det, saadan er det naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener
netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."
"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"
"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa
æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn,
saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden.
De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig
noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov
til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i
det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar
Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En
selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden
udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage -- uden at
dø."
Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.
"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der
siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt:
hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde
saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."
Hun lo -- en Smule forlegent.
"Hvad tror hun da?"
"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at
se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa
fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..."
"Til at faa noget at læse i?"
"Ja."
"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen
saadan uden videre."
"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket
ud, at han kom til at le.
"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."
"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan
jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med
Dem."
"Mener De det?"
"Ja -- for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der
..."
"Er gaaet op til en fremmed Herre -- nej. Med andre Ord: vi lyver
lidt -- ikke sandt?"
"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.
-- -- De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over
Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden
susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde
gaa frem lige foran den.
Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt
hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet
over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke
hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.
Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik
at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.
"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig --
hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks,
at jeg er kommen noget til."
-- -- De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge
vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for
senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han
havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der
kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.
Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa
skulde være Vin.
Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret,
hvad han skulde sige til hende.
Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og
pludrede løs med Munden fuld af Kage.
"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den
gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer.
Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."
"Hvorfor det?"
"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud -- de kan sidde og se helt
fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet
Sted -- jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise
ganske alene ved et lille Bord -- Tak! det skulde jeg dog ikke have
noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem -- jeg synes, de, som
varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den
tykke Opvarter der -- sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet
foran dem ... Se, der kommer en Hund -- aa, det er Synd: den faar
vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en
Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund
paa, at man selv spiser ... Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa
skal Du faa Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... Saa -- sitze
-- god Hund ... Nej, hvad er nu det?"
Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede
ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat
sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna
ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden
Haand.
"Nej stop, det var ikke Meningen -- fy, skamme sig ..."
Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde
til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det
med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som
en sagte Musik.
Han hævede sit Glas og drak med hende.
"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"
"Tak" -- hun lo -- "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har
drukket dette her."
... Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen
mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et
svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder
med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans
Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde
han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet
helt op i Halsen.
Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen
til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.
"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da
morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"
Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam
frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren.
Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder
skød der en varm Strøm af Blod.
"Bøg! ... Nej dog! hvordan kommer De her?" ... Hun rejste sig op og
rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.
"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med
Militærtjenesten -- nu har jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg
netop komme her ind og spise Frokost ... Og det første Menneske, jeg
træffer paa -- det skal være Dem!"
"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op
til os -- ikke sandt -- det var De da?"
"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse
-- -- men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig.
De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København -- ja,
og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?"
De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der
mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at
indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen
syntes at tænke paa Flyge.
Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.
"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget
god Barndomsven af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun stirrede paa
ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans
Navn frem af sin Hukommelse.
"Flyge," sagde han med et lille Smil.
"Ja, Hr. Flyge -- om Forladelse ... Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."
Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.
"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"
"Værsaaartig."
Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se
dybt paa ham.
"Nu bliver De her da nogen Tid -- her i Byen," sagde hun.
"Ja -- jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer
her. Jeg skal tiltræde den imorgen."
"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"
"Aa -- jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa
udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' -- kender De det?"
"Nej."
"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse -- en
kemisk Sammensætning -- til Fremstilling af Næringsmidler."
"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en
Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."
"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke
noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen
kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke
vil røbe Hemmeligheden."
"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"
"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer
saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg
har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."
"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.
"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."
"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til
Jernbanen."
Han trak paa Skulderen.
"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde
der inde paa Kontoret -- og saa se Togene suse forbi og forbi -- ud i
Verden. Nej det _kunde_ jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle
Møller ..."
"Overlæreren? Hvordan har han det?"
"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han _maatte_ læse med mig -- Fysik
og Kemi -- og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men
det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid ..."
"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"
"Jo--o-- han har skam været dygtig en Gang ... Men nu er jeg jo glad,
at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa -- det tror jeg da saa
sikkert."
Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at
han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende
ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans
Nerver.
Han fik Lyst til at drille ham en Smule.
"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?"
sagde han.
"Nervøs -- nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg
jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som
har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg
det vel ogsaa nok."
"Jo -- men Ansvaret ved det hele -- det var det, jeg tænkte paa ...
Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler -- ikke
sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet
som Næringsmiddel ..."
"Jamen det gør det vist ikke."
"Maaske ikke -- men De ved det dog ikke -- det kunde i al Fald
udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken
Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse
-- jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af
Ubarmhjertighed -- skovlende Guldet ind ..."
"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde
nyde godt af den."
"De skal jo give Deres Ord."
"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse
bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke
det, saa vil den aldrig kunne gaa -- nej, den vil aldrig kunne gaa!"
"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre.
Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De
kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i
Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en
Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er
der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden
overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en
Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det
bestaaende gik ganske i Stykker ..."
"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget
bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."
"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."
"Jeg -- haha -- nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam
til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen.
Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid.
Gaar De med, Frøken Anna ..."
"Ja -- se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..."
"Jo -- ja undskyld -- men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene.
Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig
-- saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken
Anna?"
"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende
hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."
"Jeg skal paa Biblioteket -- ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn
til."
Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom
ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne.
Hun var dog Kvinde -- vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos
ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af
Skinsyge ...
Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge
Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og
svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten _løb_ ved
Siden af ham.
Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst -- en
munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om
dem og nappede dem i Klæderne ...
... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer
halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...
Flyge gik op i Biblioteket.
Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke
fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller
Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog
med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen
videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke
tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en
Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun
til ganske foreløbig at flyde paa.
Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og
omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.
Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved
Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne,
Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter
Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om
i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod
urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det
Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.
Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en
tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og
hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og
alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin
Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.
Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse
Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin
Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig
ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs
Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar
man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.
Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre.
Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst
søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og
forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene
om deres Selskab.
Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en
indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide
hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og
Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse,
perfide og ørkesløse.
Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem,
hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de
havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde
og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en
vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel
afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst?
Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv,
lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes
rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...
Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin
Straf: den at blive læst flere Aar efter, at den var skreven ...
Men det var ikke blot Bøgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der
søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.
Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved
Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en
stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de
ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig
jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane
Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man
saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres
Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde.
Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet
Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med høj Røst
Forlangender om de Bøger, de ønskede. Og naar de havde gjort det,
satte de sig ned, stak Hænderne i Lommerne og strakte med en frygtløs
Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets
gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed
hentede Folianterne fra Reolerne.
Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid
kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre
Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende -- for
andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en
Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ...
I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. Naar han sad deroppe bag
sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der
kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme.
Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og
Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg -- han
ærgrede sig i stigende Grad over ham, -- saa ugenert selvskreven han
havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.
Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han
gik der med Annas lille spæde og faste Skikkelse trippende ved Siden
af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig
at være hendes Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde møde hende af
ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi
han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfødte
Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.
Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det.
Hvad vedkom overhovedet denne lille Frøken Herding ham,
Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skødeunge,
der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...
Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en
aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde
Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse
Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt
bøjede over Bøgerne -- var det Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de
fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande,
fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at
standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...
Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa _lit de
parade_? Dag for Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte
sig tættere og tættere sammen om ham, saa han ikke kunde røre sig. De
filtrede ham ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af Traade, der alle
lovede at føre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde
følge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst
for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde være den rette. Længe
kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede
Slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans Blik. Saa greb
han ganske vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt ham i Hænde
-- og atter tøvede han, atter greb han en ny -- atter døde der et
Stykke af ham ...
Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han
skulde lede Udlaanet.
"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine
Dage blive ved at komme her hver Dag, sætte mig ned og være rede til
at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og
bede mig om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det med et
beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tænkernes
svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, alle
de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil
klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at
de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers Forvirring vil de
sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange
Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter
blive til nye Bøger ...
Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve
det. Smaa, uldne Bøger vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der
vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv vil skrive dem:
Skomagere og Skræddere, Husmænd og Inderster, Vaagekoner og
Jordemødre. Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af hvilke Lever
og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med Æbler og
Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil føle paa deres
Maver og skændes om, hvis der er stoppet mest ..."
... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var høj og tynd,
havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort
Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han
kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om
de knap kunde bære ham.
Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst. For tyve Aar
siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa
gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller
aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i
hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der
nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde
tære paa.
I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, havde denne Mand
hver Dag givet Møde. Og stedse havde han laant Værker, der angik et
og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen
vidste, hvad han tilstræbte med disse Studier.
Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen
havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede han at
faa byttet.
Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne.
"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han
venskabeligt.
"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "-- det er
jo -- det er jo et temmelig stort Emne."
"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"
Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første
jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.
"Ja -- hm -- det kommer jo an paa ..."
"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det -- men jeg interesserer
mig selv en Smule for disse Spørgsmaal."
"Gør De? Gør De virkelig?" -- Han saa mistænksomt paa ham.
"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig
videnskabelig af med dem."
"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule
Taalmodighed."
Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham.
"Jamen sæt nu -- sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det --
og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!"
"Ja -- man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det
vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa."
"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne _vil_. For mig
staar det saadan, at man _maa_ have det, maa absolut. Tænk at se
tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det -- og saa
maaske maatte indrømme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."
"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne
stjæle Dagene?"
"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra
Livet -- det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lægger
dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar -- er det saa
ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for hele den
lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi
Biblioteksmænd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til
Spilde."
"Da maa jeg sandelig tilstaa -- denne Betragtningsmaade forekommer
mig dog ellers ..."