Land! -- Land!
Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa
meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for
derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham
en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst
Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.
"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette
Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde
Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.
"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang.
De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en
fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De
faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."
Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere
hjærteligt end veltalende -- for hendes Elskværdighed og Omhu for
hans Fremtid.
"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at
afværge yderligere Taksigelser.
"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa
Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi
lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme
Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis
Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt,
kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men -- --"
"Men hvad, Dick?"
"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for
'Pilgrim'."
"Hvad vil De da saa gøre?"
"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.
"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til
at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt
sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske
en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."
Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige
Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at
"Pilgrim" forlod Ny Zeeland.
Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men
det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det
formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.
Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet,
viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde
Raab lød ud over Skibet:
"Land! Land!"
Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen
forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte
sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.
Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og
Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne
lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.
"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et
Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en
Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt
Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en
Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.
Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra
Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede;
det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.
Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at
søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa
uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets
Skæbne.
Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den
almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget
syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske
ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for
Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der
truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog
ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der
bredte sig foran ham.