og
man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig
snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at
vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden
Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede
foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den
24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som
Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid
i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de
engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade
Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,
men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig
til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske
aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid
skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for
hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde
skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da
hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til
dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle
bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og
bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var
fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.
Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen
sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at
føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til
Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora
Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at
bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa
Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at
den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor
-- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod
Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser,
som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis
Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en
saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de
strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om
hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun
da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede
at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have
gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode
det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende
ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen
Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven
overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at
have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et
almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i
Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21
lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige
Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies --
uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller
derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina
udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor
Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders
Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets
daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige
Raahed osv.
Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie.
Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men
da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen
ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at
overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god
Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde
besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved
Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand
overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af
Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo
Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore
Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede
Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være
~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det
store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er
forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over
adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og
Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:
_»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i
Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att
brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden
fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle
Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att
wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden,
att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den
kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris
Hadere.«_