Kaptajn Dick Sand.
Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det
Hav, som havde berøvet ham hans faderlige Ven og Velgører. Han
spejdede vidt omkring i det forfængelige Haab, at der skulde vise
sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon,
Jack og Fætter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af
det tunge Ansvar, han følte sig betynget af. Selv vilde han, trods
de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit
yderste, for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.
Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe
Erfaring forstod Dick, ved nærmere Eftertanke, at der kun var saare
ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige
Søvej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj,
der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse alle falske
Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i Øjnene.
Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen
imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og
betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og
foer sammen.
"Vil De tale med mig?"
"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede
Negoro studst.
"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede
Letmatrosen alvorligt.
"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte
Kokken udfordrende.
"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.
"De? En Dreng paa femten Aar!"
"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."
"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon,
der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af
er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa
adlydes."
Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og
slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand
og forsikrede hende, at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans
Magt for at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer
lykkeligt i Havn.
Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tænkte Dick,
nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med
Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog kun
alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsføringens
videnskabelige Side. Han vilde ikke være istand til nøjagtigt at
bestemme Skibets Kurs ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han
kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne Stjernernes
Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets sande øjeblikkelige
Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han
gav ikke efter for sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til
Arbejdet.
Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten
og de gav sig sammen til at studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart
Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den i det sidste Døgns
stille Vejr næsten ikke havde forandret Stilling.
Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk Vold, opkastet
imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia.
Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts
formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog næppe
vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre Skibet med
dets Passagerer til dets Hjemsted.
Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden
skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have været
som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var
blevet angivet i Kortets Maalestok.
Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den
gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor
Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de
Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem
om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet,
at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.
Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:
"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken
for vor egen Frelse, ogsaa skal gøre vort bedste for til Gengæld at
bjærge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante
Arme, og dem maa De befale over."
"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?" spurgte den
lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.
"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du
skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej."
"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.
"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre,
saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."
"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."
Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte
Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjælp kunde han beregne
Skibets Retning og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe
Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at
kunne staa ved Roret.
I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise, ansaa Dick det
for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og, fraregnet nogle
betydningsløse Uheld, fik Negrene snart Masterne dækkede med Lærred.
Særlig Herkules sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud
som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og
Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behøvede at gaa fra Roret,
kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for
at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med
den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet
ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som
kræver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde
ikke meget af nogen af Delene.
Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs,
og for hans øvede Haand stod Arbejdet da heller ikke længe paa.
Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde
Sejl rask gennem Bølgerne.
Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet
i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det Øjeblik, da
Negoro var ved at mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl
af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans Samling, og han
overøste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet ødelægge en
saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under
Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at
han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i
mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og
over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa
Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer
siden var druknede lige for hans Øjne.
Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at
afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde
fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og
vanemæssige Gænge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og
dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende, og hans
beskedne og dog bestemte Optræden gjorde ham snart saa afholdt af
hans Amatør-Søfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker
og arbejdede med Liv og Lyst.
Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns
Myndighed i Tvivl, men opholdt sig næsten til Stadighed i sit Køkken
uden nogensinde at tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end
maatte vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det var som om
han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa
Opsætsighed, at lade ham fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine
Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til
naar som helst at indtræde i Negoros Stilling og ofre sig for
Kogekunsten.
For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i
Modsætning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske
Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne
tage de fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang
Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke
Øjnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i
Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om
Rorgængeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom
man ved Hjælp af dette Reservekompas altid var i Stand til at
opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.
Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i
Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet.
Om den Metalring, hvormed det var befæstet, var bleven slidt over
ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den
var blevet slynget ud over Krogen ved en særlig stærk Svingning af
Skibet i Nattens Løb, var ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket,
og Dick maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas, der
stod foran Rorgængeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte være
baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om
Dagen, hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han lade
gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.
Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.
Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans
Beregning var kommet. "Hvor længe det kan vare inden vi naar
Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er
afhængig af Strøm og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i
den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg
sikkert at det vil være Kysten i Nærheden af Valparaiso."
"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men foreløbig er der jo
langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der
kan møde os forinden."