Under Aaget.
Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler og de
gennemtrængende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en
Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede med
deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og delt i forskellige
Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa
satte Toget sig i Bevægelse.
Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv
blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med
sin gamle Fader, og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da de
ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget
Glæde af at være hinanden saa nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem
lige saa godt som alle de andre Slaver, og særlig gik hans
Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne
vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en
Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder
med to Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet tre Aar
gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der
daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.
Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte hver Morgen ved
Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Føden bestod
af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og -- naar der var
Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen -- lidt Faarekød.
De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad
Førerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags
Vandring, ti Mil.
Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end
ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.
25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrør,
otte-ni Fod høje. Marker beplantede med Majs og Bønner. To Indfødte
blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede.
26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af
Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to
Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig
Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen.
28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels
Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et
stort Baobabtræ med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og
Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød en Panter.
Hvordan mon det gaar Herkules? ...
30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem Fanger styrtede af
Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger os i Hælene, gør en rig Høst
hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den
Skæbne der venter dem!
2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden
Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt
paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud.
Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede Slette. Maa
marschere i Mørke hele Natten. Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører
forfærdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige
Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mørket har
sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Børn til sig.
En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige
Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.
[Illustration: I Krokodillernes Gab.]
10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle Fanger forsøgte at
flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest
barbariske Maade.
Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig
at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.
Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig
lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og
hjælpeløs, som jeg er. Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige
foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om
Hjælp. Dyret springer imod mig -- --.
Skrækken lammer mig -- --.
Dingo! Er det muligt?
Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser
alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære
Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa
dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den --
-- og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er
bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? -- -- Jeg
ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump
Papir inden i.
Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis
staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den
har udført sit Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted
igen.
Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det høje
Græs.
Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:
Fru W. og Jack er ført bort i en Kitanda, fulgt af Harris og
Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan ikke sætte mig i Forbindelse med
dem. Dingo fandt mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men
kom sig hurtigt. Kære Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske kan jeg
hjælpe.
Herkules.
11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver
baaret i Hængekøje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme
frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i
Sinde med dem og mig?
24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes
yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke
kunde slæbe sig afsted længer, huggede ned af Opsynsmændene.
Stakkels gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette forfærdelige
Slagteri. Det var den første af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den
evige Hvile -- --. Hvordan mon det gaar med de andre?
Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.
Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa
døde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette
Forhold var ingenlunde usædvanligt, og da Efterspørgslen efter
Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren
sikkert alligevel glimrende Forretninger.
Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er
den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads
"Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle større
Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte
Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfødte
Købmænd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens.
Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af
hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser fra
Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter,
spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af
buskadsagtige Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved
Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvældende, hans
hele Militærstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske
og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle,
hovedrige Alvez.
Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under
Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften ført
til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres
Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens
besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses
efter fire Maaneders Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde
sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.
I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver,
som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke
megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu
befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.
Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Søn og dennes
Venner, Actæon og Austin, at faa de tunge Halsbøjler fjærnet og
efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hænder
og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge
Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller kunnet udholde
Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han næppe
vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet
indelukket i en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom
Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet
under en Slavefogeds Opsyn. Han længtes inderligt efter at kunne
undersøge alle Hytterne, for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og
Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde
være ført hertil.
Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke?
Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin
forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor
dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte
ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med
Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de
rette Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden
til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.
Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette
Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste
Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store
Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.
"Alvez! -- Alvez!" lød det fra alle Kanter af Pladsen.
En _Kitanda_ -- en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede,
kulørte Gardiner -- nærmede sig Pladsen. En fed, gammel, rødøjet
Neger steg ud af den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var
den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.
Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult
Ansigt, mærket af alle mulige Laster og Udsvævelser, og iklædt en
laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez'
Fortrolige og onde Aand, Counbra.
Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i
Alvez' Følge.
Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu
paa sin høje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen
førtes imidlertid i et forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke
forstod et Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev
nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor
Tom og hans Fæller var blevet indelukket.
De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez. Den gamle
Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige
Legemer.
Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:
"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede Stater."
"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mænd i
Lænker; velkommen -- --!"
"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og
traadte nærmere. Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde
ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men
et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den
ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.
Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem
tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over
sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han
betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende
den unge Kaptajn.
"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa daarligt Engelsk.
"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gøre med mine
Kammerater og mig?" spurgte Dick.
"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten ikke forstod, eller
ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn
Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik
Dick og hans Ledsagere.
Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle
til dem: "Venner! Jeg har hørt fra Herkules. Han har fulgt efter
Karavanen. Harris og Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved
jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske -- -- --."
En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig
Stemme lød i hans Øre:
"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem
igen."
Dick foer sammen. Det var Harris.
"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske
Vejviser.
"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet
Medfølelse.
"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet. "Og hendes
Barn, lille Jack?"
"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af mig -- -- --,"
svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.
Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes af en uimodstaaelig
Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hævn, som han ikke kunde
beherske.
Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Bælte og stødte den
dybt i hans Bryst.
-- En Ed, en Forbandelse -- -- og Amerikaneren vaklede og faldt død
til Jorden.