I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og

som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans

Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den

plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige Højhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade

og nærmede sig, mens alle Stemmer lød mere dæmpet, til Faderen, med

den høje Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem

mod Hans Excellences Dør.

Faderen bøjede Hovedet:

-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Højhed, sagde han, der

havde genkendt Broderens Stemme gennem Døren. Og som ved et Tilfælde

rørte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin

med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg.

-Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte.

-Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det

samme og skød Portièren bort.

-Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed

og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var

givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland.

Hans kongelige Højhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og

kammerherren sagde--mens al anden Tale blev meget stille og der paa

Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Højhed, Excellencen,

Kammerherren og Kadetten--angaaende sit Arbejde, at det var

Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte

Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde:

-Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

-Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige

Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

-En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed.

-Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet

faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod

Striberne med Hvidernes Vaaben:

-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens

Skulder:

-Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde

mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra

Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter

først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret:

-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed.

Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende

tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og

sagde:

-Er Hofjægermesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

-Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede

meget dybt: min Mand er paa Egehøj.

Der opstod en Pause, før Hans kongelige Højhed sagde--Etatsraadinde

Mouritzen var trængt frem lige bag Fru von Eichwald og bevægede sig

saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes

Tæppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget løsrevne Ord hørtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige

Højhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes

Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte

tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om

Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet

sig, sagde:

-Jørgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med

Øjnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem

sine Blomster, hørte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har

nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Børn, men de

bliver sjældent gamle nok, til deres Børn begynder at blive gamle.

Moderen saá paa Grevinden og havde ført sin ene Haand ind mod sit

Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Læber forblev let aabnede, da

hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget,

sagde:

-Kære I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi

saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner

kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ.

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg tænkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule,

som talte hun til sig selv: jeg er saamæn ikke meget kløgtig, og Gud

véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden

Ting, som man længe har tænkt over ... Og jeg tror, at en Kone først

rigtig har tabt i Ægteskabet, naar hun ikke længer er Kvinden,

Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit

Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren,

traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev

Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde

siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu

rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa

én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en

Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar

vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevægelse

med sine Læber, som udstødte han en Slurk Røg:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gøre det

samme Arbejde.

Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin

lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig,

brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange Gæster idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens

Ansigt--Du er anstrængt.

-Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der

mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten--:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von

Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig,

midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sjældent--at se saadan et Ægteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte

altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for

Omverdenen--:

-Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just

stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa

Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive

forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang

Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som

nu nærmede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og

sagde:

-Hvad taler I om?

-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun

Burene om de største Dyr.

Marschalinden lo:

-Du vælter alting idag, Onkel Hvide.

-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller

paa Plads.

-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig

om Kærligheden.

-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet

Marschalindens Ord fra før.

-Kærligheden, sagde Excellencen og et Øjeblik krængede han sin altfor

svære Mund: Kærligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, før

alle de pyntelige Ord er blevet høvlede af Sproget.

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig

halvt, sagde, som fejede han noget væk:

-Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af

Abernes Børnebørnsbørn.

-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt,

hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri.

-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

-Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og

rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde

vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

-Hvad er her hændt?

-Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde

løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort.

Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der

hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

-Den maa være meget gammel, sagde hun.

-Ja, Stykket er historisk.

-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

-Den har tilhørt Marie Antoinette.

-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra

Frankfurt.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre:

Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede--naar

Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét--:

Pastellen fremstiller Dauphin.

-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og

kneb Øjnene sammen, som Kendere gør.

-Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens

Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske

anderledes.

-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt

Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af

Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald bøjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte

sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nervøst op om Kejser Nikolajs Brosche,

næsten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og

med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og førte dem

op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde

brat ført Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en

halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid

ganske særegent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste

Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans

Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.

Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belægge

med Guld:

-Og de virker saare skønt paa deres hellige Sted, sagde Hans

Højærværdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod lænet til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer,

der paa en endeløs Vej et Minut har lænet sig til et Træ, og sagde:

-Jeg har tænkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et Øjeblik, før hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man tænker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.

Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et

Ibenholts Skab:

-Er det Hans' Søn?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert

Ord.

Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa,

bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget

rank i Krop, bøjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er skøn som et Gravmæle.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg

stod netop og tænkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt

Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked,

da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i

sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i

Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans

Excellences Fader under et Besøg i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra

Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar

siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags

Regeringsjubilæum.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol

foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme

Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa

hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin

ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let,

mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-_Fortuna fortis, fortuna fortis_.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofjægermesterinden og Hans Højærværdighed

og hørte Hans Højærværdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid trænge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres Højærværdighed, sagde Hans Excellence: lad dem

se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár.

Han vendte sig til Hofjægermesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desværre, svarede Hofjægermesterinden.

Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i

Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv

kært.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet

Goethe, medens alle Gæsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og

dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag

hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han

netop tændte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et

Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar

han maalte sig selv med de andre.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger til Hendes

Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udmærket Slægt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades

Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede--set saa

smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar.

Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt,

der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som

talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at

tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med

Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til

Ministeren.

Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt

og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i

en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav

Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich

havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rød som

et Blod og et Nu talte ingen, før Hans Excellence, efter at have

kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede

han usynlige Vækster op med alle deres Rødder:--Først nogle Bøger, saa

én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis

Form Ingen kan tyde mer.

Berømthedens Søn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre

berømte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bøjede foran Hendes

Naade sit Hoved i en tom Ærbødighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede

paa den anden Side Stolen.

-Fortuna fortis, skreg Pappegøjen i et stadigt Raseri.

-Det er Gammelmandssnak, sluttede Berømthedens Søn.

Den slanke Tjener aabnede Døren og lukkede den igen, rank med

nedslagne Øjne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys:

-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har

gættet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende

Statsunderstøttelser, nærmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen

bøjede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s

Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der

greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans

Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske

Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet

som en fjern Ruin, sagde han:

-Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr.

von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig

sagde han:

-De hører ikke efter.

-Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et

og andet at tænke over.

-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá

udad Vinduet:

-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.

Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:

-Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud.

Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt

Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

* * * * *

Hans Excellence sad foran sit Bord:

-Hvad er Klokken?

-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

-Klokken fem skal Vognen køre frem.

Georg rettede sig.

-Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence rørte sig ikke:

-Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevægelse i sit

Ansigt betragtede han Hans Excellence:

-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede,

da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

-Sig ham til, at her spises Klokken seks.

-Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget Øjnene fra den unge Mand, hvis Mund

maaske sitrede en umærkelig Kende, idet han bukkede.

-Har Du hørt det?

-Ja, Grandpapa.

-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strømmet over

den unge Mands Ansigt og han gik.

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

-Hvor er Hvide? spurgte hun.

-Hans Excellence er i sit Værelse, sagde Selskabsdamen.

-Jeg paaklædes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevægelse

med Haanden.

-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.

Døren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over

Gulvet:

-Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.

-Det er mig, hviskede Sofie.

-Véd Fruen det?

-Hvad? sagde Hendes Naade, som førte Hænderne op og ned i sit Skød.

-Jægermesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede

et Øjeblik paa hinanden gennem Mørket.

-Jeg tænkte det, stønnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede

ikke straks:

-Jægermesteren har talt med Hans Excellence.

-Naar?

-Under Modtagelsen.

Hendes Naade stønnede paany og bed de hvide Læber sammen:

-Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen næppe kunde høre det.

Døren blev lukket.

Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun

slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences Dør.

Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende.

-Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er

der sket? Hvad gaar der for sig?

Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende.

-Hans er i Byen, sagde han.

Hendes Naade havde foldet sine Hænder--i det sorte Skrud, som hun stod

med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede

Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve--:

-Hvad har han sagt?

Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit

eget Liv.

-Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.

-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:

-Du er træt.

Hendes Naade vendte sig og gik.

Moderen var gaaet op. Hun tændte Lysene i Armstagerne og blev staaende

foran de hvide Lys.

-Jeg skulde klæde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trætte ned langs

hendes Sider.

Lidt efter aabnede hun Døren til Gangen:

-Arkadia, raabte hun:

-Arkadia.

Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var

der næsten mørkt.

-Arkadia, raabte Moderen.

-Slip mig, Frederiksen, lød det nede fra, i Skumringen.

Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.

Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde

hjælpe Fruen.

-Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hænder laa i hendes Skød:

hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.

Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op

og Skørter op og Æsker op. Moderen fulgte hendes Bevægelser.

-Det er en sort Barége, sagde hun.

-Med Underkjole af Reps.

Selskabsdamen blev ved at rode op.

-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig

paa et straagult Kjoleskørt:

-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.

Og pludselig sagde hun:

-Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens

Kufferter, sagde, mildt afværgende:

-Men den er jo saa god som ny.

-Kære Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

-Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Klædningsstykke hen paa en Stol og fandt

tilsidst den Baréges:

-Her er den, sagde hun.

-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle Øjeblikke foran Lysene, før hun slog Eau

de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var klædt

paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag

til Middag lod lægge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule

Blomsterøjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bøger paa sit Bord tog hun

den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste:

Og daglig mer og mer Diones Sind

Sig slutter til--hun drømmende kun leved;

Det evigt nyt Erindrings Billed væved,

Men Livets Indtryk lukked ej det ind.

Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,

Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved,

Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:

Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli.

Dog, hvad er Ord fornødne?--Samme Spil Kan her beskues som paa Livets

Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp

før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa

Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver

Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.

Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde

Læber skælvede.

Saa læste hun igen:

Du svigter mig--du flyer mit Øjes Blik, Skønt ømt jeg kalder, Du vil

ej mig høre; Du for min Hilsen lukket har dit Øre Og rækker bortvendt

mig den bitre Drik. Det svinder hen--min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte

den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun

læste:

Og intet mer kan mig tilbage føre De Straaler, som min Glæde fødtes i,

Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde være--nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit

Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,

foruden Trøst; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets

Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en

Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke:

Farvel--Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i

dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begærte Af Elskov, Lykke,

Fred paa denne Jord.

Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,

Hvis sidste Haaben i dens Bæger bor,

Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,

Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit

Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod

Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en

Bedepult:

Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder

der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar

I Sorgens Følge gennem Fortids Haller

Og stille for hvert dejligt Billed staar.

Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder,

Jeg strækker Haanden ud--men ej den naa'r

Den flygtige, den lyse Hær af Minder,

Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt,

Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet

Af alt det Herlige, min Arm har favnet,

Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt.

Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet

Endnu jeg har, skønt dette Navn er alt,

Alt, hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,

Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hænder. Ansigtet

var let strakt frem:

O, Du--Men Taaren falder ned og sletter

Mig Skriften ud; og tørres end den bort,

Den vælder frem paany og Brevet pletter

Saa selv min Afskedshilsen gør mig tort.

Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter,

Dertil et bittert Liv var mig for kort.

Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.

Kun dette Kys--nej, nej. Og dog--det blive.

Hendes Hænder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet,

ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.

-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa være.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hægte Fruens

Kjole.

-Tak, jeg er færdig, svarede Moderen.

Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:

-Men skal jeg dog ikke fæste Blomsterne? sagde hun.

Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun

de hvide Blomster.

-Tak, sagde hun:

-Men lad dem visne her.

Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:

-De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.

Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden.

Det var Hestene, der blev spændt for.

-Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod

Selskabsdamen.

-Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen.

-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.

-Hans Excellence har ikke sagt det.

Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik.

Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud.

---

Det graa Hus · 第 4 / 9 题