i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som
et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.
Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen
mellem Anna og Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han gik og
grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.
Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding
staaende for at vente paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik
videre.
Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik
de mellem Grave.
Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket Hoved, men hendes Skridt var
hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de
Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gøre
nogen Bemærkning derom.
Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende være i Fred
nogle Minuter. Hun var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have
Tid til at trække til.
"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," sagde han omsider.
"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød haard.
"Skammer Dem? Over hvad?"
"Over Onkel Kihler. Over -- det hele."
"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."
"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."
Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give hende et lille Pusterum.
Trængte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt
ind i sig selv.
"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig
ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gør mig meget
ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, som er Dem pinligt, men
-- ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved -- tror De ikke,
De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De
skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det -- men jeg synes, vi
har talt saa godt sammen før ..."
"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"
"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."
"Det er det" -- hun ligesom huggede Ordene frem -- "det er det, at
jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I
Formiddags, da Bøg kom -- og saa tidt i den sidste Tid, især naar Bøg
er hos os -- jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er
hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg
ikke maatte vide af."
"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud -- det kan jo være noget, som
bare er til Deres Bedste."
"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt
udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er
og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det
Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig -- jeg kan blive helt syg af
det."
"Har De -- har De talt med Hr. Bøg om dette?"
Der kom -- syntes han -- et hurtigt Blink af Mistænksomhed i hendes
Øjne.
"Hvorfor spørger De mig om det?"
"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."
Hun betænkte sig lidt.
"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden,
da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa længe -- saa jeg
troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. Men" -- hendes Stemme
dirrede -- "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og
le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt han ser, at det gør mig saa
bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil -- men
hvad jeg tænker, det er der Ingen, der bryder sig om."
"Hm ..."
Mere sagde han ikke. Han kunde mærke, hvordan Annas Forventning
næsten bankede ham i Møde.
De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede hende til at tage
Plads.
"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele
er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu
værre. Det er ganske som man tager det ...
Vi vil Dem jo Allesammen vel -- ogsaa Deres Onkel -- men vi har ikke
været rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt værst mod
dem, de helst vil glæde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver
bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spænder
hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om,
hvordan det skal være. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag
lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For
Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen
byder. Og Bøg -- han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at
Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i
Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med
deres Øjne."
"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."
"Jeg er ganske vis paa det. Men De -- De staar i et helt andet
Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem -- De kan
mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det -- De kan
ikke blive siddende inden Døre -- og De maa leve her paa Jorden. Er
der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bøg lever
i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa
langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den
-- det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet.
Og at leve det er Lykken."
Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham.
"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt
alene -- naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage
..."
Hun rejste sig hæftigt op.
"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved. "De maa jo
have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er --
slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke
ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive
drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. -- Er det ikke saadan
omtrent, De tænker?"
"Jo, det er vist det."
"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis De bliver ved med at
underkaste Dem, saa vil De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand
til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil
komme det Øjeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er -- ikke kan
holde af hende."
"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gøre.
Jeg kan ikke være anderledes end jeg er. Jeg _kan_ ikke gøre mig
fri."
"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De
havde Nogen at holde Dem til udenfor -- Nogen, som De -- holdt af."
"Ja men det ..."
Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et næsten
umærkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han
stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hærdet Beslutning.
"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" -- og blev ved at se paa
hende.
Og mens han gjorde det, mærkede han, hvordan hun bøjede sig ind under
hans Villie, som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed hun for
sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod.
Og han blev greben af en varm og stærk Higen efter helt at befæste
sit Herredømme over hende. I et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af
Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare,
logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid
til at veje og dømme dem -- skød dem blot hensynsløst til Side --
alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt
Villiestyrke brød paa og gjorde sig mægtig over et andet Menneskes
Sind. Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke
afvise.
Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs
som sunken i Knæ.
Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa
slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes
Læber aabnedes halvt -- som et Bæger, der byder sin Vin til den
Tørstende. Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun
Øjnene -- som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som
hun dog ikke havde Mod til at møde.
Saa kyssede han hende -- længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til
hans, men de var uden Varme.
"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."
Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...
Bøg var den første, de traf. Han var gaaet ud for at søge dem. Men
Anna undgik at se paa ham.
Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemærkninger om, saa bleg hun
var, saa daarlig hun saa ud ...
Vinteren igennem havde Flyge været forlovet med Anna Herding.
Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. Flyge havde ikke ønsket
det, og det hjalp ikke, at Fru Herding var af modsat Mening. Han
havde været fast bestemt paa at sejre i dette første Feltslag. Hans
Svigermoder maatte føle sig utryg overfor ham, om en passende
Ligevægt i Forholdet skulde kunne opretholdes.
Men naturligvis kunde han ikke modsætte sig, at der gik Budstikke til
Paarørende og Venner. Og da han desuden færdedes sammen med Anna paa
Gader og Stræder, blev enhver Deklaration snart ganske overflødig.
Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese
af Etikettespørgsmaal, der satte hende i Bevægelse, og saa var det
jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke paa Udstyr med det samme.
Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at
drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal med. Bestandig fløj
Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende
Hvirvelvind om de Nyforlovede.
Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup
sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den
skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit
Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere. Naar han var inde
paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den tunge Lyd af hans
Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte
ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen før sent paa
Natten. Aldrig var sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han slet
ikke hjem før den lyse Morgen -- jo, Fru Herding var rigtig bleven
saa forskrækket ved den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at
sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og
rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde
blive helt søsyg af at se paa det ...
Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og
sjældnere.
"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler
til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst
til at slaa nogle skæve paa fri Haand endnu, inden De skulde i
Seletøjet. Der kan De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den
Fornøjelse, man kan faa, saa længe man er ung, og der er sgu Piger
nok, naar en Gang De synes, at nu kan det være nok."
Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i Huset.
Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber
og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede
Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om
hjemme, ene med Moderen -- Tanker om Livet, som det vel maatte leves
-- de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun
Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.
Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som
gennemfarvedes hendes hele Væsen af friske, dunkle Blodstrømme, der
sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun
blev sikrere og frejdigere i sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu
vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en næsten fornøjet
Selvfølgelighed, der ligesom skød al Tvang til Side.
Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen -- Tidens oprørske
Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan
at hun ikke æggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved
Anna der stod Flyge.
Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet Sikkerhed. Hun
kærtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han ønskede det. Det
var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at
det kunde være anderledes.
Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam
han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag.
Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig
selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans
Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte han ikke en Gang paa, at
det en skønne Dag _kunde_ stilles ...
... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbød Anna og
hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude
ved Kysten skulde det være -- der fandt de vel et Sted en Lejlighed,
hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare
sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han
i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære
hinandens inderste Væsen at kende.
Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke
just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker
boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der
havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge
stærkt havde støttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.
De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der
var to Værelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i
Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhørte, havde
sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.
Til Huset hørte der en Have, og i den var der et Lysthus,
sammentømret af halvraadne, skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes
det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed
med en kødfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa
Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i
Blomst.
I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet
skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og
naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de
kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i
Haven.
Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem
Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det
vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak
Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men
paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der
skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte de sig af, og
under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i
Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i
Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet
suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over
Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig
til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og
tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.
Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg
Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres
Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, øvede sig taalmodigt
atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik
frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at
forvandle til Jammer ...
Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da lød Mundharmonikaens
dirrende Toner næsten som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af den
højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar
de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen --
ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl
fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne
Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ...
Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.
De første Dage havde Fru Herding gjort dem Følgeskab. Men længe
varede det ikke, før hun opgav det, for hun _døjede_ ikke Varme. Den
mindste Anstrengelse bevirkede, at hun _flød_, erklærede hun, og ved
saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da
hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig
til at smaasove.
Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun
sjældent kom Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede Bøge
var en jævn Skraaning med blødt Græs. Der strakte de sig saa, og de
kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden -- Ord, der
jog Tankerne bort snarere end at vække dem. Indtil de ogsaa blev
trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i
det store Træs sagte gyngende Grene.
I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt
Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden
Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en
sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen
over den med Sol og Regn -- den vilde blive ved at gro saa grønt,
suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige
Længsler som den selv var.
Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin
Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge
Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende
Kornmarker førte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til
Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Børnene legede Dagen
lang ...
Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han
ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem
havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede Ønsker kunnet jage
gennem hans Sjæl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt
forbi. Her ude var han helt i Ligevægt og uden Længsler af
nogensomhelst Art.
Og med en vis Glæde mærkede han selv, at han begyndte at blive fed og
magelig. Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde
han sidde sløvt hen paa Dækket og lade Solen skinne paa sig, til
Hjernen døvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med
betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede
Gader op i Biblioteket.
"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord
i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke
i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det er anstrengende at være ond,
og det tager paa Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke gider,
saa svæver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."
Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I
det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store,
lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.
Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle
Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske
frem.
Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved
sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde
søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld
godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe
han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.
Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om
Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa
Molen. Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke
af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i
Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa
Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde,
kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod
Bolværket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb
igennem hele hans Legeme.
... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes
kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var
gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af
lyseblaa Lyksalighed.
Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig
paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik
strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til
Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes
mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog
gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa
Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus.
Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske
vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behøvede disse
Ting for at være tilfreds -- ja at overhovedet intet i den vide
Verden var uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk
Luftballon gennem den rene, saliggørende Lediggangs Æter, stolt,
fri, hævet over Jorderig ...
Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov
vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en
undertrykt Latter gennem den.
Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget,
overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen
af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk
nedenunder.
Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for
hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes Fødder
var nøgne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to
smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig
nysgerrigt om og løb tilbage igen.
"Goddag," sagde han og lo ned til hende.
"Goddag, goddag." Hun nikkede op.
"Maa jeg komme ned til Dem?"
"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."
Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolværket.
"Jeg sagde jo, De maatte ikke."
"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.
Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen og sad og skottede hen
til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en
vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille
kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et
halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til
Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.
"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.
"Af hvad?"
"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."
"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."
De sad lidt og saa paa hinanden.
"De tillader maaske, at jeg trækker mine Strømper paa?"
"Værs'god."
"Jamen saa maa De vende Ryggen til."
"Hvorfor maa jeg det?"
"Det kan De da nok begribe. -- Naa, hvad bliver det saa til?"
Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun iførte sig Strømper og Sko,
forsøgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte hun et
lille Hvin.
"Nu er man Dame til Fingerspidserne -- forstaar De."
"Skal vi sige til Taaspidserne?"
"De er vist en væmmelig En."
"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"
"Ja. Fru Ellis Birger -- det er mit Navn."
"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben
Flyge."
"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"
"Ja."
"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"
"Jo -- Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."
"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned
ad Kinderne."
"Saa kan vi jo kede os sammen."
"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"
"Jeg har skam ingen Kone."
"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at
den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."
"Det er min Kæreste!"
"Av! det var næsten endnu værre. Saa er det nok bedst, vi dyer os
lidt."
"Aa -- det er en fornuftig Pige, min Kæreste."
"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte
mig som en fornuftig Pige."
"Det kunde heller aldrig falde mig ind."
"Naa -- men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem -- hører De det."
"Allerede?"
"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"
"Jeg takker."
"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov
alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i
Maaneskin."
Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han
fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.
Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig
forsømt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrægtighed med
Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe spættedes af hvid
Tusindfryd og af gul Løvetand.
I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede.
Han var iført en brun Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var
forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hænder tilklæbede med Snavs.
"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bøjede sig ned over
ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet
bort med Kæresten, hva' -- og har ladet Truttemand ligge? Det skal
Truttemand ikke bryde sig om -- naar han bliver stor, skal han ogsaa
faa en Kæreste -- han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej,
Mama vil ikke nysse ham -- Mama kan ikke li'e Kys, der smager af
Snavs -- rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."
Hun vendte sig til Flyge: