virkelig arbejder paa et stort Værk og som efter al menneskelig
Beregning ogsaa naaer at faa det fuldført. De er maaske allerede
færdig -- ha ha -- De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men
har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa
den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og
bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal,
som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at
samle paa tomme Sneglehuse."
"Naa -- naa ..." Den gamle Præst var bleven højrød i Hovedet.
"Jo -- for Kundskaberne har for dem fuldstændig mistet deres
Omsætningsværdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en
Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"
"Ja -- -- det er jo -- -- det er jo i og for sig ganske
interesseløst."
"Synes De? Aa -- jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som
prøver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag -- for der er
ingen Sag -- men de lever, saa længe det staar paa, i højere og
rigere Stræben end vi Andre. _Det_ har alligevel Folk ondt af der
kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give
Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her
oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar
paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol -- som i de fleste
Tilfælde er opdaget for længe siden -- af Andre."
"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke."
Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik.
Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.
"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," tænkte han.
Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved
at komme og gaa, bringende Bøger, krævende Bøger -- og mens Støvet af
hundredaarige Bøger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede
ned, læggende sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne i
stedse tættere og tættere Lag.
Mere end Flyge ret vilde være ved det flakkede hans Tanker om Viggo
Bøg.
Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han om ham? En Dag var han brudt
ind i hans Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa mange Andre
gjorde det -- det var det hele. Og alligevel fornam han det, som om
han i ham havde fundet en hemmelig Modstander, der stedse truede hans
Ro. Til at træffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han
havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være bleven en hyppig Gæst hos
Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra.
Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig
dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde fængsle
ham?
En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han
kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa
skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?
Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke
sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster.
... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han
havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske
sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end
sædvanlig -- i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte
ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske
Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen.
Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at
være illumineret af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest
sorgfuldt.
Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod en halvtømt Kop Kaffe, og
ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens
Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, som Hansen-Maagerup ejede.
Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han
gerne hertil.
"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges
Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et
Menneske."
Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer
inde fra Dagligstuen.
"Her er nok Fremmede?" sagde han.
"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er
for En -- det er En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget i den
sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe.
Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humør
til den Slags Pjankeri."
"Er der gaaet Dig noget imod?"
"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder
saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa
meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes
end man havde tænkt sig det."
Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe
Hænder famlede nervøst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.
"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver
til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den
ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet -- det gaar ogsaa
-- og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke,
Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"
"Aa -- kære Ven -- Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa
mange Slags Begavelse."
"Ja, saa mange Slags -- men naar man nu ikke har nogen af dem ...
Jeg har aldrig tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid
haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til
Forelæsninger og til Manuduktør. Men det hjælper mig jo aldrig det
mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil
blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er
oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst
bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at
forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det
ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg
tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen
..."
Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev:
"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade
sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre?
Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er
jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den. Undervisning
det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har
meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg
er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig
selv, Flyge -- og for andre med naturligvis."
Flyge saa paa ham -- forskende som en Læge, der undersøger en
Patient.
"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor.
Ægteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde
samle Dig. Det er det, Du trænger til for at faa Eksamen."
Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa Hovedet.
"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo været forlovet en Gang
-- men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."
"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."
"Jo -- det var lige ved den Tid, da jeg første Gang skulde op til
Eksamen -- ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ...
Vi vilde ikke have noget ud om det, saa længe jeg ikke var noget. Men
det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang -- og heller ikke
senere -- og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi
med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det -- hun var fire Aar
ældre end jeg, saa hun kunde daarlig vente -- og nu er hun gift med
en Dyrlæge ..."
Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik
Folk, pyntede og tilfredse -- Ægtefæller omgivne af deres Børneflok,
Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have
glemt hele den øvrige Verden -- -- eller unge Kvinder og Mænd, der
svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden
Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag
og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod
her, forgræmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som
han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive
ved at gøre det.
Disse Søndage var ogsaa de værste for ham at komme over, især naar
Vejret som idag var højt og soltindrende. Han følte sig saa alene,
saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte
fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af
dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa
Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede
Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel,
der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans
lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde været derovre.
Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu
ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var
stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke
fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over
ved at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde
sig til -- Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var
hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uværdig dertil.
Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans Øjne.
Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort -- men der kom en
til og en til -- hede og tunge piblede de frem -- og hans stakkels
røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...
Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og
klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i
Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl. Og
tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa
nervøse Ryk ...
"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske
ubehersket.
Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.
"Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde
passe godt sammen."
Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han ønskede
virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv
vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved.
Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.
"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."
Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen
hørte man paany Latter og højrøstet Tale.
"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde
vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"
"Jeg vil helst være fri."
"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. -- Bare
ikke give fortabt!"
"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg
kommer senere ..."
Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene
derind.
Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armlæn vippede Hr. Klavs
Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og
midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. I den ene Arm holdt han en Stol, som
han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Færd med at hæve
over sit Hoved.
"Fem -- seks -- syv -- otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bøg
blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med
Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.
"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han
dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa
Panden af ham.
"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De
burde uddanne Dem."
"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge.
"Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en
Gymnastikforening."
"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive Sporten
forretningsmæssigt -- sætte Rekorder förstås -- komme i Bladene med
Medaille og Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres private
Business ... Gentleman!" -- han rejste sig og bukkede for Flyge --
"habe die Ehre ..."
"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding
og fæstede sine kuglerunde Øjne paa ham.
"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe sit Hjertes Trang,
Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et
Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog Øjnene ned.
"Aarr" -- Fruen slog koket ud efter ham med Haanden -- "sikke noget,
De staar og siger!"
"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne!
Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige
ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"
"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. "Jeg er
Biblioteksassistent."
"Pardon -- jo -- skal ikke glemme det. De finder Branchen
tilfredsstillende?"
"Det kommer an paa ..."
"Jo -- jeg fatter Dem fuldkomment. Den er -- selvfølgelig -- i og
for sig særdeles reel -- men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der
mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum -- lidt W. C. og saadan --
moderne Udstyr i det hele taget."
"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."
"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd
godt tages en lille Entré -- for Bøger det er jo alligevel --
dannende -- og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ...
Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne -- jeg
siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu
Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til
noget af den Slags -- og til mere med ..."
"Det tror jeg ogsaa."
"Glæder mig -- glæder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed,
Hr. ... Tillad mig at spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat
Hansen-Maagerup -- kommer der undertiden -- jo ...?"
"Somme Tider."
"Ja -- jeg ved ikke -- vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag
-- Sommerlyst -- eller Alleenberg -- det morer mig at komme der en
sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre -- Stilart -- De ved, gamle
Fre'rik med Sekstallet -- skønt nu er jo det hele snart fuldstændig
omforandret derude ..."
"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding
ind.
"Netop ... Men for at komme til Sagens Kærne: jeg tillod mig før at
anmode Deres ærede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille
Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at entrere. Humøret er nok
lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo
imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen -- og hvis nu De maaske
vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere
Kulør paa Leveren ..."
"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."
Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg
paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst
vilde være fri.
"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil,
det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"
... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra
Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som
Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den
matblaa Høsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede
Silhouetter.
Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen.
Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bøg gik
ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.
"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bøg, "Ungdom,
Højstærede! De klæ'r hinanden, de der -- hva' -- gør de ikke?"
"Det gør de vist."
"Ja -- han er jo ogsaa en Knopsak -- ham dette lille Stykke
Kemikerskidt ... Jo -- man forstaar jo at iagttage den Slags. Han
skal ogsaa være kommen morderligt efter det paa Fabrikken -- det er
jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam
glædeligt for min Søster -- i hendes Stilling -- som ubemidlet Enke
-- det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu
kunde blive ..."
"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Søsterdatter," sagde
Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det
alligevel givet et lille Sæt i ham.
Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa
dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende?
_Ham_ kunde det jo aldrig vedkomme.
"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo
saadan lidt ude fra Landet a' -- det gaar ikke saa gesvindt med ham
... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal
lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre
er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo
arrangeret denne lille Selskabstur -- man vil jo gerne gøre, hvad man
formaar. For ved De hvad: saa længe de skal sidde og række Tunge ad
hinanden paa en Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt
Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i
Pærekompotten."
Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hørte ikke mere synderligt
af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge
Par der forude.
Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille
hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne
paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende
Iver, intet snublende Hastværk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind
uddunste deres naturlige Varme -- det var alt, hvad man ansaa for
nødvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa
den Dag, da Frugten var moden ...
Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være
Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at
Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til
at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at
hele Turen var planlagt som en Fælde for ham. Og paa den anden Side
var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og
hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene,
mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide --
maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til
at lyse Velsignelse derover!
Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig -- det kunde more
ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor
gøre de to Unge Fortræd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at
gro op imellem dem -- blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres
Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde
kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det
allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt
de vilde.
Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler
maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med.
... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad
i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft.
Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i
Ryggen.
Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt i Søndagspynten. Kun et
Par unge Mennesker havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, der i
stadig nye, sodavandsperlende Strømme skinnede gyldent i Glassene
foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i tætte og
tunge Flager, sendte de idelig svømmende Øjekast til Anna.
"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bøg. "Det er da en
underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det
til dem."
"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have
Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."
"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange
Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem.
Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi
der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde
vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen,
naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster."
Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var
tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.
Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg befandt sig ilde ved hendes
Tavshed og søgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have været
en Kurre paa Traaden, som han nu stræbte efter at faa udjævnet.
Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han søgte
da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig
Veltalenhed.
"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han.
"Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og
hørte Tyrolere før i Tiden. -- Kan Du erindre det, Karoline?"
henvendte han sig til Søsteren.
"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."
"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke været saadan videre med paa
Trallaen i Dine yngre Epoker -- det har Du ikke ... Nej men -- her
havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige
derinde -- hun hed Sessi -- det var saadan en lille gevaldig En. Hun
var ligesaa bred over Enden som det Bord her -- ja, jeg overdriver
ikke, naar jeg siger det ..."
"Det var da ikke kønt."
"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke var kønt? Du kan sige om
den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at
Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere
ligner et Pindsvin end en Hund -- men tag Du og se paa denne lille
Venus fra Milo -- af Thorvaldsen eller hvem hun er af -- saa skal Du
se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo
ikke har Skørter. Dette her med smale Steder over det hele -- det
kommer bare af Korsettet. Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo
Sessi var sgu netop køn -- hun var saadan -- landskabelig -- ja der
var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa
havde hun en Stemme -- den var, saa det bævrede indeni En, naar hun
rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt
Skvat den Gang -- jeg havde ikke noget videre at koste paa hende
..."
"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon det er værd, at Du
fortæller den Historie?"
"Aa skidt -- den kan sgu et treaars Barn høre paa. Nej men man var jo
en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for.
Saa hvad jeg havde at gøre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg
sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen --
saa kunde vi kanske mødes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se,
jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg
haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor
meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' -- saa jeg
maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."
"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"
"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. Jeg stod og ventede en halv
Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, nu skal Du
se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved
saa mange -- hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de
kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære -- saa
kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men
ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"
"Nej?"
"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger:
hun blev senere Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i
sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke
sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg."
Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.
"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager
Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi
synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det.
Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gøre et Skridt, naar
vi ikke kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige paa -- De har
ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden være ligesaa
akavet, den være vil -- De kommer dog til Rette med den."
"Jaha, det gør jeg sgu" -- han lo højt og tilfreds og strakte Benene
fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter -- "jeg er saa tilfreds,
saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..."
"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det _er_ godt,
siger jeg altid. Hvad mener De?" -- han vendte sig til Bøg.
"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."
Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn.
"Ja, det er rigtigt -- det kan sgu i al Fald være det, naar man har
Raad til det. -- Skal vi tage en Bajer?"
Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.
"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk
Have."
De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til atter at ville gaa ved
Siden af Anna, men hun undgik hans Følgeskab og gik om paa den anden
Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bøg og gav sig til at
udvikle sine Leveregler videre for ham.