-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der
siger noget for at vifte en anden Tanke bort.
-Det er snavs, svarte Johan tørt.
Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar
dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste
Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig
Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.
-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.
-Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som
overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.
Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget
Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg
vilde lukke:
-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække
Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:
-Det var bare et Ord til Hans Excellence.
-Hvad?
Og Excellencen slap Vogndøren.
-Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.
Excellences Søn.
-Ja, ja.
-Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. Søn ...
Personen havde en saare høflig Stemme--der var noget eget Glat over
ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat--men han
holdt stadig Albuen imellem.
-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen
til Manden, der slap Døren.
-Kør, raabte han.
Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra
Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.
Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham
længe og ærbødigt.
Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang
Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind
paa Konsollen, i Mørket.
Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.
Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en
ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op
paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa
Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes
broderede Vaaben.
-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for
Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun
et Aarhundrede.
-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.
Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.
I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en
Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i
Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
De Folk, der bor
nede paa Jord,
deres Gemytlighed,
den er stor....
Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.
Hendes Naade blev ved at ringe.
-Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd.
Arkadia var atter ved Vinduerne.
-Godmorgen.
-Travlt? spurgte Handelsmanden.
Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i
Kælderhalsen.
-Man har vel mer at gøre end De--heldigvis, sagde hun.
Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:
-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.
Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog
Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:
-Kaffe, Kaffe.
Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:
-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.
-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?
-Kære Fritz, la'e dem si'e.
Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:
-Hvem kender de Personer? sagde hun.
Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen"
og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:
-Fruen har kaldt, sagde hun.
-Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen
op, mens hun sagde:
-Hendes Naade har ringet.
-Frøkenen er inde, ("Frøkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb
med Kaffen.
-Der kan hun løbe, sagde Sofie.
-Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som
Arkadia stillede paa Dynen.
-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om
Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.
-Ja, svarede Arkadia.
-Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede
Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia
anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:
-Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:
-Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.
-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.
Det var Moderens Undren hver Morgen.
-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de
Melodier . . . hvordan er det nu?
Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:
Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Færden forhen intet véd,
og hun før Partiet stiftes
søge vil at skaffe sig lidt god Besked--
Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.
-Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skød Benene helt op under sig
af lutter Iver--:
Naar en Kvinde hun skal giftes
og om Mandens Færden forhen intet véd,
og hun før Partiet stiftes
søge vil at skaffe sig lidt god Besked,
om han er flink, villig, tro og lydig,
om han er skabt i den rette Form,
og om han ellers har været dydig,
kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.
De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig
saa' paa Uret:
-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.
Faderen bankede inde paa sin Dør:
-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige
synge?
-Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:
-Er det ikke dem, de sælger paa Gaden?
Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:
-Fra hvem er der Breve?
-Fra Hans, svarede Faderen indefra.
-Til din Fa'er?
-Ja.
Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg
Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.
Derinde lød Faderens Skridt.
-Fritz, hvad Dag er det?
-Fredag.
-Nej, men Dato.
-Den otte og tyvende.
Moderen rørte sig ikke.
Derinde lød Skridtene.
Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det
var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.
-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.
Ja, Selskabsdamen passede den.
Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet
for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.
-Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig,
lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvære min
Vinkælder.
Selskabsdamen vidste det.
-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.
-Tretten Grader.
-Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.
Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde
begejstret Hr. Lamartine:
-Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig
inde fra Stuerne.
Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg
sit:
-_Fortuna fortis_, ud gennem alle Værelserne.
-Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.
-_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet
Buret dækket og igen var vendt tilbage.
-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:
-Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.
De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde
kreppes og sættes højt op.
Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde
faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med
megen Omhu med Crêmer og Essenser.
Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og
halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar
han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben.
Ellers var der tyst.
I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der
gaar i Gang med Værket.
Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede
glad til sine egne hvide og lovende Smalben.
---
Vognen kørte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene
var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle
Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.
Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte
ham.
Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar
nogen hilste:
-Hvem var det, Grandpapa?
-Kender dem ikke, svarede han.
Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et
Ansigt og sagde, at det var den og den.
-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.
-Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de
blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.
... Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ.
Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser,
slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der
blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad
Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa
første Sal--saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:
-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...
Det er nok blevet værre inat.
-Det er nok daarligt, Deres Excellence.
Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen
talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smør sig med det, jeg har givet
ham; og han gik ind ad Glasdøren.
Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to
unge Baronesser sad ved Midterbordet:
-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin
Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa
mange Aar.
De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge
to:
-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille
Spisestue".
-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige
Hænder sammen--:
-Jeg sagde det jo nok.
-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:
-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod
ham:
-Men, kære Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det
Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.
-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge
Døtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en
egen tom Graadighed--:
-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.
-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen,
hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte
hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen
vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.
-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.
-Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de
Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.
-De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte
han:
-Hvor er Emmely?
Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely--for den
syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring
bare havde spist videre, sagde:
-Ja, Emmely ...
-Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.
-Med Preben, sagde den anden.
-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.
-Og slet ikke med Preben.
Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:
-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og
Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:
-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.
-Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten
Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog
for sin Portner.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:
-Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.
Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:
-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten
paa sin Ryg.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt--hun havde tænkt paa Hans
Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne
Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i
Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte
Kammerjomfruen, der raabte.
Fruen rejste sig halvt--fra rød blev hun bleg--og satte sig, i et Sæt,
igen.
-Ida, se hvad det er.
Og den ældste Datter løb.
-Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet
havde hørt.
-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten,
som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.
De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt
tilbage.
-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som
pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.
-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.
-Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel,
han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt
Oksekød.
-Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og
derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han
ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til,
med samme Hast--da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og
raabte:
-Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke
paa noget:
-Mo'er.
-Hvad er der?
Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron
Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt
ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:
-Kom, kom, Emmely . . .
Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.
-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen
frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst
sig.
I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt
syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at
Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en
Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . .
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig,
rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet
levende under hans Vrede.
Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt:
-Er I kommet hjem?
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det
Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:
-Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.
-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.
-I har jo redet.
-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende,
som gamle franske Ure gør.
-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han
noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:
-Gaar Du, sagde hun.
-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for
Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham--ud gennem Stuerne.
Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var
hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:
-Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.
-Ja, ja, lille Emmely.
-Det gør saa ondt.
-Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt...
Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge
sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som
var det skilt fra Kroppen:
-Nej, jeg kan ikke ...
-Nej, nej, det gør saa ondt.
-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som
til et spædt lille Barn:
-Nu kommer Doktoren.
Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.
Ida stod i Krogen og græd stille.
-Sover hun? hviskede Preben.
-Ja.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt
og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens
Arm:
-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud
af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:
-Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i
et Nu:
-Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.
-Hvor er Preben, hviskede Emmely.
-Her.
-Tak.
Og hun lukkede Øjnene igen.
... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod
han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin
Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit
Køkken.
-Det var den Gamle, sagde han.
-Excellencen?
-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.
Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:
-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i
sit svære Ansigt med Hænderne.
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.
-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.
-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om
Baronesse Emmely allerede var død.
Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...
Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i
Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han
endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes.
Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige
Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede,
som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han
--luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte
sig med Hævn.
Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:
-Jo, jeg kender dem ...
-Om jeg kender dem.
Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at
blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af
Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet
den.
Han vidste ikke mer om det.
Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:
-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem
Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i
det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.
Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en
Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere.
En Pige lukkede op:
-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.
-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.
Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod
saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor
Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret
fra et ophængt Lagen.
Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler
indhyllede i Flor.
Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager
og helt i Sort.
-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.
-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.
-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.
-Eller ingen, sagde Hans Excellence.
Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han
havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands
Billede over Sofaen:
-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er,
som om man maatte opleve det igen.
-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.
-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens
en Hulken rystede hende:
-Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift... Og de
Minder, man gaar og hænger Flor om--det er ikke de Minder, man længes
efter.
Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru
Urne sad:
-Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig
...
-Og des vildere er Savnet.
Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i
Enkens Ansigt.
-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.
-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.
-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de
andre, som er ene, "længes" li'edanne?
Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:
-Hvorfor lyver de da alle?
-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:
-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er
noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de
andre er bedre og vi er de værste . . .
-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen
i hendes Skød.
-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over
Hans Excellences Ansigt.
-Ja, sagde han: sent eller aldrig.
De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han:
-Hvordan gaar det dine Sønner?
Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:
-Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.
-Naa, er det nu opgivet?
-Ja, han vil ikke . . .
-Hm, hvad vil han saa?
Fru Urne sagde:
-Han vil være Ingeniør.
-Ja, saa, sagde Hans Excellence:
-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje,
der er.
Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:
-Han siger, Verden er stor.
Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en
underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:
-Og jeg synes ...at...at det er saa svært...at det er, som om, som om
vi alle forraadte . .. det, han døde for.
-Hvad for no'et? spurgte han.
-Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til
"Landet").
-Fædrelandet? sagde Hans Excellence:
-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og
Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.
-Han--og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers
Billede--døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han
havde mistet. . .
Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet
hos Sønnerne, for hun sagde:
-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen
Unge af Slægten tilbage i Landet.
Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav:
-Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske
syndet nok ...
Han stod op:
-Lad nu de andre synde videre.
-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?
Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig
til Bordet:
-Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.
Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende:
-Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage,
som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:
-Alle Altre bli'er saa tomme ...
Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Haand.
-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er--
Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:
-Som de vi er.
-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.
-Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril,
véd Du ...
-Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til.
-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør.
-Farvel, min Pige.
-Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.
Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse.
-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en
Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en
skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedør, før Porten
langsomt blev lukket op og Vognen kunde køre ind.
Mandslingen stod ved Vogndøren, men Hans Excellence saá ham ikke og
talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i
Gangdørens Laas--der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens
ældgamle Døre--:
-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence,
og han gik op ad Trappen.
Han ringede og et Øjepar kom til Syne i Koøjet i Døren, før den blev
lukket op:
-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.
-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Frøken
Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var
forblevet højbarmet og midjesmækker som den, der ikke overgiver sig
men bevarer sig og plejer sig og venter:
-Hvordan staar det?
-Hofjægermesterinden er i Byen, sagde Frøken Erichsen.
-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stødte selv Døren til
Stuerne op med sin Stok:
-Jeg følger med Ravnene.
Frøken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstaaet
eller ej--:
-Ja, Konferensraaden er daarlig.
-Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence.
Frøken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de
laasede Vinduesskodder gjorde det halvmørkt, saa Møblernes Omrids
halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der
laa som Strimer af Guld paa Rococo-Væggene, hvis Sirater glimtede ud
og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.
Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var
tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som
fyldte Sække.
Han stansede foran den inderste Dør, der stod paa Klem.
-Hvad vil han her? lød en Stemme, hvis Lammelse blev hvæsende under
Vreden; hvad vil han her?
-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.
-Konferensraaden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille,
som den, der har Magten:
-Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.
Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krøb tilbage
i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit
opbulnede Hoved:
-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.
-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med
sin tykke Tunge.
-Jeg hørte, det var blevet værre, sagde Hans Excellence, der nærmede
sig det nedtrukne Gardin.
-Lad Gardinet være, sagde Konferensraaden og løftede den venstre og
vanformede Haand.
-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig
det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor,
midt i Bullenheden, det venstre Øje stod frem eller ligesom hang ud af
sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.
-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.
Konferensraaden løftede det højre og sunde Øje op imod ham med et Blik
som et Dyrs, der føler Reb surrede om alle sine Lemmer.
-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.
Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:
-Ja saa, sagde han.
Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevæge
Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin
Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at føle, haardt, rundt
i Konferensraadens Ansigt--rundt om det udhængende og blinde Øje.
Konferensraaden rørte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af
en Nagle.
-Gør det ondt, spurgte Hans Excellence.
Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine
Tænder havde han--svarede ikke.
Hans Excellence slap:
-Og Benene? spurgte han.
Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset
under Familjelægens Ry, tog ikke det sunde Øje fra sit Bord, før
Excellencen bøjede sig, som vilde han tage om hans Ben:
-De er som de plejer, lallede han.
-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog
til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen.
-Du gør altsaa Forretninger endnu?
Konferensraaden løftede sit Øje mod ham.
-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.
Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trækning over Hans
Excellences Ansigt, før han sagde, som havde han intet hørt:
-Du skulde skaane Dig.
Og han føjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod
Karmen:
-Det er paa Tiden.
-Det kan jeg sige Dig.
Der var ganske stille et Øjeblik, mens Hans Excellence flyttede sit
Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det mægtige Skrivebord,
hvor intet fandtes uden den nedarvede Læderpung med Kobber og
Guldskrivetøjet, en Erindring om det kendte Velgørenhedsværk, der
havde afmærket Konferensraadens Vej--frem mod Stolene, der stod langs
Væggene, som en Vagt, og de to Paneldøre, tæt ved hinanden.
-Jeg gør, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Mæle var næsten
blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.
Det bankede paa den ene Paneldør--først svagt, saa højere:
-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig hørte
det:
-Kom ind.
Og Døren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang
og i sorte, slidte Klæder. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet
mer af Krop end sine blege Hænder.
Konferensraaden havde næsten faaet rejst sig:
-Gaa, gaa--hvad vil De....?
Og Døren lukkedes igen.
Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:
-Saa Du aagrer endnu?
-Saa dine Sække er ikke fyldte nok endnu?
Hans Excellence stødte Krykken mod Bankierens Bord:
-Men Du øser dit Guld af dine egne fire Fjæle, det vil jeg sige Dig.
Konferensraaden var kommen op at staa, støttet til sin Krykke og sin
højre og sunde Arm:
-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Mæle var næsten vendt
tilbage.
Excellencen betragtede et Nu hans vanføre Ansigt, som det
tilstrømmende Blod syntes at ville sprænge:
-Nej, sagde han og vendte sig.
-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt støttede sig til sit Bord: Du
bliver herfra:
-Jeg trænger heller ikke til Ole Hvide mer.
Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af
Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans
Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans
Stemme roligt:
-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som
han holdt endnu.
Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:
-Hofjægemesterinden er her jo?
Konferensraadens Øje blev rødt i det Hvide, og i et Sekund havde han
løftet sin Krykke i den sunde Arm, der skælvede:
-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedræt:
-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at græde.
Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at
værne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens
Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.
Hans Excellence saa Frøken Erichsen rejse sig fra en Stol i den
midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:
-Han har det bedre.
Rynkerne, der dækkede Frøken Erichsens Ansigt som Gittermasken
Fægterens, sitrede et Øjeblik.
Saa sagde hun:
-Gud ske Lov.
Og med et Smil, saa umærkeligt, at det netop kunde gættes, sagde hun:
-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.
-Vil Erichsen hilse Hofjægermesterinden, sagde han kun.
Og han gik.
Frøken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort
og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes
Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til
forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter
glattede ud--før hun gik ind til Konferensraaden.
Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.
-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund
for hvert Ord.
-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken
ud af hans Haand, følte hun, han dirrede endnu.
Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset--og hun havde
nøjagtig det Blik i sine Øjne som Excellencen havde, da han betragtede
sit Ur, mens han følte hans Puls.
-Træk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der følte Lyset--eller
hendes Blik--som en haandbunden Mand en Sværm af Myg.
-Først Tæppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bøjede sig for at lægge
Plaiden fastere om hans Knæ.
Saa rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at
holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned--for at
det ikke skulde gøre Støj.
Hun gik tilbage til Bordet og sagde:
-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.
-Ja.
Han fik Nøglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den
aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt
Papir. Der var kun Guld.
Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke
faa det løst op, og Frøken Erichsen maatte hjælpe ham, saa
Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Haand. Han gjorde med den
lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede
det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet--de faldt langsomt,
maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter
Pengestykke.
-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde,
sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.
Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved
Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit
Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.
-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som
han greb.
-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin
Haand løs.
-Nej, lad Hansen komme ind.
-Nu, Hr. Konferensraad?
-Ja, det haster.
Frøken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldøren:
-Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren.
Hun stansede midt paa Gulvet:
-Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke
ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og
hun gik hen mod den store Dør.
-Det véd jeg.
Frøken Erichsen gik.
Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin
Haand.
Konferensraaden vendte sit Øje imod ham:
-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter
tydelig, som da Hans Excellence var der.
-Ja.
-Alt?
-Ja.
Konferensraaden greb efter Dokumenterne:
-Lad mig se, sagde han.
Hans seende Øje blev større, mens hans sunde Haand bladede i
Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.
-Jo, Hæftelserne er her, sagde han.
Han beholdt et Øjeblik Dokumenterne i sin Haand:
-Saa kan Beløbet afsendes, sagde han.
Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:
-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.
Konferensraaden slap sine Papirer.
-Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa én Gang atter utydelig.
-Han kom hertil imorges.
Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa
Højrehaanden rystede paa Konferensraaden.
-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:
-Udbetal og lad ham kvittere.
-Vel, Hr. Konferensraad.
-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.
-Nu?
-Ja, sagde Konferensraaden.
Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han
lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet
Hvide, med en sort og stejl Skrift.
-Hvor er Konvoluten?
-Her, Hr. Konferensraad.
-Læg dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.
Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres Øje fulgte hans Hænder.
-Hent saa Kandelaberen.
Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og tændte det ene Lys.
Han bragte ogsaa Lak og Signetet.
-Godt.
Konferensraaden førte det røde Lak ind i Lyset, hvor det blussede
højt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par
røde Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den højre, tænkte
Hr. Hansen) før han fik forseglet.
-Luk Mappen op.
Hr. Hansen gjorde det.
Konferensraaden lagde Konvoluten øverst oven paa Mappens mange
Papirer. Hans Haand blev liggende et Øjeblik, tung, paa den stærke
Dynge:
-Tag saa bort, sagde han.
Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran
sit tomme Bord.
-Kald Frøkenen ind, sagde han.
-Ja, Hr. Konferensraad.
Hr. Hansen gik gennem den store Dør og Frøken Erichsen kom ind:
-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.
-Ja.
Frøken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.
Mens hun gjorde det, sagde han:
-De Ting er i Orden.
-Sidder Konferensraaden nu godt?
-Men de Skillinger skal ikke hjælpe ham, blev Konferensraaden ved: der
skal mer til.
-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.
Pludselig forsøgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en
sær Fugls Skrigen.
-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bøje sin stive
Ryg.
-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen
over Gulvet med sine læmpelige Skridt.
Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved
lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.
---
Moderen var paaklædt. Hun havde slaaet sit Vindu op--ud, mod den kolde
og bidende Luft.
Faderen havde hørt det fra sit Værelse:
-Stella, dit Bryst, raabte han.
-Fritz, man maa have Luft.
Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:
-Nu har de Engelsk.
Hun tænkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Børnene, hvis
Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:
-Og den Mindste kan ingenting, tænkte hun, og hun smilte.
Hun hørte Faderen aabne og lukke sin Dør og gaa.
Moderen saa op mod Skyerne.
-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, næsten som Tordenskyerne,
naar de drev op over Haven hjemme.
Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hørte Arkadia
rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Værelse og slaa Vinduerne
op med et Brag.
Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod Kældervinduerne i
Længen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af
Kældervinduet.
-Tre var der.
-En sort og to blonde.
Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter.
Nu var det den Blonde.
-Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun
havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire
Alen fra hende.
Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse,
saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter
det samme Kvindekøn.
Pludselig hørte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den
rulle frem i Gaarden.
-Nej, Børnlille, sagde hun, den Nærmer halter igen.
Og hun lo.
Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og
saá paa Hestene:
-Den gør'et ikke længe, sagde han.
-Det ka' nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.
-Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue.
Det bankede paa Døren. Det var Faderen.
-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.
Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Døren
lo Moderen:
-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige
Appetit.
Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op
af det Kældervindue.
Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevægelige Ansigt, og der gik
en pludselig og træt Skygge over Moderens Træk.
Hans Excellence aabnede sin Dør:
-Georg, Brevene, raabte han.
-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og
hans Stemme fik en anden Klang.
-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bøjede sig, mens Hans Excellence
kyssede hende paa Panden med de kolde Læber.
De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad,
i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.
Hans Excellence saa hen paa hende--med det samme ligesom frygtagtige
Blik som om Morgenen--:
-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine
Læber naa hendes Haar.
Hendes Naade sænkede brat sit Hoved:
-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.
-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt.
Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflæse Temperaturen paa
det ophængte Termometer.
... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.