Dingos Historie. En Hval i Sigte.
En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens
lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret
paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen
Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods
hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt
logrende og betragtede sit Værk.
"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den
for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og
Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til
Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den
brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde
Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage
-- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang
havde udsøgt sig.
"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.
"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er
den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme
Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende
til, "det er dog Pokker til Hund."
Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til
ham med Spørgsmaalet:
"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde
jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden
ved Kongoflodens Munding."
"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar,"
svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt
den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem
den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren
end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre
sig forstaaelig."
"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru
Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.
"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig
Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."
"Hvad tænker De da paa?"
"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med
Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at
gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte
netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge
Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel
Vernon."
"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"
"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er
indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af
Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere.
Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er
enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis
denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt
ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor
saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."
"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa
Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os,
hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den
altid knurrer ad Kokken."
Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget
af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre
i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.
Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og
tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden
antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.
"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet
bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"
"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig
fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."
"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at
de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa
bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du
se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.
Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.
"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde
Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade
gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."
"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved
maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer
mig for Hexapodaen."
Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot
godmodigt:
"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."
Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette
et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde
noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."
Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:
"En Hval til Bagbord!"
"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle
Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt
af alle Søfolkene.
"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget
Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men
en gevaldig Kammerat maa det da være."
"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.
"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi
vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen
Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og
kan vel gøre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"
"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.
"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"
De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne
Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet
eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en
Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet
med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og
ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere
primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.
Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen
lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af
flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa
Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.
"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage
Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det
vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi
forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."
"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"
Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib,
selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den
store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans
Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom
Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik
ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var
saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens
han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.
"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et
Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."
"Stol paa mig, Kaptajn!"
Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og
om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for
ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene.
Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.
"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det
din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig
ordentligt."
Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om,
arrigt knurrende.
Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at
iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken,
styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en
Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte
forskrækket:
"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"
Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig,
ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til
Køkkenet.
"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De
maa love mig at holde godt Øje med den Mand."
[Illustration: De frelste Negerslaver plejes.]
"Det skal jeg," svarede han beroligende.
Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden,
der snart kun var et Punkt paa det store Hav.