"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde
nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet
afsted i næsten usvækket Fart.
Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end
Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke
hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre
for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i
hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det
ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde
bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig.
Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter
Land forude.
Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i
Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af
de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og
trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa
omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke
forskød sig.
Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru
Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt
for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at
han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.
Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres
Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede
en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.
Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro,
styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.
Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske
var blevet knust ved Stødet.
Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad
der var paa Færde.
Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var,
han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte
under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet.
Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets
Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og
dette var netop hvad Negoro havde villet.
"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte
Dick.
Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod
Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af
Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det
havde da holdt og fejlede ingenting.
Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa
denne Tid af Døgnet?"
"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.
"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."
"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa
gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.
"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu.
Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"
Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer
op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.
Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod
Kokken.
"Tag Dem i Agt, Negoro, -- ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg
skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."
Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev
han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der
lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.
"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke
med ham, de er jo ikke saa kræsne."
"Endnu ikke," svarede Dick roligt.
Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede
imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:
"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."
Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige
Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast,
vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden
pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i
Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet
Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige
agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede
Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs
for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn
vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i
Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa
havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog
ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa
Amerika?
[Illustration: Han rettede Revolveren imod ham.]
Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den,
men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund
for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.
Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det
oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil
i Døgnet -- men stadig saa man intet Land.
Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet,
stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før?
Eller var det Kompasset, det var galt med?
Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:
"Land, Land!"
Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et
Punkt i Horisonten.
Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.
Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens
hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun
sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.
"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.
Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig
Spænding til Rælingen, og brast i Graad.
Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves
havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere
efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et
Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.
Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og
tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.
"En Ø, -- det var kun en Ø!"
"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon
bestyrtet.
"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet
kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i
dette Farvand."
"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu
tilbage?"
"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan
noget som 2500 Mil!"
"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har
'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, -- eller den har sejlet frem og
tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"
"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som
for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad
der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være
Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt --
nej, det er dog ikke muligt!"
"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig
opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en
Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa
hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al
Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."