En kongelig Begravelse.
Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over
Kongens Død.
Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens
Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige
Ligbegængelse.
Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens
Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav
skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at
aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor
Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige
Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i
sit gamle Leje.
Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde
dele Skæbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. --
der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge
Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans
Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der
ventede ham.
Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick,
forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste
Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar
fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man
snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro
blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en
rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste
sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske
Tilstand.
[Illustration: Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.]
"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min
Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at
han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa
'Pilgrim.'"
Dick saa end ikke paa sin Plageaand.
"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter
blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at
tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.
At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame
Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.
"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er
Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."
"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.
"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres -- -- --. Du
skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig
rasende Portugiser.
"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.
I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han
greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne
Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det
vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej,
nej -- i Aften, først i Aften.
Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.
Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og
Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod
dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de
ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære
tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig.
De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.
Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at
Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession
før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt
end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke
helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast
lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde
forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de
veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de
fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede
Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et
baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.
Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej
under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under
Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og
Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere
og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende
Lys over den fantastiske Procession.
Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den
afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i
Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og
endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var
naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen
fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af
Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde
lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet
og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den
Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev
sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der
-- lænket til en rødmalet Pæl -- en hvid, der skulde bringes som et
særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.
Det var Dick Sand.
Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.
Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte
Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen
over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i
afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige
Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.
Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende
Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen;
forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød
roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den
Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets
Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til
Kongen af Kazonndes Ære.