En Mørkets Gerning.
Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters Vaagen ved Roret
stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.
Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge Skyer, der
hang saa lavt, at man næppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa
Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær over den
hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mørket selv i den
umiddelbare Nærhed af Rorgængerens Plads.
Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede paa Kompassets
lysende Flade, havde næsten mistet deres Synsevne. Han var som
hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en
Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.
I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets Mørke og
nærmede sig tøvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skær lod den
noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt,
forskende Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst og
ubemærket, som den var kommen.
Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet ved at se, at han
havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han
anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn
ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde
flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil
sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa
Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.
Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til at vende Skibet
imod Sydøst; og for fulde Sejl førte den unge Kaptajn sit Fartøj
længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete Hjem.
I den paafølgende Uge hændte der intet særligt om Bord. Den friske,
stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en
god Fart af omkring 160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere
sangvinsk i sine Forventninger, og han blev højst forbavset over, at
"Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den nu maatte være, ikke mødte
et eneste Fartøj paa Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.
Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at
kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere,
eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle
Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem.
Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske
Forhold. For det første havde han ikke taget den ved Strømforholdene
foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo
ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
styrede 45° for meget i sydlig Retning.
Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske
Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget værd, et ægte
"Sømandsøje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgæves
undervist ham i at aflæse Barometret, og drage Slutninger efter
Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.
Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at Barometret den 20.
Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn
og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at
gøre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I
de tre følgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog
ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod
paa 28 Grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne hang saa
lavt, at de næsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet.
Solen formaaede ikke at gennemtrænge Mørket, og det var saaledes
umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.
Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han.
Han veg ikke fra Dækket, og den Smule Søvn, han undte sig, tog han
der.
Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Søen gik
højt. Af og til brød et Tordenvejr løs og Lynene slog ned rundt om
Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det
saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods alt dette
havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring ikke taget Magten fra
dets unge Fører, endnu lystrede det Roret og skød en saa vældig
Fart, at Dick nærede bestemt Haab om inden længe at faa Land i
Sigte.
Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst
ængstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa
risikable Rejse endnu mere farefuld.
"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan være langt
borte?" spurgte hun opmuntret.
"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig
blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt
en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."
"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru Weldon; "der er altsaa
gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"
"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Døgnet
siden da, det udgør 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min
Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede
have været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke møder et
eneste Skib."
"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"
"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nøje paa.
Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang
skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at
vi i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i
Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."
Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde
saa ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne
Forretning.
Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt
gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet --
saa slap pludselig Snoren op.