gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved
det."
"De skulde luge det bort."
"Jamen Gud -- det kan man da ikke selv gøre. Min Mand er i Byen hele
Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar En her med en
stor Lap paa -- bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham
har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede
bare -- ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her --
det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."
"Aa ..."
"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden.
De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt.
Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige løb fra os
til den første -- nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige
bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun
holder Hvedebrødsdage -- naturligvis."
"Ja ja -- naar De ikke vil have mig ind, saa ..."
"En anden Gang maaske -- naar Birger er hjemme -- han er saa rar --
han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget -- vil De ikke ha'e
Øl?"
"Nej Tak."
"Vi har heller ikke noget ... Det er skrækkeligt her paa Landet --
man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu
varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gøre end at drikke Øl.
Og det kan man ikke faa."
"Man kan jo gaa i Vandet."
"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"
"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"
"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror
De?"
"Kære Frue -- _det_ Spørgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."
"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for
mine Øjne mere."
"Aldrig mere?"
"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kæreste. Det er
saadan en lille blond En -- ikke? -- jeg har set hende, naar jeg er
gaaet forbi ... Hun er for Resten sød -- hun er altfor god til Dem
..."
Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hørte han hende synge for
Drengen:
Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris --
paa den gode gamle Vis.
Hun var sød, og hun var dydig
men mod Peter var hun lydig
og hun smeltede som Is --
paa den gode gamle Vis ...
Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød hendes Stemme, saa barnligt
uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes
Væsen skulde være Naivitet.
Men pludselig rev han sig løs og gik hjem.
Han slog ind paa den smale Smøge mellem Fiskerhusene. Naar han gik
denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og
ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den
aabne Plads mellem Haven og Stranden.
Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at søge
Hvile paa sin sædvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur
med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.
Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og
stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne dybt
begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Røgskyer,
der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende
ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hænderne og gik syngende
frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slæbende og sørgmodige
Toner.
Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin
Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende
og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.
Han _vilde_ ikke leve det anderledes. _Vilde_ ikke lokkes ud i
æggende og urolige Eventyr.
Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men
sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...
En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna,
traadte Fru Ellis ind ad Laagen.
"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer."
Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder.
"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det
noget overraskende Besøg. Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et
Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han
tilfældig havde mødt dem sammen.
"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger
nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi
ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo
leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun
bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning -- hvad? Hvem
der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig
at være ved Teatret -- og man saa oven i Købet har en lille Dreng,
som trænger til Ens hele Omhu."
Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig
en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var
skilt i Midten og strøget glat og puritansk til Siderne.
"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten bebrejdende. "De er jo næsten
selv et Barn. -- Hvor gammel kan han være?"
"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."
"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have været gift saa længe?"
"Ork, vi har været gift i tre Aar nu -- nej tre og et halvt er det da
-- næsten fire." Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød
Forvirring.
Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding
laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun
havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her
ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.
Hun fik Smørret og gik.
"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som
dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved -- mange
Gange. Det er jo ogsaa et _Liv_, de fører! Man maa jo takke til, at
ikke En af Ens Egne er gaaet _den_ Vej. Men naar de har den rette
Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se
paa, at hun er anderledes end de fleste de er."
"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.
"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."
"Operette-Ingenuer -- det kan gerne være."
Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende
paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.
... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Søndag,
og som Følge af Butikslukningen var hun kommen i en stærk Forlegenhed
for Øl. Der var netop kommet Fremmede fra Byen -- ganske uventet. Fru
Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.
Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og
sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der
gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen
var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.
De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens
Naboer -- og saa takke for de smaa udviste Tjenester.
"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hælene sammen. "Hun
er vel ikke for slem ved Dem?"
"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.
"Nej -- ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hæderligt laaner af Dem."
"Jamen det haster da aldeles ikke."
"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfærde
mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."
"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet
ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."
"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet ved, "ligesaa fingernem
til at have med Penge at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg tror,
de virker paa hendes Portemonnæ som Kløpulver. Derfor _maa_ hun af
med dem. Der har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes agtede
Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at
sige forud."
"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.
"Nej, det _var_ da ikke godt," svarede Fru Herding.
Birger opsøgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt
begyndte han endogsaa at skænke ham en vis Fortrolighed.
"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i
Fantasikirtlerne."
"Hvordan forstaar jeg det?"
"Jo -- hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."
"Saa det kan De ikke?"
"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig -- det ved Gud hun gør, det
lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal
være sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig -- jeg siger: lad os bare
være fri. Vil hun more sig selv -- det er noget andet. Men maa jeg
saa bede om, hun gør det, naar jeg ikke er til Stede."
"De er meget liberal."
"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver
ødelagt. Gør mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg
kan sgu ikke."
Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i
Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru
Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi.
Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik
Lov til at rode i Jorden.
I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der
var slet ikke pænt, blev hun ved at sige.
Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de
forbudne Enemærker.
Iført en Frisertrøje laa hun paa en Chaiselongue og læste i en gammel
Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes
opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svømmede det
med Bøger, Papirer og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og
forsøgte at synge "O Dagmar", mens han fægtede i Luften med et
gammelt ituslaaet Barometer.
Hun foer op med et lille Skrig.
"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke
vilde ha'e det?"
"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg
ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor
skal man saa skamme sig over det?"
"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede -- skulde jeg
være som den?"
"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et
klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er _det_
maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."
"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"
"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke,
hvorfor en Kvinde skal være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der
i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Kærligheden. Men
Kærlighed er aldrig regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige
pedantisk. Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned -- _skal_
være det. -- Frue, dersom De vidste ..."
"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. Men nu maa De tillade mig at
tage en Smule ordentligt Tøj paa."
"Værs'god."
"Jamen -- naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt
se det andet med."
Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.
"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog
Drengen om Livet og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden Sky
af Arrigskab og sprællede i Luften med sine korte, tykke Ben.
Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en løs
Knude og stænkede sig med Parfume.
"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, "er jeg nu smuk?"
Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til hans. Og halvt uden at gøre
sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.
"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De,
min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, De
er sandelig en net Herre!"
Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit
stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede
hans Nerver som en Fortøjning, naar der kastes los.
Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin hen imod Døren. Han fulgte
langsomt efter. I den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for ham,
saa han maatte smyge sig tæt op ad hende for at naa ud i det fri.
Saa gik de sammen ud paa Molen ...
Men næste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans Ærind var at søge
en Vennehaand i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han havde gjort
aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne.
Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner,
skulde det for al sin timelige og evige Velfærds Skyld. Og da han her
ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa _maatte_ han
henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa løst.
Pengene skulde -- her svor han dyre Eder -- blive betalt tilbage med
den mest nøjeregnende Punktlighed.
Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...
Han _fik_ Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at Ægteparret Birger
var kørt til Byen i lejet Landauer.
Den næste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.
Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos
dem, skønt det var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de være
blevne i Byen om Natten.
I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt
ham en Smule at passiare med Fru Ellis.
... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strøg kun en sagte
Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. Men
om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af
al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Træer.
Flyge følte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i
den sidste Tid havde han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om
Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne Sædvane bleven ham, at
det nu næsten vilde være paafaldende, om han gik ind og satte sig ved
Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.
Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte
hende. Over hendes Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned,
og han saa hendes Haand føre Naalen frem og tilbage igennem det --
frem og tilbage.
Det var Brudeudstyret, hun syede paa -- hendes og hans ...
Og pludselig blev han greben af en stærk Higen imod hende, som hun
sad der, halvt skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa,
alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle hos hende vilde være
som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset Sø, under hvis
spejlblanke Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede Vandet.
Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede
frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru -- Kvinden, der skulde føde hans
Børn -- hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende
paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende
Tanker!
Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos
hende -- sidde der hver Dag -- ikke vide af nogen Anden end hende,
var det end nok saa flygtigt!
Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme
synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til
Stranden.
Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde
fundet der nede, var vegen fra ham.
"Fru Birger er her for at spørge, om vi ikke kunde have Lyst til at
se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."
Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. Fru Ellis sad i Sofaen,
smilende elskeligt og jomfrueligt.
"Tak -- jeg ved ikke -- det er elskværdigt af Fruen." Flyges Tone var
koldt høflig. "Hvad mener Du, Anna? Har Du Lyst?"
"Jeg vil, hvis Du vil."
"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde Fru Herding afgørende.
"Det var saa opmærksomt af den lille Frue."
Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene ned, kyssede hende paa
Panden og sagde:
"Er hun nu ikke kær?"
"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.
"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min
Svigersøn er ogsaa saa forfærdelig optagen af sin Kæreste,"
henvendte hun sig paany til Fru Ellis.
"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok færdige med
at gøre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."
"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."
Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.
Men Indbydelsen var altsaa modtagen.
-- -- Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der
den næste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn,
prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer,
Drosker, der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt maatte de holde
stille i lange Rækker, og der var Folk, som rejste sig op fra
Sæderne, ubændige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager
mod Kuskene, der indbyrdes skændtes og som lod Piskene smælde over
Hovederne paa de snøftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene
snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende
med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar,
snart holdende sig varsomt tilbage.
Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel
Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og
erobre sig de bedste Pladser -- uordnet, væltende sig frem som
skræmte Faar. Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med
Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over
Plankeværket ind paa Sportspladsen.
Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i
Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt
fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig.
Men over alt dette mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes
Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede
atter Menneskeansigter frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade
eller begejstrede -- et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af
Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede
sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre,
mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der næsten
helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere sig
igennem Mængden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optræde,
trængte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar
man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne
fat med fornyet Styrke.
Fru Ellis kedede sig.
"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen
og faa os noget Øl?"
"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa
Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene
eller af den anden Slags."
"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har _Du_ Lyst til at
blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa
raslende ligegyldigt."
Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde
tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt
det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved
at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst
for at slippe hende.
"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en
noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende -- man skulde tro,
Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give
de Elskende med Hank?"
"Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede
Folk," sagde Birger tørt.
Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var
hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.
"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke -- jo -- er
det ikke Bøg?"
"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."
"Jo -- jo vist er det saa -- kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte
til ham -- saa maaske han faar Øje paa os."
Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke
hjalp, med Lommetørklædet.
"Jo -- nu har han faaet Øje paa os -- nu vifter han igen ... Nu
kommer han hen til os -- bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er
det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med -- kan Du se --
Hansen-Maagerup ..."
Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen -- med
Hansen-Maagerup i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød til
Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt ætsede sig gennem
Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled
Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt, med en skyggestærk
Straahat skærmende over sig som et mægtigt Tag.
"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var naaet helt hen til hende,
"Frøken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"
Han greb hendes Haand og trykkede den. Først saa besindede han sig
paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup
gav dem Haanden, tavst, med bøjet Hoved, som vilde han bevidne dem
sin Deltagelse i en eller anden sørgelig Anledning.
Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da
Bøg trykkede hendes Haand.
"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.
"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"
"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote.
Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."
"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.
"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok."
"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder
af Muskler."
"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af Idræt, Frue. Ja
undskyld, men Idræt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det
kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, naar man ikke er
fuldkommen Herre over dem."
"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om
Forladelse."
Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte
højt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da
Forestillingen skulde begynde. Og man _krævede_, at de skulde møde
frem.
Der var de -- man bøjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre
at se -- der -- der -- nej, det var alligevel ikke dem -- jo der --
der ...
Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemængden. Et Par
ubedækkede Hoveder bevægede sig frem gennem Stimmelen. De svømmede
som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mænd op ad Trappen til
Forhøjningen, hvor de skulde optræde.
Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med nøgne,
senesvulmende Arme og kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra
Publikum bruste op imod dem.
"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.
Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt
som to Tyre, der fælder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i
hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden
hver især vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side,
søgte de af og til at faa fat paa hinanden.
Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke
til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes,
mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende Udtryk.
Paa en Gang tørnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne
slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte ham op fra
Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spændtes,
som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb
krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og
pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik
frem og tilbage -- saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser
sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og
sitrende Muskler og strittende Ben ...
Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.
"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo -- nu falder han -- han er underst
-- han _er_ underst -- nej ..."
Kæmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse
Vejret, mens Øjnene stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende
Ansigter.
"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde Bøg.
"Nej -- jeg synes, de ser saa onde ud."
"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gør
altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var
noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."
"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge --
det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske
lide Gymnastik og den Slags -- hvor man ser nogle fjottede Fyre
springe om i Jerseyliv og Underpermissioner -- hva'?"
"Ja, det kan jeg netop."
"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det --
det vil jeg nok sige! Nej dette her -- det er noget. De ser saa yndig
ædende, gloende gale ud -- og sikke nogle Muskler, sikke nogle
Mandfolk!"
"Ja det er jo noget for -- for dem, der ikke forstaar sig paa
Idræt," sagde Bøg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten
forfængelig."
Fru Ellis lo.
"Man skulde tro, De var Præst."