XVIII.

En kongelig Begravelse.

Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over

Kongens Død.

Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens

Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige

Ligbegængelse.

Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens

Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav

skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at

aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor

Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige

Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i

sit gamle Leje.

Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde

dele Skæbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. --

der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge

Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans

Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der

ventede ham.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick,

forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste

Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar

fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man

snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro

blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en

rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste

sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.

Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske

Tilstand.

[Illustration: Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.]

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min

Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at

han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa

'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter

blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at

tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame

Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er

Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres -- -- --. Du

skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig

rasende Portugiser.

"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han

greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne

Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det

vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej,

nej -- i Aften, først i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og

Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod

dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de

ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære

tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig.

De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at

Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession

før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt

end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke

helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast

lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde

forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de

veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de

fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede

Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et

baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej

under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under

Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og

Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere

og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende

Lys over den fantastiske Procession.

Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den

afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i

Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og

endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var

naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen

fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af

Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde

lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet

og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den

Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev

sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der

-- lænket til en rødmalet Pæl -- en hvid, der skulde bringes som et

særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte

Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen

over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i

afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige

Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende

Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen;

forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød

roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den

Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets

Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til

Kongen af Kazonndes Ære.

Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) · 第 41 / 44 题