Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev
ikke aabnet.
-Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør.
Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede
Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en
Herre i Pels, som vendte Ryggen til.
Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var
som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.
Den Skruttede naaede ikke Vogndøren, før hans Excellence var ude og
havde sparket Døren op til Trappen, hvor der var mørkt.
-Tænd, sagde han.
Den Skruttede løb, med en Tænder, som en Gnom, foran Hans Excellence
op ad alle Trapperne, tankeløst tændende alle Lamper.
Hans Excellence ringede og saá to Øjne, der kom frem bag Dørens Øje og
igen forsvandt.
Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.
Frøken Erichsen var løben ind i Spisestuen, hvor Hofjægermesterinden,
iført en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen, der næsten var blevet
forpustet.
Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:
-Igen.
Hun løftede sit Hoved:
-Saa skal han have Penge, sagde hun.
Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen saá,
skønt Hofjægermesterinden havde sænket Laagene for at dække Blikket,
sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt:
-Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos
Konferensraaden.
Frøken Erichsen saá et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i
Ansigtet:
-Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik.
Hun aabnede Gangdøren:
-Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange
Stuer:
-Her er mørkt, sagde Hans Excellence.
-Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte
to Lys paa en Konsol, før hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa,
frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen
over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind,
som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i
Konferensraadens Stue.
Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn
frem fra hans seende Øje:
-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen
tydeligt:
-Jeg har ventet ham.
-Vel, Hr. Konferensraad.
Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm:
-Tag Puderne bort, sagde han.
-Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det.
-Og Skærmen af Lampen.
-Ja, Hr. Konferensraad; Frøken Erichsen løftedeSkærmen.
-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var
fast i hans Mund.
*........
-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.
-Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde Øje Fra
Excellencens Ansigt:
-Du kommer igen.
Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.
-Det haster, sagde han:
-Jeg skal bruge Penge.
Konferensraaden tav, bestandig med Øjet paa ham.
-Jeg maa sælge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte
sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene Øje bestandig
hvilede paa ham, som vilde det tælle Sveddraaberne paa Hans
Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans
Legemes Porer:
-For der er vel Papirer?
Konferensraaden lod Ordene dø hen:
-Naar skal Du sælge? sagde han.
-Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre
Haand op for at aftørre sine Tindingers Sved.
-Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rørte sig.
Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit
Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig
Anspændelse, mens han sagde meget brat:
-Der er altsaa sælgelige Papirer?
Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "sælgelige",
men hans Stemme lød som altid:
-Saa maa Du sælge, sagde han.
-For hvormeget?
Hans Excellence tav et Øjeblik:
-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.
Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans
Excellence sagde uden at se paa ham:
-Du maa forstaa, det er nødvendigt.
Konferensraaden løftede den højre og sunde Arm:
-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsøg paa
Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:
-Genierne prutter ikke.
Hans Excellence løftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede
Haand ned mod det mægtige Bord:
-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:
-Er Pengene mine--eller er de det ikke?
Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv
det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og
at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for
sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne
vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:
-Du véd jo, de er dine.
Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans Læber var saa hvide
som hans Skæg.
-Og--Konferensraaden næsten rejste sig, i en overmægtig Følelse af
Triumf--:
-De er til Udbetaling straks.
Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han
førte den atter tilbage:
-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han
handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:
-Tag Nøglerne selv.
Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand,
der kun var halvt aabnet:
-Dér er Nøglen til Pengeskabet.
-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.
Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens
han aabnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som
havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag.
-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.
Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:
-Dér, sagde han og skød Anvisningen bort:
-Vil Du kvittere.
Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det
fremlagte Blad.
-Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet.
Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte
Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en
Grimasse hen over hans lammede Ansigt.
-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans
Excellence, der havde rejst sig:
-Vil Du sætte dit Segl under.
En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han
sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen:
-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans Øje blev ved
at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte
tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis
store Ædelsten Hvidernes Vaaben var graveret.
Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget
Lak svulmede op--som den første Strime Blod, der rinder af et Saar.
-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.
Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:
-Farvel, sagde han.
-Farvel.
Hans Excellence var ude.
Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen
kom ind ad den lille Paneldør:
-Gør i Orden, sagde han.
Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.
-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte
Hvidernes Mappe.
-Luk den op.
Hr. Hansen gjorde det.
-Tak.
Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den øverst
i den store Bunke:
-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen,
løftede Konferensraaden sit Øje paa sin Skriver.
-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.
Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage.
-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.
-Hvad har De mere end Kejserens Broche?
-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.
-Hvilket? spurgte han.
-En Brillantsnor.
Konferensraaden flyttede sit Øje:
-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi.
-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:
-Skærmen, sagde han.
Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen.
-De kan gaa.
Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod
midt i Stuen:
-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens Øje stak over paa hende:
-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter
ganske tyk i hans Mund.
-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.
Og--Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet--: vi behøver ikke
Hviderne mer.
Konferensraaden svarede ikke.
Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor
hans Legeme skjalv.
-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:
-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevægelser.
Konferensraaden løftede sit ene Øje:
-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om
mit.
Hofjægermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med
et Smil, som Konferensraaden ikke saá:
-Jeg skal gøre det, sagde hun og gik.
Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt
pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte.
... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv
ned i Døren til Porten:
-Hvor Du kommer sent.
-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han
til Lig.
-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens
Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.
-Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært.
-Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.
-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før.
Faderen fulgte efter Hans Excellence.
-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.
-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.
Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen
gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde
hun ikke rørt sig.
Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen.
Faderen bankede paa hendes Dør.
-Ja, kom, sagde hun.
Faderen kom ind, kjoleklædt og rank:
-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:
-Jeg har tænkt saa meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder
ned imod sit Bord.
-Hvorpaa? sagde Faderen.
Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund
som det, der tidt kan ses hos Fanger:
-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tænkt paa én Ting.
Hun tav et Øjeblik:
-Og nu har jeg tænkt den til Ende.
Hun bevægede de to dejlige Hænder:
-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.
Faderen havde i Halvmørket, hvor han stod, gjort en Bevægelse med sin
Haand:
-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa længe
siden?
-Men jeg maa tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for
at forsvare mig.
-Forsvare Dig?
-Ja, Fritz.
Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhøjt og langsomt som den,
der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:
-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke født til
at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel
har Du holdt uendelig meget af mig.
-Men det er saa svært for den, der elsker, at gaa ved Siden af den,
der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.
Faderen gjorde et Skridt:
-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Øjne
mod den, som bøjes dybest, skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt
mest.
Hun løftede sit Ansigt:
-Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som
hun talte til nogen over sig:
-Men jeg skal ikke være det længere og din Livsevne skal ikke mere
være død.
Faderen stod i Mørket:
-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?
Moderen rystede paa sit Hoved:
-Du skal ikke svare mig, sagde hun:
-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.
Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder
mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:
-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang
paa den Dag, hvor vi dør.
Faderen stod et Nu. Saa sagde han:
-Og hvorfor har Du netop talt idag?
-Hvorfor?
Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den atter bort.
-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker
og de smaa Ting.
Faderens Ansigt sitrede:
-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe høres:
-Kan Du aldrig blive glad?
Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham:
-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.
Og Faderen gik.
Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes Øjne.
Men hun betvang dem. Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den
sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.
Saa bankede hun paa Faderens Dør:
-Skal vi gaa ned? sagde hun.
... Hendes Naade var paaklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et
Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Naades Haar.
Det bankede paa den ene af Dørene:
-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jægermesteren,
hendes Søn, der aabnede Døren:
-Det er mig, sagde han.
-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:
-Lad tænde.
Hendes Naade bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede,
hulkende, var falden ned i en Stol:
-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han
gjort Dig?
Hendes Naade førte sine Hænder ned over hans Haar og ned over hans
Hals:
-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?
Jægermesteren blev kun ved at hulke:
-Jeg kan ikke sige det.
-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Hænderne sammen.
-Ja, sagde Jægermesteren og løftede Ansigtet, mens den ludende Krop
faldt sammen igen:
-Det er ordnet.
-Saa Gud være lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over
Stolens Sider.
-Men vi skal vel ind, sagde Jægermesteren og stod op. Hans Øjne var
endnu ganske forvildede.
-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.
Hendes Hænder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store
Vandfad:
-Saadan, sagde hun, og Jægermesteren førte det dyppede Haandklæde hen
over sit Ansigt.
-Laan mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind
mod sine egne Øjenlaag.
-Saa, sagde hun:
-Giv mig din Arm.
De gik ind.
Kronerne var allerede tændte i alle Stuer.
-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der
bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe.
-Ja, Deres Naade.
-Vel.
-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.
-Ja, Deres Naade.
Tjeneren gik.
-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.
-Nej.
-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tændte
Lys.
Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg
fæstede Storkorset.
Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:
-Hvor Du skal være fin!
-Ja, vi skilter vel alle.
Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod
paa Skrivebordet.
-Der er mange, sagde hun.
-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:
-De har været gode for Forretningen.
Da Moderen aabnede Døren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:
-Er Hans der?
-Ja, svarede Jægermesteren.
-Kom her ind.
Jægermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med
Øjnene.
-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham
Anvisningen, som havde det været en Recept paa nogle Hostedraaber.
Sveden var sprungen frem paa Jægermesterens Pande.
-Tak, sagde han og gik.
Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en
Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin
Silkepuddel:
-Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene.
Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens
Skød.
-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i
Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.
Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom
ind:
-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?
-Godaften Augusta, sagde han og skød Brystet frem, som kastede han en
Byrde fra sig: det gør godt at se et Menneske.
-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?
-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til
Familjen.
Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i
Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige
kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i
Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at
af alle Stæder foretrak hun Florents.
-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man føler sig saa bitte,
midt i alt det.
Hans Excellence sagde:--Hvor stor vil Du være?
-Kære Onkel Hvide, man vil dog helst føle det, som var man af
almindelig Størrelse.
-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa
og rode dernede. Man lærer saa rart at se, at de fra før var mindst
lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.
-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:
Rom er for dem, som har begyndt at vende Næbet nedad. Bliv Du gammel,
Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.
Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet.
Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom
ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.
-Ja, det er saa længe siden, jeg har været der, sagde Jægermesteren,
der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den
slanke Tjener iskænke sig et Glas Madeira, da Døren til Gangen gik op
og den unge Fritz kom ind:
-Er det Dig, sagde Jægermesteren og slap Glasset.
-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine Øjne fra det tømte
Glas.
-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde Jægermesteren.
-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, før Jægermesteren
var gaaet først.
Den slanke Tjener havde løftet de blanke Øjne paa sin Herre.
Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen
begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da
Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.
-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en
Haandslag:
-Og Tak, at Du kom.
-Hvordan gaar det med Gigten?
-Den er da ikke værre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bøjede
den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.
-Jeg er altid bedrøvet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med
sin Bas.
-Tak, Augusta.
-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.
-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.
-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen
begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede,
idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans
Ansigt mod en Armstage:
-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.
-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra
den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.
-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som
var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?
Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede paa Hendes
Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Haar,
sagde:
-Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod
Faderen:
-Skal vi spise?
-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom
og Grevinden straks i Døren sagde:
-Kære Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi kørte om ad Brahes.
Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens
Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdøvende alle de
andre:
-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?
-Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og
talte omtrent ligesaa højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas
klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans
Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet aabnede:
-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos
Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.
Alle stod op, mens Herrerne søgte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til
Grev Eck:
-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen,
som skulde anbringes i Spisestuen paa et Tæppe.
Marschalinden lo ad Kræet, der bjæffed. Men Gehejmeraadinden vendte
sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor
Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:
-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig
godt ind, naar Du kører hjem.
Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen--Hendes
Naade med Jægermesteren sidst--og der skubbedes med Stolene om det
brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig,
medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bøjede sig bag
Moderen:
-Sherry eller Madeira?
-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over
Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det
skinne i Lyset:
-Hvor man kender dem, sagde hun.
-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.
Alle talte om Glassene.
-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de
blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra
Regentskabet....
Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til
Excellencen:
-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.
Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde:
-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over
Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge
Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt:
-Sherry eller Madeira?
-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det
lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde fæstet en af Bordets
tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar
ligesom Hans Excellence kun Storkorset.
-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker
den Slags Ting.
-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.
Hans Excellence, der havde hørt det som alt, hvad Hendes Naade talte
om, sagde:
-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder
etsteds og melder sig, naar de skal.
-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv
havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa
Dugen, og havde fæstet den ved sit Bryst.
-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.
-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens
Brystbuket.
Moderen tav et Øjeblik og førte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.
-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De
ikke, det siger Ofelia.
Greven tog en Mundfuld Fisk:
-Saa? sagde han: det er saa længe siden, de spillede det Stykke.
-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod,
hvad de Gøglere lemlæstede.
De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:
-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.
Gehejmeraadinden sagde:
-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.
Men Excellencen sagde:
-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store
Tanker skulde de helst lade være i Fred og ikke forfalske dem paa
deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet
Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne
Æbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider
spille dem.
-Men er der nogen, som læser dem? spurgte Grev Eck.
-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve
nogle af dem.
Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set
Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at
konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om
sin Rejse.
Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for
meget.
-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.
-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig
og de talte om det halve Europa rundtomkring:
-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...
-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine
Formeninger om Michel Angelo.
-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt,
Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor
de var knyttede.
Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift
som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes
Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om
Katolicismen-:
-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa
trygt.
Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken:
-Naar de først har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.
-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.
Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst paa
Godset, som var ny:
-Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe
i Munden og med Bulehat.
-Jeg hører ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel
heller ikke Højskole og al den Slags.
Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.
-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de værste. De
synger saa længe, til de faar stærke Lunger. De Folk tør saagu se
deres Vorherre ind i Øjnene.
Marschalinden slog Hænderne ned mod Bordet og sagde:
-Tante Augusta bander endnu.
-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med
til min Død.
Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tænkende paa
Grundtvigianismen:
-Ja, min Hr. Halvfætter var gal, men han havde sine lyse Øjeblikke:
han gjorde "Synden" til Glæde og Glæden til et Sakrament. Han fik
Himlen til at spænde over Jorden--og det er vanskeligt.
Jægermesteren, der saá hen over sine tømte Glas, sagde halvhøjt:
-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.
Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om
Karpaterne og sagde til Fru Harriette:
-Du har vel ogsaa været der?
-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin
lo og sagde:
-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De
saa deroppe, Gehejmeraadinde?
Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:
-Naar man kommer lidt højt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar
ogsaa et andet Ansigt.
-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.
-Et større.
Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til
den unge Fritz Hvide:
-Aa, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin
Medicin.
Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hældte han et kvart Glas Portvin
ud paa en Underkop foran Kræet, der var placeret paa et Tæppe foran
Kakkelovnen:
-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu,
sagde hun:
-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.
-Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis Øjne lyste
under Fest og Lys.
-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod
Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne
om hendes Hals.
-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?
-Ja.
Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme:
-Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det,
tror jeg, vi har Tid til at have Venner.
-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen
for sig.
-Og de ulykkelige?
-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og sænkede sit Hoved, mens
Jægermesteren saá op paa hende.
-Mama, sagde han ganske sagte og stødte sit Glas mod hendes.
-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hørt om Heste, der trækker samme
Læs, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.
-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens
Gehejmeraadinden sagde:
-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:
-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.
-Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige Krystalglas med
Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra
Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:
-Derfor er jeg nøgtern.
Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han:
-Jægermesteren drikker for mig.
I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var
blevet graablegt, hørte man Baron Rosenkrands, der talte om den
tyrkiske Krig, sige:
-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse
forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.
Hendes Naade havde under Bordet grebet Jægermesterens Haand, der var
hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over
Bordet, sagde:
-Gud, der maa da være en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.
-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.
Tjeneren skænkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om
Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage
siden var løben bort fra sin Mand.
-Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod
Bordet.
Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.
-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg
kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive
elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.
Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes
Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:
-Er Du træt?
Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden,
gennem Støjen op til Moderen:
-Stella, har Du aldrig været skinsyg?
-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte
man sammenligne sig med de andre.
Marschalinden lo igen:
-Og det er aldrig faldet Dig ind?
Der gled et Smil over Moderens Ansigt:
-Nej, aldrig, sagde hun.
Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.
Saa sagde hun til Faderen:
-Stella er vidunderlig.
-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.
Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet
Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en
Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde
set:
-Saa er Du alligevel lykkelig.
-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i
hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste
Lyn.
Hendes Hænder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt
sit Ansigt bort.
Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i
Samtalen, sagde til Faderen:
-Jeg har for Resten været i Haremet.
-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit
vejrbidte Ansigt:
-Det var der ikke meget ved.
Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt
sig i Athen for at vejlede den unge Konge.
Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter
Hovedet over Fløjlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole,
og sagde:
-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om
Konstantinopel.
Ved en sær Tankeforbindelse--maaske fra Seraillets Damer til
Smykker--begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om
Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig
tilbage paa Stolen:
-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens
Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:
-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.
-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo
ogsaa Nødstilstand i mange gamle Familjer.
Marschalindens Øjne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes
Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod
hendes Skulder og sagde:
-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.
-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa
historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.
Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne
Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige:
-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Børn.
-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der
smilede over sin lysende Halssnor.
-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med
Servietten: det er saamæn meget muligt, at der ikke er saa meget ved
Livet.
-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun
pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.
-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som
De om Livet?
Grev Eck sænkede det lille og fine Hoved:
-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.
-Men alligevel?
Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede
halvt:
-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et ophængt Lagen.
Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:
-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?
Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:
-Et Glas, sagde han.
Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag:
-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?
Mens Gehejmeraadinden lo, hørte man Professor Berger sige i
Stilheden--Herrerne var blevet røde i Hovederne--:
-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans
Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede
sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige:
-Dyret er s'gu drukkent.
Moderen smilede og sagde:
-Dyret er klogt.
-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud
om en ledende Politiker, en Folkefører.
-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan
aarevis i Udlandet.
-Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror
paa alle sine egne Ord?
-Undertiden.
-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens
Midtpunkt.
-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tør ingen miste.
Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden hørte ham, sagde han:
-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....
-Sandflugten, Grandpapa?
-Ja, Sandflugten gennem Ørkenen.
-Og--Hans Excellences Stemme lød paany som før og, et Nu, saá hans
Øjne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet
Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i
den hede Sky.
-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter højt ned til Eck og
Marschalinden.
-Politik, sagde Marschalinden.
-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse
og sad med Hænderne støttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen
Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle,
vilde straks løbe Panden mod Talerstolene.
-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene
ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandøe eller hvem
takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og
føre dem til Dannevirke.
Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom
til at tænke paa Hans Christian Ørsted og blev ved at le:
-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.
Hans Excellence sad lidt, før han sagde:
-Ja, han var Anders Sandøes Broder. Men det var alligevel under Hans
Christians Fingre, Ariadnetraaden fløj ud.
-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.
-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til,
hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.
De hørte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:
-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i
London.
Hans Excellence sagde:
-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i
Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.
Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad
fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og saá sig uvilkaarligt
om i Stuen:
-Ja, sagde hun: saa mange Mænd, der egentlig er gaaet ud og ind af
disse Stuer.
-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Værelset med et langt Blik:
mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.
Der var et Øjeblik stille i Stuen.
Saa sagde Grev von Eck:
-Og Telegrafpælene over Jorden.
-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne.
Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.
Samtalen var næsten stanset, og Grevinde Schulin bøjede sig ned mod
Professor Berger, der, medens han spiste, førte sine meget fine Hænder
næsten som en Kvinde:
-Hvad er der dog hændet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en
Fornemmelse, som om Gulvet gynger.
-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hørt
eller ikke havde villet høre.
-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.
Næsten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale
igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og
Hendes Majestæt Enkedronningen, som desværre var syg.
-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.
Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der længe havde siddet
og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:
-Hvad tænker egentlig De paa?
Den unge Mand løftede det blege Ansigt.
-Greven gør mig et Samvittighedsspørgsmaal, sagde han.
-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.
Den unge Mand svarede ikke mer, men bøjede kun sit Hoved.
Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en
Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den
første.
-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.
-Ja, sagde Hans Excellence.
Det var en ældgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker,
en Present af en afdød Prins af Philipsthal.
-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.
-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.
Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af
Hvidernes Vaaben glimtede.
Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:
-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.
-Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.
Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit løftede Glas, sagde:
-Den er som Blod.
-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas
mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde været med til
alle atten Flasker, op gennem Aarene.
-Ja, sagde Baronessen.
Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin
Mand:
-Du.
-Dja, sagde Manden--Dja var hans Kælenavn for Lydia--og de drak,
seende hinanden dybt ind i Øjnene.
I det samme havde Moderen bøjet sig frem, som om hun vilde drikke med
nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.
Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas,
hvis Vaabenskjold syntes blodsprængt paa Vinens Baggrund.
-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og løftede Glasset ned mod
Jægermesteren.
-Skaal, svarede han.
Og for at sige noget sagde Marschalinden:
-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jægermesteren
svarede og saá op:
-Saa maa Du skynde Dig. Før Taget ramler sammen.
-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.
-Jeg taler Sandhed, sagde Jægermesteren, mens Hans Excellence havde
rejst sig med det løftede Glas i Haanden:
-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig,
tømte de den sidste Draabe af den røde Vin paa Hendes Naades Vel.
Georg slog Dørene op og alle gik ind, Hendes Naade først ved
Jægermesterens Arm.
Da Døren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned
over Bordet og fik Øje paa den unge Hvides urørte Glas.
Den unge Mand tømte det hastigt, før Georg vendte tilbage.
-Kaffen, sagde Georg.
Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.
Da Georg var alene, gav han sig selv til at tømme Slatterne, hulter
til bulter.
... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste
Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,
Schulin og Professoren.
-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa
var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.
-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor
Gehejmeraadinden lagde et Lommetørklæde over sit brede Ansigt og, et
Minut efter, var falden i Søvn.
Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjørne, gav sig
til at le:
-Tante Augusta har altid sovet som de Retfærdige, sagde hun.
-Ja, sagde Moderen.
Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder,
som det virkelig var svært at faa:
-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.
Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes
Fald.
Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde:
-Saa underlig denne Dag maa have været for Dig, Harriette.
-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.
-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.
-Ja, sagde Marschalinden: næsten tyve Aar....
-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.
-Rejser? sagde Moderen.
-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg
jo set Jer.
Moderen svarede ikke, og de hørte igen Kortenes Fald. Saa sagde
Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:
-Det var lige før mit Bryllup, Du rejste.
Marschalinden havde foldet Hænderne over sit Knæ.--Ja, sagde hun: det
var lige før dit Bryllup.
Og efter et Øjebliks Tavshed lagde hun til:
-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.
Faderen traadte hen til dem:
-Hvad sidder I to og taler om?
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden.
-Hvorpaa da?
Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen.
-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og
Livets Gang.
Faderen svarede ikke.
Men Marschalinden sagde:
-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos
Baronesse Rosenkrands.
-Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være
kommen hjem og nu se alt det.
-Hvordan alt det?
-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der
tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage:
-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden
fra Børn.
-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella--og saa rejste Harriette ned
til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.
Grevinde Schulin tav et Øjeblik:
-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.
-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde
bøjet Overkroppen helt frem.
-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Øjnene:
-De er et Barn.
-Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved
Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og
mangesidige Appetit op gennem Aarene:
-Livet vil nok lære Dem mange Ting.
Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem:
-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.
-Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til.
-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der
skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans
Excellence:
-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.
Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.
-Er Vognen der? raabte han.
-Ja, Deres Excellence.
Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Naade.
-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.
-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod
Excellencen.
-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:
-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.
Ved Døren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bøjede
Hovedet over den store Krave.
-Det haster, Deres Excellence, sagde han.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:
-Kør.
Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.
Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.
Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens
hans Kone stod paa Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet
over sit Hoved, og græd, saa det genlød i Porten:
-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.
Ved den aabnede Dør ventede Kammertjeneren.
-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han
havde tjent i Huset i tyve Aar.
-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den
faldt paa Gulvet som en tung Sæk. før Tjeneren kunde gribe den.
-Hæng den op, sagde Hans Excellence.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit
Ansigt, der var ophovnet af Graad--han, der ikke var vant til at
græde--om mod Excellencen:
-Tak, sagde han og rejste sig.
Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:
-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence
løsnede hendes Arm fra sin Hals:
-I henter mig sent, sagde han.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en
Kæmpes:
-Lad mig se hende.
-Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind
gennem Stuerne, hvor der ingen var.
En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg:
-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.
Han svarede ikke.
Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han
førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som
var det hans Læber, der smertede ham.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.
-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de
sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde,
mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage
som en Skygge.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.
-Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i
Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst.
Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.
I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens
man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.
-Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:
-Vil De være saa elskværdig? sagde hun.
Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt,
mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens
Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.
-Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken
gjorde det. Der blev mørkt paany.
Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra
Tæppet:
-Hvem er det? hviskede hun.
-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.
Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at
nikke.
-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske
næppe mer kunde se.
-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og
han gik.
Baronessen havde ikke rejst sig.
Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.
De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.
-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.
-Ja, sagde Baronen.
-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.
-Ja, sagde Baronen.
Ingen rørte sig.
-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.
Preben rejste sig fra en Stol.
-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.
Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet,
usikker som En, der har drukket.
-Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til
Ansigt, før han gik.
Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa:
-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren.
Den stærke Mand skælvede som et Løv.
-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens
Haand med et Greb, saa det sved.
Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.
-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.
-Kør, sagde han og steg ind.
Og Vognen kørte bort.
Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden
uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer
ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer,
der var trukket op.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud i
Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes uden
Kortenes Fald.
Gehejmeraadinden sagde:
-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?
Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.
-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe
Røst.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.
Alle tav igen, til Marschalinden sagde:
-Hvor gammel var hun egentlig?
-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.
-Tyve Aar, gentog Marschalinden.
Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:
-Ja, alting her i Verden er blindt--ogsaa Døden.
Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det
var ikke den.
-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.
Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:
-Papa er i Spisestuen.
-Hent ham, sagde Hendes Naade.
Men den unge Hvide rørte sig ikke.
-Gaar Du? sagde Hendes Naade.
-Ja, Grandmama.
Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen,
fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.
-Grandmama ønsker at tale med Dig.
-Naa. Jægermesteren forsøgte at staa op.
-Støt Dig til mig, sagde Sønnen.
-Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.
-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen
falde tilbage i sin Stol som en død Klump.
Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over
Gulvet.
Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem
til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke
højt.
Det var Hans Excellences Seng.
Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:
-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle
ventede:
-Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.
-Ja, sagde Moderen og rejste sig.
Vognen kørte ind ad Porten.
Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og
Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:
-Det var altsaa Døden? sagde hun.
De fire Herrer var holdt op at spille.
Hans Excellence nikkede uden at tale.
-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde
høre:
-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til
Spillebordet.
-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans
Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.
---
Gæsterne var taget bort.
I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol.
Brillantsnoren lyste saa sært om hendes Hals i det meget Lys fra de
næsten nedbrændte Kroner.
Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der
var mørkt.
-Er Du der, min Pige, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over
Væggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mænd dukkede frem i et
usikkert Lys og igen Forsvandt.
Moderen sagde, ud i Mørket:
-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.
Han drejede Hovedet:
-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at
udstede deres Dødsattester, sagde han.
Der var længe stille, saa sagde Moderen:
-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser
paa den samme Ting.
-Paa hvad?
-Paa Vragene.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.
Saa sagde Hans Excellence:
-Sidder hun derovre endnu?
-Hvem?
-Mener Grandpapa Elsebeth?
-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.
Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence:
-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:
-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany:
-Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok.
Moderen havde bøjet sit Hoved:
-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.
Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden
at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:
Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær.
-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket.
Moderen fo'r sammen.
-Nej, Grandpapa, sagde hun:
-Jeg sukkede kun.
Georg aabnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Dørtrinet:
-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.
-Vi kommer, sagde Hans Excellence.
Og de rejste sig.
"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.