Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve.
Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.
Saa rejste han sig og drejede Nøglerne om i begge sine Døre, før han
satte sig igen. Han havde lidt besværligt ved at gaa, men det var jo
ogsaa for Hans Excellence allerede højt op paa Dagen.
Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en
Kniv. Hans Hænder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet
af, saa han læste med sine blotte Øjne:
Thorsholm den 26. Februar.
Kære Papa.
"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som
sædvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive
selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Søn Fritz, der, naar
hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok
har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde
erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa
skulde ønske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved
Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Beløb
er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og
vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjælp maatte
gøre yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for
stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor
haard den end falder."
Hans Excellences fremskudte Underlæbe skjalv--for anden Gang--men han
læste videre:
"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet".
Endskønt jeg vel kender Papas Ønske om at vide sig befriet,
idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde
Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at læse,
da Stillingen næppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules
længer, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrængelser. Jeg har, hvad
Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen
Begavelse eller Slags Talent for Landvæsen. Men efter at jeg under en
Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde
erklæret ikke at kunne have en Søn til Læge, som ikke kunde taale
Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst,
naturligvis ogsaa fordi den i de første Aar, da Broder Fritz og Fru
Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for
Oversættelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfælde
vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn
sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgøre, hvad der
syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til
Lægevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste
indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er
desværre overflødigt at tale om Gaardene, hvis Køb Papa, trods alt,
hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa
købte Annebygaard. kort før han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold
til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, skønt dette
Forhold, hvilket Papa maaske vil indrømme, først og sidst er gaaet ud
over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte
overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere
som hele Købesummen, før Mama kunde bo der og idetmindste have lidt
Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i
en Forpagtning--men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en
Jægermester--havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig,
kunnet slaa til og været givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og
fremfor alt den stakkels Mama ikke havde været prisgiven en daglig
Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo
altid fundet mange at give til og tit."
Hans Excellences Haand skælvede som i et Ryk og Aarerne i hans
Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at læse.
Det tog i Døren.
-Hvem er det? raabte han.
-Hans Excellence læser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der
slap Laasen:
-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.
Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit
Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse
"Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:
-"Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder.
Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."
-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.
Selskabsdamen svarede.
-Ja, om man kunde opnaa at faa en første Sal, sagde Hendes Naade: men
Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.
-Videre.
Selskabsdamen læste igen:
-"Herskabelig Lejlighed, ti Værelser, Anretteværelse, Badeværelse
o.s.v., første Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."
-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til
--Legationsraadinden var død der og Hendes Naade gav ikke Agt paa
Lejligheder, hvor hun vidste om Dødsfald--:
-Der var ellers rart.
Georg var kommen ind.
-Læg Tæppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bøjet sig for at
lægge Tæppet om hendes Knæ, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at
læse:
-Hvor er hans Excellence?
Georg, der førte sine krogede Fingre hen over Tæppet, sagde:
-Hans Excellence læser Posten; og idet han løftede Hovedet og saá paa
Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krængede sine Læber,
saa hans to eneste Tænder blev synlige--de lignede "Gnaverne" hos en
Rotte--:
-Der var Brev fra Hr. Jægermesteren.
Georg skjulte med Læben atter sine to Tænder og rejste sig.
-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung,
og, paa én Gang, med sit Lommetørklæde aftørrede sine Tindinger, der
var blevet fugtige.
Selskabsdamen var holdt op med at læse.
-Hvorfor læser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hørte ikke, hvad
Frøkenen svarede.
Pludselig sagde hun:
-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om
sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.
Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et
lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret,
hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt.
-Jægermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet
hæs.
-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et
Par mørkere Skygger i Mørket.
Hendes Naade førte sine Hænder over hinanden:
-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle
Øjeblikke, i Mørket.
-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.
-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rørte sig. Og hun spurgte om Maden
til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter
Ret.
-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved
at nævne en Mellemret.
Sofie vilde svare, men hun sagde:
-Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.
Sofie nævnede Deserten:
-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.
-Jeg fik Penge igaar.
-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.
-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket.
-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes
Naade, som den, der giver en Ordre.
Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer.
Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen,
hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som
fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde
Læber syntes at faa deres Fylde igen:
-Men det er mig, sagde hun:
-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange
mod Chatollet.
Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har
forstaaet alting længe.
-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Læber
paany var blevet smalle som før; og hun løftede Haanden, at Tyendet
kunde gaa.
Da Døren var lukket, tog Hendes Naade en Nøgle frem og aabnede Skrinet
foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op
og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.
Mantillen havde løsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over
Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde været af Jern.
Det bankede paa Døren--og en Gang til:
-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde
Kræfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.
-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dør.
-Jeg kommer.
Hendes Naade lod sig støtte af Frøkenen, mens hun gik ind gennem
Stuerne.
Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans
Excellence Døren til sin Stue op.
Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og
slog dem atter ned.
-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.
-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede
Skuldrene sammen i sin Lænestol, ikke tog Øjnene fra Gaffelen, der
rystede i Hendes Naades Haand.
-Fra Hans.
Der var stille nogle Øjeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.
-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til
at spise.
-Som sædvanligt.
Det var som Hendes Naades Pupiller blev større, mens hun bestandig
betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:
-Og Børnene? sagde hun.
-De har det godt.
Excellencen var gaaet fem Skridt.
-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hænder,
hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.
Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa
Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste.
Hendes Naade blev ved at smile:
-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.
-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.
-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes
lidt.
Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:
-Det er Harriette, sagde hun.
-Naa.
-Lad Marschalinden komme ind.
Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og
Pelsværk:
-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:
-Ja, her har I mig.
Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:
-Goddag, Onkel Hvide.
-Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med
sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke
var til for ham.
-Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte
sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.
-Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med
Haanden bød Fru Harriette en Stol:
-Og du er helt den samme.
-Den samme ...
Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i
Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom
forsvundet.
-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj.
Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin
Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.--Dig har jeg Hilsner til,
Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad.
Excellencen sagde:
-Slaar de ihjel endnu?
-Ja.
Idet han lo, sagde han:
-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en
anden Tanke--ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret--lagde han til:
-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.
-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Øjne, saasnart hun ikke
talte, løb rundt i Stuen ligesom om de søgte.
-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.
-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun
fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad
Døren, lagde hun til:
-Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine
Bøger.
Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:
-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.
Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte
hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte
to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:
-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?
Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:
-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.
-Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter
Tanten paa Panden, før hun gik.
Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde,
tæt bag den aabnede Dør. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede
til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud.
Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans
Excellence:
-Skal Du svare Hans?
Men han hørte det ikke.
Hendes Naade spurgte ikke mer.
Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet
saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder
eller den tomme Væg . ..
-Nej, Harriette, Harriette--og Moderen sprang op, da Marschalinden kom
ind i Spisestuen--: er det Dig?
Hun kyssede Marschalinden to Gange:
-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru
Harriette hen til Vinduet:
-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.
-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.
-Ja, sagde Moderen: er det ikke mærkeligt, at der er Mennesker, som
aldrig kan forandre sig.
-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet
to Skridt og muligvis var det kun det ændrede Lys, der lod hende synes
en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.
-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse
og Middag.
Hun ringede.
Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:
-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.
-Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en
Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han
skal hen? spurgte hun Faderen.
-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.
Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var høj
og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man
troede, man maatte kunne se hans Ribben.
-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik
ud.
-Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen.
-Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog
vidunderligt at være kommen hjem.
-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin
Tallerken.
Hun tav et Øjeblik, før hun sagde:
-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over
hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.
-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.
Hun smilede et Øjeblik:
-Hvor var der vidunderligt derhjemme.
Hun tav igen. Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede:
-Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme.
De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun.
-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun
sagde det.
Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans
langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som
altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til
Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:
-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.
-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde
holde paa vore Stylter.
Fru Harriette lo:
-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.
-Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen.--Og ingen
kunde flytte dem, lagde hun til.
Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede
Armene:
-Nej, for de døde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som
turde.
-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog
græd ved Papas Begravelse.
De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:
-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren
i paa din hvide Silkekjole.
-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke
maattet ta'e den paa for Mama.
-Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen.
-Ja.
-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren i ... og badus
var Kjolen i to Flænger ...
Marschalinden lo og lo.
Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de
to Flænger.
-Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa
Bordopsatsen, spurgte hun:
-Hvad er det for Blomster?
-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.
-De er dejlige.
-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra
Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.
-Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne
og vendte tilbage til "Gaarden":
-Jens var dog bedst tilhest.
-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.
Moderen lo og Fru Harriette lo med:
-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kælderen under
sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.
Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det
var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:
-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.
Faderen sagde:
-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt,
som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst.
-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred,
den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.
-Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde
skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.
-Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i
Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella
stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en
besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.
Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.
-Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Øjne
atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:
-Ja, de falder.
Faderens Ansigt var blevet ubevægeligt, som, lidt efter lidt, hele
dets Udtryk forsvandt.
-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det
Aar--Marschalinden saá over paa Faderen--Du kom hjem fra Bonn,
Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog
saá ud, da de kom op gennem Æresporten. Margrethe Stuepige var
forrest, i grønt Liv med røde Bændler...
-Men Du blev Rosenbruden, Stella--Marschalinden begyndte at le--: Nej,
saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om
Aftenen af bar Forliebelse.
Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:
-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet,
midt paa den grønne Plæne.
-Under Blodbøgen, sagde Moderen.
Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket
Hovedet igen.
Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt
Spejl.
Marschalinden blev ved at tale.
Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den,
der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide
Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for
Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.
Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.
-Ja, det var den Gang, sagde hun.
-Ja, den Gang, sagde Moderen.
Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene
frem.
-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han
hæger sig.
Hun tog sit Glas Madeira:
-Skaal, Fritz, sagde hun.
-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.
-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.
-Du ogsaa, svarede Faderen.
Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en
besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kløften i hans
Hage, den Kløft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:
-Aa nej, sagde hun: Aarene støver os alle i Ansigtet.
Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.
-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder.
-Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens
dejlige Hænder op mod sine Læber.
Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede
hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.
Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra Væg
til Væg:
-Men at det kan blive ved ...
-Hvilket? spurgte Moderen.
-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.
Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet
hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var
kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde:
-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.
-Hvem?--Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?
-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.
Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han,
at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte
Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par
Visiter.
-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind
i Stuerne for at sige Farvel.
-Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog
Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.
Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:
-Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun.
-Ja, tilsidst, sagde Moderen.
De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede
hastigt, da de kom--og de gik videre, ind til Hans Excellence:
-Ja, Farvel, Onkel Hvide.
-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge
Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.
Hans Excellence rørte sig ikke:
-Farvel.
De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som
Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:
-Men Onkel Hvide er blevet gammel.
-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.
-Hvorfor?
Moderen svarede ikke.
Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:
-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.
-Langt bort?
Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et
Ryk.
-Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber
sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse:
-Det bliver det samme, Du, sagde hun.
Moderen saá langt ud over Sneen.
-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne:
-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?
Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem
Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.
Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod
hendes smerteligt stirrende Øjne.
Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte:
-Dér er Hans.
Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt,
trak Hovedet bort.
-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.
-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.
De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:
-Er det stadig det samme med Hans?
-Det er vist snarere værre.
Marschalinden nikkede:
-Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.
Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.
-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og
hun gik op til sig selv.
Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin
Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine
Klude.
-Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne.
Den slanke Tjener, som havde smøget de lyseblaa Ærmer op, saa man saá
næsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede
langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Døren lod han staa,
mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter
Minut.
-Aa ja, aa ja, stønnede Excellencen.
Husets gamle Træværk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.
Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun
foran en opslaaet Bog, uden at læse.
Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak
Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede
Tunge ud af deres Hundehus.
Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke.
Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op
af sit Kælderhul. Han begyndte at slaa den nye Løber op ad Trappen.
Hammerslagene lød, mod det hule Træ, Slag efter Slag, op i Huset.
Georg vaagnede paa sin Stol ved Døren og gik ind:
-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dørtrinet.
Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin
knyttede Haand:
-Bring mig Frakken.
Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene--Georg fornam, at Hans
Excellence var tung i sine Arme--strejfede han med sine Øjne Skuffen,
hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.
-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stød, havde skubbet
Skuffen i, da han saá Moderen træde ind. Hun havde et Øjeblik og fra
Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig
Bevægelse, bøjede hun sig og, mens deres Øjne mødtes saa meget som et
Nu, kyssede hun hans Kind.
-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod
allerede i Døren til Dagligstuen, da han sagde:
-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?
Moderen lo og sagde:
-Der er ingen kommet endnu.
Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den
inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede
Stav.
Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen
fæste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:
-Sæt Dig dog, bedste.
Moderens Øjne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grønne og salte
Bølger pludselig gød sig frem i Solen, og hun sagde:
-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.
-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen,
hver Gang et af Væggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling;
det er rart, naar man har det hjemme.
Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:
-Har Du talt med Hvide?
-Næsten ikke, Grandmama. Jeg har jo været ude.
-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hænder
uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:
-Og saa har vi tilmed Middag idag.
-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.
Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk:
-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke.
Moderen svarede ikke.
Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner
med Vin og spurgte Tjeneren:
-Hvad er det for Madeira?
Den Slanke bukkede:
-Hendes Naade har givet Ordre.
Faderen løftede et Øjeblik paa Glasproppen og førte Flasken op mod sit
Ansigt:
-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tør, sagde han.
Den Liberiklædte bukkede paany uden at bevæge sit Ansigt.
Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:
-Slaa de Gardiner for.
Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt
i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde
været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog
Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under
deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.
De bragte, mens de bestandig bevægede Mundene begge to, tusind
Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og
henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen
stadig var rask:
-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.
-Vi har det godt, sagde Hans Excellence--al Talen om hans Befindende
var en Afsky for ham--og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille
Herre, spinkel og med studset Skæg, af Udseende som en General og før
"Tabet" Overpræsident i Kiel.
-Jeg vilde dog se Dig, kære Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde
fra "Ensomhed".
Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den
næste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige
Haandbevægelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger,
fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestæt Kong Georg havde
forskaffet ham fra de græske Øer og som Kammerherren, i Vedbæk, paa
"Ensomhed", forsøgte at omplante i Drivhuse:
-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem
til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.
Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.
-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen
Tankegang: hvor man ikke arbejder.
Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra
Embedstiden i Hertugdømmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid,
da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.
-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:
-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.
Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa højt, at det klang gennem
Stuerne.
-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bøjet sit Hoved.
-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.
-Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt.
De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den
Lyseblaa bragte omkring paa en Sølvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet,
der optog dem ganske:
-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har,
bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.
Den Ældre faldt ind:
-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.
-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Øjnes
Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:
-Hendes Majestæt Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.
-Men der har jo, det tilstaar jeg, været Aftener, sagde
Hofdame-Søsteren til Hofjægermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt
til Charlotte Amalie, naar hun læste, at nu maatte hun holde inde, for
der er jo ingen Rædsler, for hvilke man nutildags forskaanes i
Aviserne.
-Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne
Senge om Natten.
Frøkenen brød pludselig af med Slagmarkerne og sagde til
Hofjægermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:
-Hvorledes har Deres Fader det?
Fru von Eichwald, der var født Glud, takkede, Konferensraaden havde
det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som
kom hen mod Bordet:
-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade
gjorde hendes Bevægelser en Smule ubekvemme.
Hans Excellence skød Skuldrene frem:
-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.
En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastløst pillende Fingre, der
var blevet krogede af at gennemse en berømt Faders Arbejder, sagde fra
en Stol ved Vinduet:
-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".
Excellencen lo:
-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.
De to Damer fra Vallø gjorde en Bevægelse med Hovederne som et Par
gamle Høner, der faar en Sjat Spildevand i Øjnene, medens Hans
Excellence vendte sig mod en Herre med Træben, der just var kommen
ind:
-Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.
Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han
vidste det ikke.
-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt
kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i
Aarhundredernes Løb lært at indskrænke sig til kun at passe deres
Piber.
Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte
Tænder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber.
Baronen, som var enbenet fra en Grænsetræfning mod de Svenske fra de
Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en
underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik
hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var
stanset et Nu.
-Ønsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.
-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at
nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede
Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:
-Hvordan staar det til?
Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte
Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale
med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var
standset den Dag, han mistede Benet) om noget mærkeligt han havde
læst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde
Ild.
Hr. Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa
ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde
Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans
Ærgerrighed ikke maatte ryste.
-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod
Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte
paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde
Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en
rødblond og bred Godsejer fra deres Egn.
-Kære Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis
skulde have været her, nu han var hjemme... Det er dog altid en
Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor
længe det varer.
Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit
Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik
betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved
Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-:
-Deres Fader er jo i Byen.
Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet
sine Øjne:
-Ja, sagde han.
-Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen...
De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede,
medens hans Moder pludselig gav sig til at le:
-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kære
Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop
interesserer sig for Landbrug.
Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han
hele Tiden følte, sagde:
-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal gøre af
deres egne Børn.
Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:
-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er
saa overflødige som vi.
Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes højt, fra alle Hjørner.
Over alle Stemmerne hørte man Marschalinden, der lo:
-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos
Moderen og den østrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod
to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde,
hvor iforgaars en Venstremand var valgt:
-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.
Men den ene Herre sagde:
-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trænger frem langs
væggene i det andet Ting.
Hans Excellence lo:
-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig
faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som
skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale
og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevægelse, som om han
tørrede sin Fodsaal mod Tæppet--af den samme Familje.
Den anden Herre smilede:
-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.
-Sandheder, man ikke vil høre, kalder man Paradokser, sagde Hans
Excellence:
-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nøjes med
Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge.
Den første Herre sagde:
-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et
lille Eftertryk paa "aktive".
Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:
-Ja, sagde han, jeg har levet længe.
Og han fortsatte:
-Vi havde en General--han løftede pludselig Haanden og pegede paa et
Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--:
-Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt.
Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den østrigske Minister,
havde sét Excellencens Haandbevægelse og sagde med en pludselig
Tankeforbindelse:
-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Øjne paa
Faderens Ansigt, der i den næste Stue smilende, saa man saá
Smilehullerne i hans Kinder, var bøjet over den unge og friske Frøken
Schulin.
-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen
imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn.
-Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde
Ministeren bukkende.
Kammerherren bøjede det graa Hoved:
-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.
Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde været Medlem af en
østrigsk Kommission i Hertugdømmerne og, da Hans Excellence kom til,
sagde han:
-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og
paa Dybbøl.
-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sørgmodigt
paa mig.
-Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje:
-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.
Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde:
-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil
lyse gennem Historien.
Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var
helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod:
-Maaske.
Og et Nu efter lagde han til:
-Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav.
-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres
Folk.
Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit
Ansigt:
-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det
kan.
-Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes.
Der fløj et Udtryk af Bevægelse over Kammerherrens Ansigt, mens
Ministeren sagde:
-Deres Excellence har Ret.
Marschalinden, der søgte om et Emne, sagde efter et Par Øjeblikkes
Forløb:
-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage
gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget
stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes
Naade.
Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.
Sofie stod derinde i en Krog:
-Hvad vil hun? sagde han.
-Hun skulde--hun skulde gerne ha'e Penge:
-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.
-Hm, sagde Hans Excellence.
Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af
Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende
ind i Ansigtet:
-Hvem er Hustyvene her i Huset?
Sofie følte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod,
og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.
-Gaa, sagde Hans Excellence.
Og hun gik.
Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte
Arme, et Øjeblik til Chatollet.
Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol.
Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om
H.C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik
forbi med Fru Harriette:
-Hvor er Hvide?
-Grandpapa er her, sagde Moderen og søgte selv Hans Excellence med
Øjnene, mens den østrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru
von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade
--talende om Gastein.
-Hvor Deres Naade har været saa mange Gange, sagde Ministeren.
-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.
Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et
forestille ham for Fru von Eichwald:
-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.
Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et
pludseligt Glimt i sine graa Øjne.
-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine
Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.
-Gewiss giebt es schöne Weiber in Dänemark, plejede han at sige,
sluttede Ministeren og bøjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over
Fru von Eichwald.
Hendes Naade smilede.
-Man smigrer saa let i Østrig, sagde hun, men hendes Øjne fulgte
Moderen, der havde grebet i Excellencens Dør og følt, at den var
laaset.
-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap
Døren:
-Du er jo helt bleg.
-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden
hen over Panden, sagde hun:
-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.
Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens
Søn, der stod bag hende i en Krog:
-Tror De paa Datoer?
Sønnen blev staaende med aaben Mund.
-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.
Kandidaten forsøgte at le, men Moderen sagde:
-Ja, læg en Gang Mærke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lægger
om Forbryderes Ankler.
-Ja, sagde Berømthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og
for sig mærkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til
berømte Mænds Liv.
Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:
-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som
virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.
-Men, sluttede Kandidaten, man bør naturligvis vogte sig for den Slags
Overtro.
-Thi hvor vil den vel føre hen? sagde Kandidaten.
-Men hvor er dog den kære Excellence, sagde en Dame pludselig meget
højt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige
havde forladt.
Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør
fra Entréen--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i
hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer:
-Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til,
ligesaa højt som det øvrige:
-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte
og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød.
-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun først havde
set Hofjægermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang
Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.
... Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa
underlig højt op i Luften, mens hun gik.
Der lød et Slag paa Døren, da hun kom ind.
-Hvem er det? raabte hun.
Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op:
-Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin
Pels.
-Er det Jægermesteren?
Sofie troede, hun skulde falde.
-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som
noget, der ikke er Liv i.
-Hr. Jægermester, Hr. Jægermester! Sofie blev staaende foran ham med
sammenknugede Hænder, og pludselig sagde hun:
-Saa er det rent galt.
Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som
Køkkenbordet, slog hun Døren i til Anretteværelset, hvor Kogejomfruen
stod over Garneringerne.
-Ja, nu ramler det, sagde Jægermesteren.
Sofie svarede ikke. Det var, som stønnede hun ligesom Bornholmeren.
-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op.
-Vi har Fredag, sagde Sofie.
Hans Hvide lo:
-Se, om han er inde.
-Ja, sagde Sofie og blev staaende.
-Se, om han er inde, gentog Jægermesteren.
-Ja.
-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som
hun havde holdt lukkede hele Tiden:
-Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e?
Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:
-Jo, bring mig et Glas.
Hun løb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hældte
Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.
-Dér, Hr. Jægermester, sagde hun.
-Tak, sagde Hans Hvide, der havde tømt det.
Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, Væggene og Dørene og
Karmene--alting, før hun lettede paa Excellencens Dør.
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.
-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.
-Saa maa det være.
Jægermesteren stod op:
-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb
om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs.
-Ja, sagde han.
-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør.
Hans Excellence drejede Hovedet:
-Jeg ventede Dig, sagde han.
-Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv:
-Jeg maa have Penge.
-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.
-Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen.
-Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine
Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.
-Det forslaar ikke, sagde Sønnen.
-Hvad forslaar?
Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Død, der havde
rejst sig.
-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.
Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der
Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene
levede:
-Det kan ikke være Forbi.
-Det skal.
-Det er Veksler.
-Jeg betaler dem ikke.
-Du maa.
Ordene kom som Hug.
-Jeg gør det ikke.
-Du maa.
Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.
-Hvorfor? sagde Hans Excellence.
-Fordi det er dit Navn.
Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.
-Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.
Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som
En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.
-For hvor meget? sagde han.
-Tredive Tusind.
Hans Excellence rørte sig ikke. Bordet skælvede under hans skælvende
Arm.
-Tredive Tusind, sagde Sønnen igen, som om Hans Excellence ikke havde
hørt det.
Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:
-Har Du dem ikke? mens Sveden løb ned ad hans blodløse Ansigt.
-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sæde i sin
Stol.
Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.
-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:
-Hans kongelige Højhed.
-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod
Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser
og Liv var skrevne deri:
-Jeg kommer, sagde han igen.
Georg slap Døren.
Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes,
foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde:
-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?
-Hvorfor?