Et Katastrofe.
"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold
Baaden i Kanten af det røde Vand; vi maa nærme os Hvalen saa
forsigtigt, at den ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."
Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte
Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe
Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en
for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste
Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og
Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod
Kaptajnen. Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at
slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som
hævede sig op over Vandskorpen.
"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.
"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.
"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og Baaden nærmede sig til
ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa
Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens
Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor
sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa
stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne
havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.
Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at
beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod
Finhvalens Side.
"Bak, bak," raabte han.
Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter, og et Øjeblik efter
var den uden for Rækkevidden af Hvalens Hale.
I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa
ubevægelig.
"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.
Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og
derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die.
Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene
for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskærme sin "Lille" -- om man
ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti
Alens Længde.
Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte
mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt
med mørkere Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin
Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu først
og fremmest om at følge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag
Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skød
afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen, der syntes ikke at ville
standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befæstet til
Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes
til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en
tredie maatte føjes til.
"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr løber med alle vore
Liner."
"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra Skibet," tilføjede
Baadsmanden.
"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække Vejret; det er jo
ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," ræsonnerede
Kaptajnen.
Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa den femte og
sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at
den slappedes.
"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu er Bæstet dog endelig
blevet træt."
Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i
Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nærmere, saa man den atter
ligge ubevægelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.
To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes med Lanser.
Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i
Dybet. Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter
slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde
Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske
tilsidst alligevel undslippe dem?
Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne
Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin
vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.
"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.
Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige
og dygtige Manøvre, og idet Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og
de to Matroser deres Lanser dybt i dens højre Side.
Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte den to vældige
Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i
Spring atter ind paa Baaden.
I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Sømand
have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik
Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny
Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre
Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme
Halebevægelser en mægtig Bølge ind over Rælingen, saa at Baaden
næsten fyldtes.
"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.
Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede vendt sig til et
nyt Angreb, og rasende af Smerte skød den i frygtelig Fart imod
Baaden.
"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.
Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde
ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og
Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med
et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa
naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".
I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af
Hvalens Hale.
Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt op i Luften og
faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende
Bevægelser oprørte Bølger.
Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i
en Skumhvirvel.
Saa dukkede den under for at dø i Dybet.
Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet,
hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Væsen.
Der flød kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.
En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og Rædsel greb de
tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige
Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres Øjne, uden at de var
istand til at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det var forsent.
Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om
Bord paa et Skib, der ikke længer havde nogen Kaptajn og intet
Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var
prisgivet Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt
Tilfælde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu
ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige
Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god
Ladning med hjem.
Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun én den
fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering, og denne ene var en Dreng paa
femten Aar -- Dick Sand.