fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide.
Jeg har i mine Landsbypræste-Aar baade i Sjælland og her arbeidet
i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot
fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa
for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et
Lexikon saa udførligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i
Hænde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine
Betydninger. Denne ægyptiske Lærdom har jeg benyttet til et System
af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udført i 3 svære
Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som ønskede
at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig
Brug af det, da han ikke var istand til at læse Hieroglyferne. Da han
havde forsømt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke
at tolke hendes Navne.
Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og
arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex
Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.
Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og
Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget
det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstændige Gjengivelser
af Gangen i Platons Dialoger, og udførlige Bedømmelser af hvert
enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget
de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa
Historikerne gjennemgik jeg, især Herodot og Plutarch, idet det kom
mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om
Asien og Ægypten ere.
Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg føiede Strabons
Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens
Haandbøger en ret grundig Kundskab til hellenisk Cultur og Folketro.
Det var igjen et stort Studium, som tillige førte mig videre.
Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede
saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere
kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren. Pennen havde jeg altid
i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre,
naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der
opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og
Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.
Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog
seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne
Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet,
at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at
have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde
ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«
Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den
Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget
Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg
var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i
Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening,
jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa
hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin
verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp.
Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde
udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg
dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste
jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være
godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk
Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne
finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.
I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12
Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu
vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom
videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op.
Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder
paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det
mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes
Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale
Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.
Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med
Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de
Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne,
trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at
følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk
og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk
Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og
Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden
Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt
den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt.
Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke
strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk
at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde
været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen -- for
denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det -- fældede
den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk
Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine
Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv
beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men
ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.
Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg
kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget
andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt
bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig,
at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge
af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det
klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og
jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at
da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu
underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen
fandtes værdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes
skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale
Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet,
at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste
derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det
Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske
Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min
Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg
nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel
sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom
ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke,
at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade
rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af -- Erik Bøgh.
Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen,
tog Hegel trævent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev
derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.
[27] L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk
maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den
danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret
mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke
skulde komme ud.« Udg. Anm.
Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit
Sind da. Jeg havde kaldt den ~Graabroderen~ efter Hovedfiguren, der
paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt
forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i
høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.
I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en
flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i
et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt ~Panthea~, som ikke er
udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster
medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det
Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg
var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor
hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der
var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader
ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldet
~mine Søstre~, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet
andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en
tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa
lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den
Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.
Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen
længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for
skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind
Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem ~Sorgens Genier~, thi
de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig
Livet igjennem.
Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade
Fugle løs, lige fra mine første Sværmerier for min Brud til den
gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa
eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og
saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde
forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med
mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at
lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan
Mand er jeg jo ikke.[28]
[28] I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om
den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863,
derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes,
da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder
en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa
charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen
Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at
de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i en Note ved
Værkets Slutning. Udg. Anm.
FJERDE KAPITEL.
EN PRÆSTEHISTORIE.
Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle
omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun
berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig
Indflydelse paa min Skjebne.
Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at
jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i
1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved
Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præster
paa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst,
hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort
Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil
hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han
kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde
ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han
vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han
var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg
maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da
denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i
Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere
henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende
Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var
ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det
ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde
der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den
næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu,
Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig
daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige
Prædiken.
Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg
anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til
Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men
at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi
vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg
havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt
for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i
Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem
og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette
ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening
gjældende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god
Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at
fortryde det.
Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang
almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at
allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro.
Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem
kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var
dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven
paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige
Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører
til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets
Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred
i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.
J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten,
forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede
han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte
tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa
den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i
Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just
hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste
Psalmer op imod hende.« Holt var Cultusminister, og han holdt ikke
af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere
noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for
min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen,
man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var
rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde
angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet _vox
populi_ for _vox Dei_.
Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem,
han selv havde holdt for Rigsdagen, og læste den for mig som
en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om
Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed.
Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en
stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik
videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til
mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i
Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde
confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens
Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt
ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa
Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb
det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem,
om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt,
det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre,
end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin
Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig
maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.
Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg
dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan
paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der
var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle
Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade
forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig
til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg
ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have
forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald
for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive
opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det
helt sandt, du har dog tænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette
er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom
ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et
ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde
gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og
reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.
Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den
eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen
udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde
faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt
Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag,
lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen
colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke
havde ment noget med det.
Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment
noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen
havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet
at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa
Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager,
de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige
Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev
intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre
Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til
at give den igjen.
Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt
Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den
brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og
hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeg
havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom
derpaa.
Biskoppen skrev saaledes:
Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i
Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han:
»Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer
dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog
tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde
noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at
see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem
paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og
paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de
Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk;
naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de
maa selv erfare, det var Daarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A.
Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og
almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham
selv.
Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A.
Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende
holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem
talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed,
der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal
blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som
saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der
ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det
Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke
være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket
politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet
hører til noget politisk Parti.
FEMTE KAPITEL.
AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29].
[29] I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om
Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans
Begravelse (1873).
Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som
Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit
egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt,
og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige
Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke
kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og
Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til,
vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel
ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade
uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig
med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds,
at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før
man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det
mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter
det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste
Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over
de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte,
var dog de Gamle, de egentlige borte.
Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den
bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar
endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset
ud. Faa Dage før havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han
kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom.
Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et
saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra
sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin
for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa
han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille
hen, den 11. October 1861.
Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens
Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende
Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med
Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld
Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde
ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale
fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den
glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var
imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet,
tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de
vidste bedre end jeg.
Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd
bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i
denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig
Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder
med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen
kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar
Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre
Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede
en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var
streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men
jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal
og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg
oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er
Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer
talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.