En Markedsdag.
Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at Ofret ikke havde
kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet
lægge sig imellem. Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde
utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig
Stemme havde kaldt dem tilbage.
Det var Negoro.
Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez
og Coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at Negoro straks skulde
lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre
Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte
fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.
Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen Skæbne
var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra
"Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker,
der var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var, som om
Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det
Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær
forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som
helst.
Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en
underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted.
Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke
blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der
var hundrede Gange værre.
Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig,
pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en
Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa
Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og
desuden indført Bomuldstøj, Smykker, -- og Spiritus, herskede en
frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.
"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af
de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var
saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne
af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i
den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse
sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom
og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den
Skændsel, der skulde overgaa dem.
"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.
"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom
trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare
det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire
bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive
sammen."
"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.
Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd,
Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte
Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og
skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte
løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten
for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne
med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede
Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere
fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne
steg.
Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra
Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en
Barak, han lejede i samme Anledning.
Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer,
Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter.
Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive
af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som
ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme
tav.
Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære
Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel
Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire
fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne
var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de
andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne
Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære.
Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs.
Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med
paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede
Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om
Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den
anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad -- Fætter
Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor
ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke
havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne
Hersker ud, der efter sin egen -- og sine fleste Undersaatters
Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret,
legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en
ældet Urangutang end et Menneske.
Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder
i alle Aldre -- den gamles Harem -- samt af sine Embedsmænd,
Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den
Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller
mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en
tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke
Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte
nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til
Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte
Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som
Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur
mislykkedes.
Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak,
og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres
Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig
paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres
uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og
lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende
i sin Drukkenskab.
Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.
"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.
"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte
Alvez.
"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.
"Hvad ønsker Majestæten?"
"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal
du faa -- -- --."
"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende
Blik til Alvez.
"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine
Agenter. Han maa straffes!"
"Kom med ham, jeg skal -- hvid Mand --," grinede Kongen, "men først
Ildvand, kom med det!"
"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"
Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin
havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i
Flammer -- den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde
forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige
lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.
Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest
paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og
deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og
spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag
for de Vilde.
Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af
Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig
over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa
Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham
tilbage.
Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:
"Sæt Ild paa!"
Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen
var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende
Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over
den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de
hoppede, de dansede, de hylede og sang -- som sorte Djævle om et
Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans
Øjne veg ikke fra Ilden.
Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en
Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den
ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.
Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.
Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket
ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at
Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de
Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for
deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel
Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige
Forfædre.
Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den
brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op,
og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.
Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den
synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding
dog ikke være til at standse.
Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt
ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.