dem med Pibekrave. Men man kan jo præke paa mange forskellige Maader.
Jeg vilde nu bare præke om, at man skal _ville_ noget. Og det skal
ikke bare være saadan noget som at tjene Penge eller blive berømt
eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det.
Det er derfor, jeg holder af Idræt, for den vænner Folk til at ville.
Jeg har selv træneret til Kaproning -- jeg kan forsikre Dem for, jeg
tænkte ikke paa Præmierne -- og jeg fik for Resten heller ingen --
jeg tænkte bare paa at _ville_, ville ... Og saa føle, at alt det,
som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber
sammen -- til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det
-- De er jo ved Teatret, Frue -- er De ikke?"
"Haha -- nej han er sød -- han spørger, om Ellis Birger er ved
Teatret -- det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger
ved Teatret -- og det er godt for Teatret, det samme -- i disse sløje
Tider ..."
"Naa ja -- saa maa De vel have følt det samme -- paa en anden Maade.
For Kunst forlanger jo ogsaa, at man _vil_ -- uden at man tænker paa
noget andet -- paa Pengene eller Æren -- naar det da er god Kunst
..."
"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. -- Burde han ikke,
Flyge?"
Flyge havde ladet, som om han ikke hørte Samtalen. Men i Smug havde
han set, hvordan Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede til
hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da
man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik
fuldt af Forventning mod ham.
Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna
næsten bydende syntes at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og
derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.
"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig lidt for god til denne
Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa
har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. Det eneste, det kommer
an paa, er _hvad_ man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være
anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar
man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man
det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin
Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med
den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man
ogsaa."
... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for
Annas Ansigt og gøre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse
af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at
modstaa Fristelsen til at forfølge sin Tankegang.
Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svækkelse som
det højeste Gode. Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede
indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at sætte Menneskenes
Tilfredshed med Livet paa Spil.
Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mængden
en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der høje Raab mod
Brydertribunen. Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter var vendt
mod de to Mænd deroppe. Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en
stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes -- Kvinder skreg og Mænd
bandede og skældte -- det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par
guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.
"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af
Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser!
Han kværker ham -- kan De se, min Herre" -- han greb ildfuldt
Hansen-Maagerup i Armen -- "han kværker ham, den nederdrægtige
Møghund! Føj da, føj da, føj da for Satan!"
Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:
"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede
Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel -- ellers
sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"
Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig fri. Men da det ikke
lykkedes, raabte ogsaa han et spagfærdigt "Fy, fy!"
Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven
med Lemmerne strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var øverst,
havde plantet sin flade Næve over hans Næse og Mund og søgte paa
samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa
de traadte frem som spændte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt,
og Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.
Fru Ellis klappede.
"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at
se paa! Se, hvor han gi'er sig -- klem til, klem til!"
Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind.
Og begge Bryderne rejste sig.
"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til
Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde
være, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv
ulykkelig for det en Gang i Tiden."
Mandens Stemme bævede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis
lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.
Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kæmperne havde trykket
sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge
og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage
sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brøl af Stemmer, et
rasende Skrig af Begejstring, af udløst Spænding, af brutal Glæde
over Styrken. Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens Manden
deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...
Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under
Puf og bidske Ord.
Da man langt om længe var naaet ud i Skoven, vilde Bøg og
Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem
tilbage.
"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad
ved at se Dem."
"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg
tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke
være anderledes."
Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige
og fugtige Øjne og saa paa Anna.
Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og
svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde
skjult dem for hende.
Saa gik hun langsomt efter de Andre.
"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok
Præst og den anden Degn."
Og Flyge istemmede hendes Latter.
Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En
Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige
Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit.
Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at
forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne.
Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge nyt i denne ophidsende Sag.
Hun struttede nu af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa
godtroende havde budt velkommen hos sig.
Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. Han savnede oprigtigt Fru
Ellis. Hendes sorgløse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strøget
blødt hen over hans Væsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at
en Mængde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trængte sig ind
paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han
som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand,
denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i
Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne
forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og
forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen,
hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede --
spillede hans Nerver sønder ...
Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var
det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen
begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar
han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten
af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og
lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trøstesløse graa -- efter
en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de
ikke, og mest var det om Vejret.
Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod
Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som
hun havde været det før sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som
om hun frøs. Hendes Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og det
lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.
Fru Herding var utrættelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der
fejlede hende, var en Smule Blegsot.
"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig Alder," sagde hun. "Det er
Blodet, det er galt med -- hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil
det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."
Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig,
foreslog Flyge sin Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive deres
Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glæde ind
derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Værk.
Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem.
Han genoptog det Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han
af at komme paa Kaféen hen imod Aften, naar der var færrest Folk i
Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og læste
dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden
Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem
sine Tanker.
En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til
at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.
Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad.
Hans journalistiske Særomraade var Beundring. Han hyldede store Mænd
og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgød han ogsaa
selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svømmende
Henrykkelse. Han havde vandblaa Øjne og Lokkehaar og gik om i en
stadig forbavset Løftelse.
"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"
"Jo." Flyge saa træt paa ham.
"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen
Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand,
Hr. Bøg -- Viggo Bøg -- jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid
siden ved en Brydekamp ..."
"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."
"Det gør heller ikke noget -- vi vilde gerne have saa upartiske
Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en
Opfindelse?"
"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."
"Jo" -- Journalisten tog Plads ved Flyges Bord -- "det skal oven i
Købet være en meget opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa at
fremstille Brød af Straa -- eller Græs ... men De maa endelig ikke
tale om det, før vi har haft det i Bladet."
"Jeg skal holde tæt."
"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er -- man kan knap fatte det,
synes jeg."
"Det er jo heller ikke saa lidt."
"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem,
Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder -- lidt
Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans
Portræt ..."
Flyge begyndte at more sig over hans Iver.
"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske
almindeligt ungt Menneske. Han gør nærmest et lidt ubetydeligt
Indtryk."
"Det gør aldeles ingenting -- jeg havde netop tænkt mig ham saadan
... Han er ikke nogen lærd Mand -- vel?"
"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget
sin Eksamen."
"Det er udmærket -- jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham
saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og
Digler -- saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof --
eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have
gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel -- paa en Solskinsdag,
tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til
Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men allevegne, hvor
han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker,
som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i
ham, at ude paa Markerne der var der Guld -- ja mere end Guld: der
var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til
dem, der sulter ..."
"Det er smukt."
Journalistens Øjne lyste:
"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg træffer, og jeg
kan ikke lade være at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve
netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk,
som har saa mange politiske Bekymringer -- Herregud, Frisindet maa da
sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om
det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket
nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for
hver Dag, der gaar -- det er det store. At leve nu -- det er jo som
at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og
erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge,
endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os. Det
ene af Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder jo -- de, der
er døde, de døde Profeter og døde Idealer -- dem frygter vi allerede
ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spøgelser: de
store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfældigheden, Fattigdommen
..."
"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"
"Ja -- De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa sælsomt,
sælsomt. Men De skal se alligevel -- min Kilde er tilsyneladende
ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans
Forhold?"
Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste om Bøg, hans
Familieforhold, hans Alder og Fødested, hans Ydre og Sædvaner.
Journalisten noterede. Men pludselig afbrød han ham:
"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det
er saa nødvendigt for mig at lære den Sjæl at kende, som hans store
Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den
-- i Sammenhæng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale
Spørgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand,
saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu
er han Videnskabsmand -- saa er det Sjælen, de ønsker at se."
Flyge lo:
"Hans Sjæl -- jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den.
Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."
"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"
"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke
en Mand af mange Ord."
"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret
med Hovedet. "Har De ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk
Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer
Kræfter. Det vil vise sig en skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid
ske Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se
det stille Vand røre sig. Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil
finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis -- mellem dem, der
stormer frem! Ikke sandt -- det tror De da?"
"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne
Blade!"
"Ja ikke sandt -- det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv --
jeg kan godt sige revolutionær -- ja paa ingen Maade intolerant --
jeg har Agtelse for enhver Overbevisning -- selvfølgelig ... Men han
_maa_ være med i Fremskridtet -- ikke sandt -- det er han ... De har
maaske endogsaa hørt ham udtale det?"
"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."
"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham -- fuldstændig.
Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen
'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden,
fra de Unge -- i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa
stille her hjemme. Det skal være om Arbejde først og fremmest -- og
om Tanker -- om en ny Sædelighed og et nyt Samfund -- forstaar De: i
dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By -- et nyt
Jerusalem kan man kalde det -- med Taarn og Tind. Nu har De givet mig
Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være den første, der omtales
deri, fordi Brødet er det første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa
Lov at skrive meget, rigtig meget -- to Spalter, det er det mindste
... Maa jeg takke Dem for Deres værdifulde Oplysninger og for den
store Elskværdighed, hvormed De har givet mig dem ..."
"Aa, jeg be'er ..."
Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:
"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse
Oplysninger?"
"Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det
hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.
Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille
Vand."
Han var ude af Døren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser,
som han havde glemt.
Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven
bekendt, havde Viggo Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse
nærmere sammen.
Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men de havde
stadig truffet sammen, paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og
ganske umærkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. Fra vidt
forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed.
Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over
Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom
blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre
Ord.
Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende
og rygende.
Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede
ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere
øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han
nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa
inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa
derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige
fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste,
der nogensinde vilde kunne mætte hans Sjæls Behov. Og hjemme i
Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at han da nok en
Gang blev Præst, saa meget som han hang over Bøgerne ...
Han huskede saa tydelig den første Gang, han hørte en Forelæsning i
det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjæl, og i et
Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at
være En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde være med at
bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. Men skaanselløst havde Livet
plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, til der
nu næsten ikke var flere tilbage. Nu -- ak nu vilde det mindste og
mest ubemærkede Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...
Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog være
til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den,
og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det
hele ganske roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa et eller
andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...
Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og
gik op til den skriftlige Prøve. Men straks under det første Fag
flygtede han -- ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og
Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens han sad
og stirrede sig ør paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig --
og var undveget som en Forbryder ...
Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg paa at spore ham gennem
Eksamens-Ilden vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han ikke træt
af at indskærpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord.
Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for
ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham --
han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da
ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han
ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke
grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.
Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende Hjerte givet efter for
hans Grunde. I et Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. I
den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger og taget Nøglen til sig. Og
højtidelig lovede han, at han ikke vilde udlevere den igen, før
Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk Livsstilling.
Langt om længe var en saadan ogsaa bleven funden. Hansen-Maagerup var
bleven Lærer ved en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke store
Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. Netop en saadan besad
han. Han anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham altid saadan,
at han i flere Dage derefter kunde være greben af den dybeste
Modløshed. Derimod kunde han blive ved atter og atter at indskærpe de
samme Grundsætninger, at paavise Velsignelsen ved at gøre det gode og
Betydningen af, at man tilegnede sig Kundskaber.
Han følte sig i denne Stilling fuldkommen lykkelig. Hvad gjorde det,
at Lønnen kun var liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte ham
jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de beskedne Fordringer, han
stillede til Livet.
En ny Lykke var det for ham, da han gennem det godgørende
Selskab, som havde oprettet Skolen, kom ind i det københavnske
Velgørenhedsarbejde. Dag for Dag gik han rundt i Fattiggader og op ad
Bagtrapper. Han lempede sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte
med ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige eller
indsmigrende, bitre eller sleske Ord. Kunde han saa give en Familie
Udsigt til Hjælp, saa stormede han glad som et Barn op paa Kontoret.
Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var muligt at faa Familiens
Forhold til at stemme med, hvad Selskabet satte som Betingelse for
Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb personlig Skuffelse.
Han kunde sidde i Timevis og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor
Selskabet umuligt kunde imødekomme ham. Han udviklede omhyggeligt
alle Synspunkter, baade de moralske og de sociale -- han vilde saa
inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade nogen Bitterhed.
Alligevel hørte han ofte onde Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.
Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder et Par Kroner af
hans egen Lomme ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte han
gerne Samvittighedsnag. For det var jo paa en Maade at modarbejde
Foreningens Grundsætninger -- og det bag dens Ryg.
I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald til sin tidligere
Modløshed og synes sig selv ganske unyttig. Men ellers følte han sig
som efter et langvarigt Sygeleje -- fornam Glæden ved atter at
færdes mellem Mennesker og at kunne leve Livet paa lige Fod med dem.
Ogsaa i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans Tilværelse havde
taget. Han klædte sig ikke mere saa ufravigelig i sort som før men
holdt af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere Snit.
Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset Taknemmelighed. Det gjorde
ham saa bitterlig ondt at se, at han vistnok ikke var ganske
lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne være noget for ham. Men
han vovede ikke at spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind.
En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, at de skulde leje et
Par Værelser i Forening. Det var ham en stor Glæde. Naar de saadan
kom til at leve sammen Dag ud Dag ind, maatte vel før eller senere
Tilbageholdenheden briste.
De fik da to Værelser i en af Sidegaderne paa Nørrebro. Her slog de
sig ned med egen Husholdning, spiste til Middag sammen paa et
Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som Hansen-Maagerup
besørgede købt og anrettet.
Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. De to til Gaden
lejede den ud, mens den selv var sammentrængt i to smaa, mørke
Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads, og saa drak han
desværre. Konen havde en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var
altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun ikke havde Stunder at
renholde sig selv. I de to Logerendes Værelser skinnede det af
Properhed. Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide Haandarbejder, og
den Messing Spyttebakke, der hver Dag blev forsynet med nyt Sand,
luede som en Sol.
Længe gik de to Venner udenom alt, hvad der kunde dreje Samtalen hen
paa Fru Herding og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa Gang paa
Bunden af deres Samtaler -- det sitrede i deres Ord og gav dem en
Betydning, som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag lod det sig
ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem
dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og
hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om
en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom
tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede
sine egne Følelser for hende.
Men den Dag, da de tilfældig havde truffet hende ved Brydekampen, fik
hendes Person nyt Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at lade
hende hvile i en Skygge af halv Glemsel. Og paa en Gang forstod de,
at de maatte betro sig helt til hinanden.