"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.
"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."
"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"
Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den
Ende, han havde beholdt i Haanden.
Det foer igennem Dick -- dette kan ikke være gaaet naturligt til,
der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde været af
udmærket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være
ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet.
Hvorledes kunde det være gaaet til?
Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde
noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde
Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.
Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rædsel, at
Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27° 9'. Stormen
voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage
alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det ham at faa
bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod Dick Tom tage Roret, medens
han selv, Austin, Aktæon og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede
Tresserne paa Dækket.
Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at faa Spir og
Bramstænger taget ind, og et Vindstød havde nær slynget Austin i
Havet. Stormastens Sejl var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for
at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen
det til sig og bortførte sit Bytte.
Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for
at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive
splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte.
Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og
tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.
Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han stirrede ud over Havet,
og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han
Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.
Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget,
smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.